En gammel borg og et nyt tempel - og slut

Den sidste dag i Salzburg startede også regnfuldt og indbød ikke rigtigt til dasketure i den gamle bydel, men vi kunne godt holde til at gå hen til den lillebitte bjergbane, der fragter turister og andet godtfolk op til den gamle borg eller fæstning Hohensalzburg, der, næppe særligt overraskende med det navn, ligger på en klippeknold højt hævet over byen.

På vejen derhen kom vi forbi Sankt Peters kirkegård. Tænk, at han har sådan en! En lille, fin og gammel kirkegård, der egentlig var værd at kigge nærmere på, men det var vejret og folkestemningen ikke rigtigt til (læs: to tredjedele af familie kan virkelig ikke se nogen som helst grund til at glo på kirkegårde), så vi fortsatte bare hen til bjergbanen.

Nede fra den gamle bymidte ser Hohensalzburg kæmpestor ud. Det gør den også, når man kommer op til den. Det er da også en af de største bevarede middelalderborge i Europa, og der er virkelig meget at se på. Er man tilpas interesseret, vil man sikkert sagtens kunne bruge en hel dag på at komme igennem alle udstillingerne.

Det gjorde vi ikke, og vi er generelt gode til at finde springe frem-knappen på vores audio-guider, hvis vi keder os lidt. Men nogle ting var alligevel så tilpas interessante, at vi andægtigt hørte forklaringerne helt til ende, før vi gik videre. Blandt andet udstillingen om borgens udvikling gennem tiderne. For selvfølgelig nåede borgen først sit nuværende udseende efter århundreders til- og ombygninger. 

"I begyndelsen var et lille skur" kunne meget vel have været indgangsreplikken til historien, om hvordan man for små 1000 år siden påbegyndte det første byggeri af et fæstningsværk til beskyttelse af biskoppens residens.

Med en hel række modelbyggerier havde man anskueliggjort udviklingen, og ved hver ny model var de nye dele malet hvide (i modsætning til resten, der var i naturtro farver), så man ikke var i tvivl om, hvor man skulle kigge, mens man lyttede til audio-guiden. Det fungerede virkelig fint, og kunne i langt højere grad end ane-gallerier og lignende holde familiens interesse fangen.

Ud over at være en fæstning til beskyttelse af byen og biskoppen blev Hohensalzburg også brugt som blandt andet fængsel, og det har sikkert ikke været særlig sjovt at sidde i fangehullet der. Langt sjovere har det været at lade sig underholde af biskoppen oppe i de repræsentative lokaler, der var meget flotte og indrettet med henblik på at opnå størst mulig imponator-effekt. Hvem biskoppens også meget flotte sovegemak har skullet imponere må stå hen i det uvisse ...

Der var også en række udstillinger, der ikke specifikt relaterede til borgen, men fortalte om krig og ufred i al almindelighed. Der var en frygtelig masse våben, som jeg altid lynhurtigt bliver træt af at kigge på.Der var en masse dukker - både små og store - klædt i skiftende tiders uniformer, der i mange tilfælde må have været decideret uhensigtsmæssige i forhold til praktisk krigsførelse.

Og så var der en del, der specifikt omhandlede Første Verdenskrig, hvilket især jeg brugte tid på, men til sidst lykkedes det dog at få mig halet videre, og da vi også havde beundret udsigten, som selv i regnvejr var helt fantastisk, kørte vi ned i byen igen.

Efter frokost brugte vi eftermiddagen i et af nutidens templer, et outlet-shoppingcenter i udkanten af Salzburg.

I betragtning af, at konceptet var outlet, var der virkelig flot. Flere af butikkerne var da også outlet-udgaven af mærkevarer i den dyre ende af skalaen, så selv om der blev skiltet med nedsættelser på både 40 og 50 procent, var de alligevel uden for kategori i forhold til vores økonomi. Helt anderledes forholdt det sig tydeligvis for den ret store andel af kunder med mellemøstlig baggrund. Mange mere eller mindre tildækkede kvinder storslæbte afsted med deres bugnende poser, mens mændene tilsyneladende især var beskæftiget med at bære kreditkortene.

Lidt fik vi dog shoppet, og glade og tilfredse tog vi tilbage og forhåndspakkede mest muligt, inden vi gik ned og lod Louis stå for aftensmaden.

Næste morgen var det slut, og vi kørte hjem. Turen gik fint. Vi startede godt nok med at ramme en spærret landevej og derefter blive en lille smule væk for os selv, da vi skulle ud på en længere omkørsel. I stedet for at køre over München kørte vi nemlig direkte mod nord for først at møde motorvejen kort før Regensburg. Derefter Hof - Leipzig - Magdeburg - Wolfsburg - over heden til Lüneburg og over Elben ved Lauenburg - næsten til Kiel og så over til A7 på det rigtige sted.

Da vi nåede til den danske grænse, undrede vi os endnu en gang over, om det virkelig kan være nødvendigt med så voldsomme blinklys, at man føler, man passerer med synet som indsats. Alle de øvrige grænseovergange, vi havde passeret på turen, var - i modsætning til tidligere og fredeligere tider - bemandede og ofte udstyret med chikaner for at få trafikken helt ned i fart, men ingen steder så vi noget, der bare lignede det overdimensionerede danske katastrofeblink.

Gemalens syn klarede udfordringen, og vi kørte hjem i den lyse sommeraften.

Salzburg under regntung himmel.