Hjemture

Efter den guidede rundvisning på Neuschwanstein kan man forsøge at møve sig ud på slottets balkon og falde i svime over den totalt vidunderlige udsigt. Og efter indkøb af diverse tingeltangel i souvenirbutikken, kan man gå ad stien op til Marien-Brücke og se ned på slottet og videre ud over dalen. Igen en totalt vidunderlig udsigt. Det er fra denne bro,  at nok 90 procent af alle billeder af slottet er taget. Største udfordring er at undgå at blive skubbet til og/eller at tabe sit kamera ned i kløften, hvor man med garanti ikke behøver at lede efter det.

Nu havde vi god tid og snuppede en hestevogn, som i roligt tempo klip-klappede sig ned til byen igen. 

Her var der langt flere mennesker, end da vi kom, og vi kunne hurtigt blive enige om, at vi ikke skulle se mere. Hverken slottet Hohenschwangau, hvor Ludwigs far havde resideret, og Ludwig var opvokset, eller museet for de bayerske konger.

I stedet for at køre samme vej hjem til Oberammergau, valgt vi en sydligere rute, der på en kort strækning gik gennem Østrig. Det blev en smuk, smuk tur. Masser af bjerge og den fineste turkisgrønne sø, Plansee. Vi kom også forbi afkørslen til Schloss Linderhof, et andet af Ludwigs mange slotte. Men selv om jeg egentlig gerne ville set det - vistnok meget smukke og i forhold til Neuschwanstein helt anderledes - slot, var jeg så brugt i knolden, at jeg helt uden brok lod Gemalen passere.

Tilbage i Oberammergau gik vi på jagt efter en sen frokost. Først hos en vældig sød bagerdame, bagefter hos en slagterdame, der dårligt kunne skjule sin irritation over vores vægelsind og sære ønsker om tre skiver af én slags pølse og fem skiver af en anden. Det må være hårdt at være ekspedient i sådan en turist-overrendt by, hvis man ikke kan lide turister ...

Derefter var det tid at slå mave, og da der var Tour de France i fjernsynet, som Gemalen endelig havde fået til at virke, skete der ikke mere, før løbet var slut, og sulten igen meldte sig.

Efter først italiensk og derefter mexicansk mad ville vi gerne have god, solid og lokal kost, så vi gik hen på en restaurant, vi fik anbefalet af vores vært. Udmærket sted, hvor man havde travlt. Vi var heldige, at et par var ved at gå, da vi kom ind, så vi kunne overtage deres bord. Jeg har glemt, hvad vi fik at spise, men ikke overraskelsen over, at vi ikke kunne betale med kort, da vi fik regningen. Den nærmeste bank lå mindre end to minutters gang væk, vejret var godt, og det var stadig lyst, så kein Problem. Bare tankevækkende. Også at regningen bare var en lille håndskreven lap uden hverken nummer eller navn. Nu havde vi alle steder i både Tjekkiet og hidtil i Bayern kunnet betale maskinudskrevne restaurant-regninger med kort, og så støder man pludselig på sådanne lemfældigheder. Ret sjovt faktisk i det ellers så velordnede Bayern.

Næste morgen var det tidligt op og pakke, spise morgenmad, afregne og sætte kurs mod nord. På den måde fik vi ikke set ret meget af Oberammergau og de nærmeste omgivelser, men til gengæld ved vi præcis, hvor vi gerne vil bo, hvis vi kommer forbi en anden gang, enten på gennemrejse eller bare fordi.

Turen hjem gik fuldstændig problemfrit. Vi havde vores hyr med at forklare Ruth, at vi altså ikke ville ind og køre på Autobahn hverken i eller omkring München. Men ellers samarbejdede hun upåklageligt. Også selv om vi flere gange undervejs skiftede mening med hensyn til rutevalg. Først ville vi over Potsdam, men så ville vi ramme lige i myldretiden, og så ville vi hellere over Magdeburg. Senere kunne vi høre, at der var voldsomme køer omkring Magdeburg, og så ville vi alligevel over Potsdam.

På et tidspunkt var Ruth enig med radioen om en kø, og vi valgte at dreje fra og køre et lille stykke på små veje for at køre op igen på en næsten tom Autobahn. Lidt heldig må man gerne være. Ret heldig var også en ældre herre i en af de små byer, vi ved denne frakørsel kørte igennem. Den ældre herre valgte nemlig til både vores og andre trafikanters forbløffelse at svinge til venstre i en rundkørsel. Heldigvis var trafikken langsom og begrænset, så vi kunne nøjes med at måbe og gnide øjnene en ekstra gang.

Ellers ingen stop, køer eller uheld. 

Og da vi kom hjem, stod huset, planterne hang og dynerne ventede.

Landsbyidyl i Oberammergau.