Gul rute

Kamelen var ganske træt i sit hoved og faldt hurtigt omkuld på sin sovepude, da vi kom hjem igår.

For hun havde fået lov at komme med på slots-ophold, og selv om 'slot' nok ikke sagde hende så meget, så var der cirka 100 milliarder andre indtryk, lyde og ikke mindst dufte at forholde sig til.

Og den slag trætter.

Sagen var, at Donnaen var inviteret til konfirmation i det nordsjællandske. Helt derude, hvor S-togene ikke kører, og der er langt til bussen, og hvor det således bliver lidt indviklet at nå frem. Gemalen havde derfor forbarmet sig over sin datter og tilbudt transport. Samtidig foreslog han Fruen, at vi kunne brænde det mini-ophold af, som han havde fået til sin fødselsdag, så vi også kunne få lidt ud af turen.

Som foreslået så gjort.

Vi kørte til Nordsjælland, satte Donnaen af og fortsatte så selv til det midtsjællandske, hvor vi havde fundet et slot (nu omdannet til hotel og konferencecenter), hvor Kamelen var velkommen.

Det med Kamelen var dog ikke blevet noteret, så receptionisten så en anelse desorienteret ud og måtte ringe til sin oldfrue for at høre, om det var i orden at installere os på det reserverede værelse. Det var det, og så slæbte vi pikpak og Kamel tværs gennem slot, op ad trapper og ud i den fjerneste ende af den ene sidefløj.

Så snart vi var indlogerede, skulle vi dog ud igen, for Kamelen havde, gik jeg ud fra, behov for at blive luftet. Da Kamelen er opdraget til ikke at måtte gå på trapper, syntes hun, det var temmelig grænseoverskridende, da hun første gang skulle ned igen. Men ned kom hun, og blev hurtigt så fortrolig med trapperne, at det var temmelig vigtigt at give løs line, hvis man ikke selv var lige så hurtig (og det var man ikke, skulle jeg lige hilse at sige).

Første tur blev dog ganske kort. Jeg havde for lidt tøj på, det regnede, mit fodtøj var også forkert, og så var jeg iøvrigt så kaffetørstig, at vi hurtigt fandt indenfor i varmen igen.

Godt anbragte i pejsestuen fik Gemalen og jeg vores kaffe plus kage og små romkugler, mens Kamelen allernådigst fik lov at flade ud på tæppet. Og med det kaffe- og sukkerboost kunne jeg lige klare at iføre mig dobbelt så meget tøj, de uldne sokker og vandrestøvlerne, og så gik Kamelen og jeg på opdagelse i godsets skov. Vi valgte gul rute. Af den simple grund, at den startede foran slottet.

Og så gik og gik og gik vi. Og blev våde. Og snavsede. Mest Kamelen. Vi gik langt. Og lidt længere endnu. I virkeligheden var turen vist ikke mere end cirka fem kilometer, men med titusind snuseophold undervejs tager det sin tid at gå den distance.

Tidspunktet, hvor vi havde bestilt middagen til, nærmede sig.

Det gjorde slottet derimod overhovedet ikke.

Gemalen sms'ede.

Men sms'er, mig, hund og regnvejr er en rigtig dårlig kombination, så jeg ringede tilbage:

- Hvad vil du?

- Hvor bliver I af? spurgte Gemalen. Klokken er 18:54.

- Vi kommer så hurtigt, vi kan. Den her rute er altså lidt længere, end jeg havde regnet med.

- Hvor er I?

- Det ved jeg ikke, sagde jeg.

- Ved du det ikke?? lød det vantro fra orienteringseksperten, som jeg er gift med.

- Næh. Jo altså, vi er jo på gul rute, så vi er ikke blevet væk, men lige hvor ved jeg da ikke.

- Javel, så tror jeg liiige, jeg går ned og siger, at vi er gerne vil spise lidt senere, sagde Gemalen.

Vel hjemme igen blev Kamelen tørret og fodret af, og så gik vi ned spiste. Og bortset fra at ingen af os brød os om forretten, så var det en ganske udmærket middag.

Kamelen kom på aften-tissetur, og Donnaen, der skulle med sin søster og sine niecer hjem og overnatte, fik en godnat-sms.

Og så gik vi i seng og sov til den lyse morgen.