Skåne rundt, på den dumme måde

Nå, men så kørte vi til Sverige.

Endnu en gang skulle vi prøve at kombinere Gemalens mtb-o-løb med ferie.

Som en ekstra krølle skulle Kamelen denne gang med.

Så hun(d) var blevet udstyret med pas, og da vi passerede den svenske grænse, gik Fruen pænt ind for - som foreskrevet - at melde Kamelens ankomst.

Det lykkedes at finde en tolder, som bladrede lidt i passet, fandt de lovpligtige vaccinationer og sagde pænt velkommen til Sverige.

Og det var så det.

Fruen følte sig en anelse dum og tænkte, at det var godt nok mere lemfældigt end forventet.

Men nu var Kamelen altså på lovligt ophold i det svenske, og vi satte kursen mod Hässleholm, hvor vi en gang for meget længe siden havde booket os ind på en B&B. Siden havde Gemalen sikret sig, at vi kunne tage Kamelen med, og alt burde således være i sin skønneste orden.

Vi ankom og ringede på.

Og der skete absolut ingenting.

Heller ikke banken på diverse døre på både front og bagside af huset gav noget resultat.

Gemalen rodede lidt i sin reservation og fandt et telefonnummer, ringede og talte med fruen i huset, der meddelte, at hendes mand da var hjemme, men nu skulle hun nok lige ringe til ham. Efter et øjebliks venten i den lidt forsømte forhave blev fordøren åbnet af en midaldrende mand, der grangiveligt lignede en, der var blevet vækket midt i sin eftermiddagslur.

Ind kom vi og fik anvist vores værelser.

På første sal!

Gemalen havde glemt at spørge efter værelser i stueetagen, og nu skulle vi så have Kamelen med op og ned ad en relativt stejl trappe.

Det kunne vi nok have levet med.

Hvad vi ikke kunne leve med var den hengemte lugt af gammel cigar og manglende vedligehold samt de virkeligt usle værelser, vi fik til stillet til rådighed.

Så efter at have slæbt alt vores pikpak ud af bilen og op på første sal, Kamelen inkluderet, satte vi os ned og blev enige om, at dér ville vi altså bare ikke bo.

Altså slæbte vi hele pivtøjet, Kamelen inkluderet, ned igen. Bankede husets herre ud fra de private gemakker, stak ham et afbestillingsgebyr og efterlod ham lettere måbende.

Nu skulle vi så finde et andet sted at bo.

Hvilket ikke var særlig let, i og med at Gemalens mtb-o-løb bare var en lille bitte del af det kæmpestore O-Ringen-arrangement, som hvert år tiltrækker 15-20.000 deltagere. Allerede i januar havde det ikke været muligt at finde betaleligt logi nærmere end cirka 40 km fra Kristianstad og Åhus, hvor løbene skulle finde sted. Dagen før skulle vi være heldige overhovedet at finde noget i hele Skåne.

Efter nærmest at have vredet Ipadden lykkedes det dog at finde et ledigt hotel i Eslöv. Men det var så bare 50 km tilbage mod Malmø, hvor vi lige kom fra ...

- Vi kan jo prøve at finde noget på vejen, sagde Gemalen og begyndte at rode med GPSen, der lynhurtigt listede en hel masse muligheder op i nabolaget.

Gemalen trykkede på et af de første forslag, og så gik det ellers over stok og sten. Længere og længere væk fra landevejen. Ad mindre og mindre grusveje. Efter mindst tyve minutters kørsel endte vi uden for en gård, hvor en hund stillede sig op og gøede af de uventede gæster. Ud steg Gemalen, og ud kom hundens ejer. Hun kunne fortælle, at hun ganske rigtigt havde haft B&B, men var holdt op igen, så desværre.

Herefter opgav Gemalen yderligere svinkeærinder, og vi skyndte os at booke værelser i Eslöv.

Da vi lidt i syv nåede frem til hotellet, der til vores forbløffelse lå midt i et industrikvarter, bag et højt hegn med pigtråd foroven, kunne vi konstatere, at receptionen var lukket, men at man kunne ringe til til et nummer, der stod opgivet på opslaget. Det gjorde Gemalen, men fik kun fat i en telefonsvarer. Her skulle han lægge sit nummer, men glemte i farten også at opgive landekoden +45 for Danmark. Så der skete igen absolut ingenting.

Gemalen var nu parat til at køre igen.

Det var Fruen ikke.

Der var allerede gået lang tid. Alle var trætte. Og sultne. Ikke mindst Kamelen, hvis normale spisetid for længst var passeret.

Gemalen ringede så til booking.com og endte i en telefonkø.

Nu hang de nemme løsninger ikke længere på træerne.

Men netop som Gemalen var ved at grifle en besked til hotellet om, at vi havde været nødt til at køre igen grundet lukket reception, var der hul i gennem til booking.com. Som lovede straks at ringe til det hemmelige nummer, der ville trylle receptionisten frem.

Og mindre end fem minutter senere stod han der. Den unge gut, som vi allerede havde set rende ind og ud, men som vi havde antaget var en gæst, mens han på sin sin side ikke havde regnet ud, at vi var potentielle kunder i hans butik.

Han skyndte sig at fixe to værelser til os, og imens fik Kamelen sin aftensmad.

Vi andre derimod nåede ikke i byen, før restauranterne lukkede, så vi måtte nøjes med at købe pizzaer og spise dem i hotellets morgenmadslokale.

Og dér boede vi så.

Ikke just hvad vi havde regnet med. Men stedet var nyt, pænt og rent. Kamelen var velkommen, og det store hegn omkring hotellet og den sommerferielukkede nabovirksomhed betød, at vi hurtigt bare kunne lade hende gå løs, når hun skulle ud på sine lufteture.

Alt i alt en udmærket løsning på vores akutte indkvarteringsproblem.

At vi så var havnet på kanten af en oplevelsesmæssig ødemark og dumt langt fra Gemalens løb var en anden sag.

Vores hotel i Eslöv. Naboen i baggrunden
handlede med John Deere landbrugsmaskiner ...