Firs, frejdig - og øv altså

De bliver nogle gamle koner, kvinderne i min familie.

Min ældste moster fyldte 85 i februar. Og forleden fyldte min faster 80 runde år.

Hvorfor hun havde inviteret til fødselsdags tam-tam. Til en frokost og eftermiddag med god mad, godt selskab og afslappet stemning. 

Min faster blev pænt begavet. Omend gaverne ikke fyldte så meget på gavebordet. For ønskesedlen havde været ret kort: 'Oplevelser'. Derfor bestod mange af gaverne af mere eller mindre kreativt udformede gavekort på ture til rundt omkring i Danmark. Det er nemlig min fasters definition på gode 'oplevelser'; en køretur med indbygget attraktion, som for eksempel et kunstmuseum eller en herregård eller en kirke, og også gerne en frokost eller eftermiddagskaffe et godt sted.

Det er dejligt, at min faster holder af den slags gaver. For det er svært at finde på andre ting. Ældre mennesker har som regel det meste, og hvis de ikke har, går de ud og køber det. Med mindre det er så urimelig dyrt, at de alligevel ikke synes, de kan være bekendt at ønske sig det. Således også med min faster. Omend hun altid har været glad for bøger og for planter eller løg til sin have.

Nu er der bare sket det kedelige, at min fasters syn på det allerseneste er blevet ganske dårligt, så hun kan ikke længere læse hverken bøger eller aviser. Blomster kan hun stadigvæk se og glæde sig over, men hun kan ikke mere hygge sig med selv at lægge forårsløg i krukker til tidlig blomstring i det milde fynske forår. 

Øv altså!

Min faster er jo ikke sådan en, der går rundt og klynker over ting, der ikke kan være anderledes. Og da det er så relativt nyt, gik sagens alvor faktisk ikke rigtigt op for mig før på selve dagen.

For et lille halvt år siden havde min far da godt nok nævnt, at kørekortet var væk. Men altså, det er der jo så mange, der opgiver, når de kommer op i den alder. Da jeg diskuterede gaver med min mor, og hun sagde, at bøger ikke længere var en mulighed, begyndte det at dæmre. 

Alligevel var det først, da jeg så, hvordan min faster ikke selv kunne læse sine lykønskningskort, at jeg forstod, hvor slemt det står til.

Øv altså!

Så nu skal min faster vænne sig til en ny og anderledes hverdag. Heldigvis har hun den sødeste familie, der gerne henter og bringer og hjælper på alle tænkelige måder.

Men er det nok? Kan hun på sigt blive boende i sit hus? Kan hun selv klare at lave mad? Hvad sker der, når hun ikke kan se, om der er mug på brødet eller myrer på bordet? Og alt det frivillige arbejde, som min faster har været så glad for at udføre i forskellige sammenhænge, må hun opgive det?

Øv altså!

Jeg må indrømme, at jeg gik lidt stille rundt i et par dage. Hvor er der meget, vi tager for givet, og hvor skal der lidt til, før præmisserne for vores dagligdag ændres radikalt.

I stedet for at sukke over mine læsebriller, bør jeg nok være tilfreds med, at jeg har dem. Og når det hele flimrer og bliver utydeligt, og jeg rammes af panik, bør jeg nok sukke af lettelse, når det viser sig, at mine synsproblemer i det store og hele kan pudses væk i blusen ...