Tjekkisk nedtur

Intet godt varer evigt, og vi forlod vores flinke vært i Nowe Bystre for at trille mod vest.

Oprindeligt havde vi tænkt, at hvis nu det der Polen ikke lige var sagen, så ville det være rart at kunne se frem nogle gode dage i Tjekkiet. Hvorfor vi lige tænkte sådan, står (nu) hen i det uvisse. Vi har tidligere haft et kanongodt ophold i Gdansk i Polen og et mindst lige så godt ophold i Plzen i Tjekkiet. Så det stod 1-1, og der var ingen god grund til at have mere fidus til Tjekkiet end Polen. Men det havde vi. Og det skulle vise sig at være en fejl.

Det startede ellers meget godt. 

Slovakiet lå kun et stenkast væk og viste sig fra sin smukke side. Jeg var godt nok i starten noget fortørnet over, at Ruth på eget initiativ havde valgt en margueritte-rute. Eller muligvis var jeg bare edderspændt over, at Gemalen stolede mere på Ruth end på mig. Ret hurtigt kom Ruth og jeg igen overens om retningen, og så kørte vi ellers bare gennem et meget smukt landskab. En masse skov, en masse halvhøje bjerge med flotte udsigter i hvert et sving, hyggeligt udseende landsbyer og - ikke mindst - rimeligt gode og ikke særligt befærdede veje.

På et tidspunkt holdt det smukke landskab op, og på et tidpunkt kom vi ind i Tjekkiet. Vist nok i nævnte rækkefølge. Vejarbejde sendte os ud på en mindre omvej, men efter et stykke tid kom vi dog på motorvej og benyttede første tjekkiske udgave af Monarch til et stop. Der var smeltehedt udenfor, så vi fortsatte hurtigt og nød det velfungerende klimaanlæg i bilen.

Landskabet ændrede karakter til relativt fladt landbrugsland med grimme småbyer strøet ud med rund hånd. Faktisk ret kedeligt. At meget af kørslen foregik på landeveje, gjorde det ikke mere spændende. 

Ved kaffetid nærmede vi os Hradec Králové og besluttede at køre ind i byen for at hæve nogle penge og købe noget kaffe. Begge dele lykkedes. At jeg pludselig befandt mig i en forretning med sengetøj i stedet for i den bank, jeg troede, jeg var gået ind i, var blot en detalje. Og at vi skulle to gange 'rundt om blokken' for at finde ud af at parkere ved den kaffebar, vi havde fået øje på, var bare en anden. En tredie detalje var, at Gemalen næsten sad ude på gaden for at holde øje med bilen, mens vi drak kaffe. For vi havde ingen mønter at putte i p-automaten, før vi havde betalt for vores kaffe, og bagefter gad Gemalen ikke gå ud igen. Men da han samtidig kunne se, hvordan politi og mand med specialværktøj var ved at befri en parkeringssynder 100 meter længere nede ad gaden, sad han alligevel og hoppede i stolen.

Gemalen slap for at sprinte ud for at redde sin bil, og vi og kørte videre til vores mål, den lille by Doksy, som ligger rundt regnet midt mellem Prag og den tyske grænse. Byen er på grund af en badesø populær som feriemål for både tjekker og tyskere. Hotellet hed Bellevue og havde swimmingpool, hvilket alt sammen havde set meget godt ud, da vi bookede på nettet. Det viste sig at være det eneste gode; navnet og swimmingpoolen. Sidstnævnte skulle siden vise sig at være behæftet ved en - i vores ører - alvorlig fejl, og så var der egentlig kun navnet tilbage. 

Hotellet var trist, og værelset meget kedeligt. At internettet ikke virkede, måtte være vores egen skyld, mente receptionisten, for hendes virkede altså ...

Efter denne lektion i tjekkisk arrogance gik vi ud for at besigtige byen og finde et sted at spise aftensmad. Efter seks dage med halvpension var det voldsomt igen selv at skulle tage stilling til restaurant og menukort. Det blev yderligere besværliggjort af, at vi havde valgt mandag til flyttedag, og det betød Ruhetag flere steder. Vi endte dog et udmærket lille sted, hvor vi sad udenfor og spiste pizza, mens solen forsvandt og gav plads til lidt kølighed.

Mætte og rimeligt tilfredse med verdenssituationen gik vi hjem for at sove, og så ville alting nok blive meget bedre næste dag.

Mente vi.

To be continued ...

Lynskudt udsigt i Slovakiet.