Godt så. Så flyttede vi da bare.
Al habengut blev pakket sammen, morgenmaden indtaget, og der blev gjort klar til afgang.
Der var bare den lille hage ved det, at Fruen i et svagt øjeblik (solstik? - hedeslag?) havde betalt forud på hotellet ved indcheckning. Og den slags dumheder begår man selvfølgelig ikke ustraffet. Gemalen prøvede ellers ihærdigt, men måtte lade sig nøje med, at den sag måtte han diskutere med hotels.com efter hjemkomsten (og det gør han så stadig her tre uger senere).
Vi blev hurtigt enige om at køre mod nord. Fruen havde længe fablet om Dresden, og når nu Prag var blevet droppet, ville det jo være ekstra skønt med en tur dertil. Vi var også enige om, at indkvartering på den tjekkiske side af grænsen absolut ville være at foretrække. I hvert fald ud fra en økonomisk betragtning ... Altså kørte vi helt op under grænsen, hvor de skovklædte bjerge danner et naturligt skel.
Der lå vi så og trillede rundt på må og få. Nogen klar fornemmelse, af hvor vi skulle søge, havde vi ikke, da vi på ingen måde havde beskæftiget os med det område inden afrejsen hjemmefra.
Faktisk er Fruen slet ikke tilpas med på den måde måske at gå glip af et eller andet seværdigt. Men det var der ikke noget at gøre ved. Internet var der ikke noget af, Lonely Planet var ikke til nogen hjælp, og min Rough Guide havde jeg af uransagelig årsager ladet stå hjemme i reolen.
Faktisk er Fruen slet ikke tilpas med på den måde måske at gå glip af et eller andet seværdigt. Men det var der ikke noget at gøre ved. Internet var der ikke noget af, Lonely Planet var ikke til nogen hjælp, og min Rough Guide havde jeg af uransagelig årsager ladet stå hjemme i reolen.
Vi endte i Dubi (hvilket fik Fruen til på upassende tidspunkter at tralle dubi-dubi-dubi-dub-dub-dub, ind til Donnaen hver gang satte en stopper for det med et 'Altså, moar!') Fruen blev sendt afsted, og der gik lidt tid med snik snak på tysk og fingersprog, før vi fik et udmærket, kæmpestort dobbeltværelse og et lidt spøjst, men absolut brugbart enkeltværelse.
Her boede vi de sidste to dage af ferien og nød igen at føle os velkomne.
Begge aftener spiste vi lækker mad på terrassen foran hotellet. Der var nogle få andre gæster, der spiste, men - så vidt vi kunne se - kun en enkelt overnattende gæst ud over os, og Gemalen undrede sig såre over hotellets, efter hans mening, ret overgearede set up. For der var både en sød kvindelig receptionist og tjener, en boss og to køkkenfolk, og de kunne jo umuligt leve af bare at have os på besøg. Så hvad havde de lige gang i? Ekstra næring til Gemalens spekulationer kom der, da han vågnede anden nat ved ankomsten af en mobilhome, som blev stillet på hotellets parkeringsplads, hvorefter chaufføren kørte bort igen i en meget dyr Mercedes. Uhu, det var mystisk. Syntes Gemalen. Donnaen og jeg var ret ligeglade, så længe vi havde det godt.
Og det havde vi jo.
 |
| Billeder fra Dubi er der ikke mange af. Her er dog udsigten fra vores værelse. |
14 kommentarer:
Altid godt at høre om, når en nedtur ændres til en optur :-)
Og man skal da synge, når alt ender godt :-)
Det var godt, at I fik oplevet en optur!
Det er i hvert fald en sang værd :-)!
Mon I var i hærheden af Cesky Raj?
God afslutning på den historie, syns jeg. Og mon ikke det der bookingselskab ender med at slippe pengene til sidst...hvis gemalen er stædig nok :-)
Randi: Nemlig :-)
Lene: Ja, men ikke hvis man samtidig er pinlig ;-)
Nonna: Ja, det var. Der skulle helst være en happy ending - med eller uden sang :-) Var vi blevet boende i Doksy, kunne Cesky Raj have været en udflugtsmulighed. Der var 50-60 km.
Annette Estrin: Velkommen forbi :-) Heldigvis endte historien godt. Jeg ved ikke, om det vil lykkes Gemalen at hale nogle penge ud af bookingselskabet. Det er altid op ad bakke, når man først har betalt.
Så fik jeg endelig læst op på dine herlige ferieberetninger.
Og fik bekræftet et par af mine fordomme, trods alt, selv om I gjorde det via Tjekkiet og ikke Polen :-)
All's well that ends well, er der nogle der siger, og det passede heldigvis også her.
Jeg glæder mig allerede til at høre om jeres næste ferie :-D
Tror også at jeg havde sunget, men var sikkert også blevet stoppet af mine unger. ;-D godt at det blev en happy ending.
Ellen: Ja øv, det var jo meningen, at jeg skulle AFkræfte dine fordomme! Vil dog, ind til andet er bevist, stædigt holde på, at dét hotel var en enlig svale. Det gør jeg også, altså glæder mig til vore næste ferie ;-)
Rejen: De unger kan godt være lidt sarte en gang i mellem ;-) Ja, det var dejligt.
Når enden er god.....
Og sådan er der så meget. Tak for turen kære Frue.
Susanne: Nemlig, når bare enden er god ;-) Selv tak.
Jeg undres litt på hvorfor det var så få gjester, men opptur er opptur.
Små frøkner er ikke alltid så glade for mødres sang, hva kan det komme av :)
Håper det ordner seg med uff-hotellet :)
Ha en fin kveld og en klem :)
Mormor
Begivenrighedsrig ferie ;-) Håber I kan få lidt penge tilbage fra hotellet men det lyder nu som der ikke var anden udvej end at flytte. Dubi betyder forresten bamse på hebraisk hi hi. KNUS♥
Mormor: Ja, det var altså også lidt mærkeligt, at der ikke var flere gæster. Små frøken-ører er åbenbart sarte ;-) Ja, det ville jo være dejligt, men ellers er jo bare ikke noget at gøre ved det. Og god mandag til dig. Klem tilbage.
Tina: Det var det, på mange områder, men heldigvis var der absolut flest gode oplevelser. Sjovt, så var det nok derfor, alle var så bamse-rare :-) Knus tilbage.
Send en kommentar