fredag den 23. august 2013

Firs, frejdig - og øv altså


De bliver nogle gamle koner, kvinderne i min familie.

Min ældste moster fyldte 85 i februar. Og forleden fyldte min faster 80 runde år.

Hvorfor hun havde inviteret til fødselsdags tam-tam. Til en frokost og eftermiddag med god mad, godt selskab og afslappet stemning. 

Min faster blev pænt begavet. Omend gaverne ikke fyldte så meget på gavebordet. For ønskesedlen havde været ret kort: 'Oplevelser'. Derfor bestod mange af gaverne af mere eller mindre kreativt udformede gavekort på ture til rundt omkring i Danmark. Det er nemlig min fasters definition på gode 'oplevelser'; en køretur med indbygget attraktion, som for eksempel et kunstmuseum eller en herregård eller en kirke, og også gerne en frokost eller eftermiddagskaffe et godt sted.

Det er dejligt, at min faster holder af den slags gaver. For det er svært at finde på andre ting. Ældre mennesker har som regel det meste, og hvis de ikke har, går de ud og køber det. Med mindre det er så urimelig dyrt, at de alligevel ikke synes, de kan være bekendt at ønske sig det. Således også med min faster. Omend hun altid har været glad for bøger og for planter eller løg til sin have.

Nu er der bare sket det kedelige, at min fasters syn på det allerseneste er blevet ganske dårligt, så hun kan ikke længere læse hverken bøger eller aviser. Blomster kan hun stadigvæk se og glæde sig over, men hun kan ikke mere hygge sig med selv at lægge forårsløg i krukker til tidlig blomstring i det milde fynske forår. 

Øv altså!

Min faster er jo ikke sådan en, der går rundt og klynker over ting, der ikke kan være anderledes. Og da det er så relativt nyt, gik sagens alvor faktisk ikke rigtigt op for mig før på selve dagen.

For et lille halvt år siden havde min far da godt nok nævnt, at kørekortet var væk. Men altså, det er der jo så mange, der opgiver, når de kommer op i den alder. Da jeg diskuterede gaver med min mor, og hun sagde, at bøger ikke længere var en mulighed, begyndte det at dæmre. 

Alligevel var det først, da jeg så, hvordan min faster ikke selv kunne læse sine lykønskningskort, at jeg forstod, hvor slemt det står til.

Øv altså!

Så nu skal min faster vænne sig til en ny og anderledes hverdag. Heldigvis har hun den sødeste familie, der gerne henter og bringer og hjælper på alle tænkelige måder.

Men er det nok? Kan hun på sigt blive boende i sit hus? Kan hun selv klare at lave mad? Hvad sker der, når hun ikke kan se, om der er mug på brødet eller myrer på bordet? Og alt det frivillige arbejde, som min faster har været så glad for at udføre i forskellige sammenhænge, må hun opgive det?

Øv altså!

Jeg må indrømme, at jeg gik lidt stille rundt i et par dage. Hvor er der meget, vi tager for givet, og hvor skal der lidt til, før præmisserne for vores dagligdag ændres radikalt.

I stedet for at sukke over mine læsebriller, bør jeg nok være tilfreds med, at jeg har dem. Og når det hele flimrer og bliver utydeligt, og jeg rammes af panik, bør jeg nok sukke af lettelse, når det viser sig, at mine synsproblemer i det store og hele kan pudses væk i blusen ...



9 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hvor har du ret - alle de ting vi går og tager for givet! Man glemmer at påskønne alt det, der bare fungerer. Først når et eller andet begynder at knirke, går det op for os, hvor meget det betyder. Godt at tænke lidt over. Rigtig godt indlæg!

Randi

Pia sagde ...

Jeg har i mange år slet ikke haft nogle ønsker, men jeg synes altså der er mange år tl jeg bliver gammel :-)
Vi er tilbøjelige til at tage alt for meget for givet. Af og til er det vist meget godt vi lige vågner op og tænker over hvor heldige de fleste af os, heldigvis er. Min far havde under 5% syn tilbage de sidste år han levede. Jeg håber aldrig jeg mister mit syn helt, så hellere hørelsen, men jeg bliver jo desværre ikke spurgt.

Ellen sagde ...

Det er synd, når de gamle langsomt mister sanserne.
Jeg håber faster kan tackle det, men nemt kan det ikke være.
Har det lige som Pia: hvis jeg kunne vælge, ville jeg vist også bedst kunne undvære hørelsen. Bilder jeg mig selv ind ...
Jeg ved ikke, om jeg tager noget for givet - jeg er bare der, hvor jeg er og tager ændringerne efterhånden som de kommer. Jeg tog engang for givet, at jeg var slamk som en mynde, men det nytter ikke noget at længes tilbage til en tid, som aldrig kommer igen.

Fruen i Midten sagde ...

Randi: Jamen, er det ikke bare sådan, det er? Man skal lige have et hak i tuden, før man kommer i tanke om, at det ikke er en selvfølge, at det hele fungerer. Tak :-)

Pia: Jo, jeg tror også, det er sundt lige at vågne op en gang i mellem. 5% må være uendelig lidt. Kunne din far så kun se skygger og omrids? Det ville være et svært valg, men skulle det være, ville jeg nok også vælge hørelsen fra. Tror jeg ...

Ellen: Ja, det er synd. Her er det faktisk gået ret hurtigt. I hvert fald for de ikke allernærmeste pårørende = mig fx. Det bliver det ikke nemmere af. Man må jo tage ændringerne, som de kommer. Men måske burde man en gang i mellem være bevidst om, at man igen er vågnet med både syn, hørelse og førlighed (også den mentale) i behold?

Rejen sagde ...

Til hverdag tænker man jo ikke over at sætte pris på alle de ting man, men det burde man jo gøre. Men en god idé at ønske sig oplevelser, det kan være svært at købe gaver til ældre mennesker. ;-D

Fruen i Midten sagde ...

Rejen: Næh, det gør man ikke - heller ikke jeg. Og vi burde. Bare en gang i mellem. Det er bare SÅ svært at finde på gaver til ældre, så det er dejligt, at min faster gerne vil have oplevelser :-)

Annemor sagde ...

Uff da. Føler med din faster. Jeg hadde jo en periode jeg ikke så særlig godt, det var ikke greit. Nå må jeg ta på briller (takk for at jeg kan)for å se om jeg legger pålegget på brødskiven eller ved siden av. Men det er slik det er.
Jeg tror jeg vil begynne å ønske meg opplevelser. Så slipper de unge å lure på hva moderen skal bli begavet med. Hm ... nei, jeg lar det stå åpent. En god flaske vin eller en vakker blomst eller en bok går da fortsatt :)
Mormorklem :) fra Nord :)

Pia sagde ...

Ja, far kunne ikke se folks ansigter, han kendte folk på stemmen, og hvis han ikke genkendte stemen, ville han ikke spørge hvem de var, så tit vidste han ikke hvem han talte med. Det gik også somme tider ga,t ed os brn, når han kun lige hørte ordene "daw far" men så sagde vi vores navn, og han udbrød, det er det da også :-)

Fruen i Midten sagde ...

Mormor: Ja, du har jo prøvet lidt af det. Jeg kan godt huske, da du havde besvær med dine øjne. Helt godt er det altså ikke blevet, men godt nok - heldigvis - til at du med briller både kan se din mad og læse. Du kan tilføje 'oplevelser' som et nyt punkt på din ønskeseddel :-) Klem tilbage, fra syd.

Pia: Åh, det har været svært. Folk vidste altså ikke, at de skulle præsentere sig for din far. Og en balancegang for jer at fortælle jeres far, hvem han snakkede med uden at gøre for meget ud af hans dårlige syn.