Dresdens mange skatte

Fra Dubi i Tjekkiet er der kun en times kørsel til Dresden.

Vi kørte lige ind midt i byen og parkerede i et stort P-hus, som både var billigere og køligere end en gade-parkering.

Og så stod vi der i den smukke by med den grusomme historie. Midt blandt smukke palæer, slotte, museer og kirker er det svært at forestille sig, at det hele blev bombet til pulver og sortsvedne murbrokker under 2. Verdenskrig. Der er ikke en eneste original historisk bygning. Alt er genopbygget. Mange bygninger så sent som efter Murens Fald, og nogle restaureingsarbejder pågår endda endnu.

Som et rent slaraffenland var det bare om at vælge. 

Første valg var skatkammeret, Das Grünes Gewölbe. I virkeligheden er der to skatkamre: Et i gammel stil, en rekonstruktion af August der Starkes skatkammer, hvor tingene i princippet er frit tilgængelige, og hvor der derfor er så meget sikkerheds-pling plang, at der er ventetid på at komme ind. I det andet er alting udstillet i montrer, og sikkerheden ikke helt så skrap. 

Vi valgte det sidste, og i første omgang tænkte jeg, at jeg da godt kunne have tænkt mig at se begge skatkamre. Men den tanke forsvandt undervejs, og var helt væk, da vi gik derfra med hoveder, der var ved at koge over af indtryk.

Aldrig nogensinde har jeg set så mange og så prægtige skatte. De danske samlinger på Rosenborg ligner pludselig et børneværelse til sammenligning. Vi så og vi så og vi så. Og så tog vi en dyb indånding og så noget, der var endnu mere fantastisk. Endnu større eller endnu mindre. Nogle ting var nemlig så små, at de var anbragt, så man så dem gennem forstørrelsesglas. Ellers ville man slet ikke kunne se de fantastiske detaljer. Mange ting havde historiske eller religiøse referencer, og vi kom til at snakke om, hvad det har krævet af guldsmedene eller emaljedekoratørerne eller hvad de nu har været. Udover at være sande kunstnere på deres felt har de også skullet vide en hel masse om alle mulige emner, for at deres kunstværker kunne komme til at se 'rigtige' ud.

Til sidst kunne vi ikke rumme mere og måtte have frokost for at puste ud oven på strabadserne. Den, altså frokosten, blev indtaget på en af de dyre fortovsrestauranter på Terrassenüfer med udsigt over Elben. Tre forskellige salater og tid til at fundere over den afsindige forskel, der har været på rig og fattig før i tiden. Mens lokale konger og fyrster har begavet sig selv og hinanden med overdådige skatte, har pøblen næppe følt, at livet var lutter lagkage. Det var næsten til at blive socialdemokrat af ...

I bekvem afstand, lige rundt om et par hjørner fandt vi den helt fantastiske Frauenkirche, der er gen-indviet så sent som i 2005, efter at have ligget hen som et uhyggeligt krigsmindemærke i næsten 50 år, før genopbygningen begyndte. Kirken er en overraskelse at komme ind i, fordi kirkegængerne sidder i en halvcirkel som i en koncertsal og ikke, som i de fleste gamle kirker, i stolestader i lige rækker. Helt automatisk sætter man sig ned og nyder synet af det store lyse kirkerum, der er domineret af farverne hvid/creme, guld og lyseblå.

Og når man så har set sig mæt og igen er kommet ud i solskinnet, er det bare at bestemme, hvad man så vil se. 

Fruen trak Gemalen og Donnaen med til det kæmpestore slots- og museumskompleks Zwinger.

- Vi skal ikke ind, vel? forhåndsstønnede Donnaen.

- Nej, vi kan altså ikke klare flere museer idag, medbrokkede Gemalen straks.

Det var jeg godt klar over på forhånd, så de blev beroliget med, at vi kun skulle se det udefra. Altså inde fra den indre slotsplads. En kæmpe plads med plæner, og springvand. Omgivet af bygninger, der alle er udstyret med en overdådighed af figurer og krummelurer. Over vores hoveder, netop da vi kom ind, bimlede det fine klokkespil med klokker i Meissen-porcelæn. Det ser ikke ud af noget særligt, men lyder sprødt og fint, og da stedet er godt afskærmet fra byens larm, kan man sagtens høre det, når det hvert kvarter sender sine toner ud over slotspladsen.

Gemalen og Donnaen fandt en skyggefuld bænk, og Fruen gik på opdagelse. Og fandt ude i en af de mange krinkelkroge blandt andet Nymfe-badet, en kombination af springvand og vandfald og en masse yndefulde nymfer og drabelige havmænd. Jeg fandt også ud af, at man flere steder kan gå langs bygningerne i førstesalshøjde, på terrasser med balustrader tæt besat med figurer. I det hele taget var der en detaljerigdom, som det var let at fortabe sig i. Man kan givetvis trisse omkring i timevis og blive ved med at se nye ting.

Men vi skulle videre. Det var blevet varmt,og vi var både kaffetørstige og issultne. Det var der også andre der var, så fortovscaféerne var godt besatte, og vi endte med at sætte os indendørs i det storcenter, som 'vores' parkeringshus var en del af. Nu havde det været lige for at slutte af med lidt powershopping, men alle var blevet lidt matte i varmen og gad ikke rigtigt.

Så vi kørte 'hjem' til Dubi.

Og næste morgen kørte vi hjem. Rigtigt hjem.

Die Frauenkirche,
et studie i hvidt, guld og lyseblåt.