Cornflakes-ører, flyvende hunde og meget lukkede rum

Der er langt til New York.

Og når man bor i Midtjylland og skal flyve fra Kastrup, er der langt, allerede inden turen er rigtig begyndt.

Gemalen tog derfor en hurtig beslutning og indlogerede os på CabInn i Ørestaden, så vi kunne nøjes med at stå op til normal tid og lige trille ud i lufthavnen. Fruen ville egentlig hellere været blevet hjemme. Især fordi en ubehagelig - og meget uvelkommen - fornemmelse i svælget havde været nemmere at bekæmpe med kamillete og egen seng.

Besluttet var besluttet, og det var da også dejligt nemt at komme til Kastrup på fem minutter. Men forkølelsen var nu en kendsgerning, og der blev panikshoppet næsedråber i håb om at minimere de uundgåelige propper i ørerne. Det hjalp ikke. Eller det gjorde det måske, men ikke nok. Og siden mellemlandingen i Berlin har Donnaen været udstyret med en halvdøv mor, der til gengæld har det som om hun bor i et akvarium, hvor der ind i mellem er nogen, der træder på (tørre forstås) cornflakes med træsko på.

På den måde føltes turen ikke just kortere. Den virkelige forlængelse var dog forårsaget af en uheldig kombination af hund og defekt ventilations-system i lastrummet. Alt var ellers gået glat i Berlin, og alle sad pænt på deres pladser og ventede på take off. Og ventede og ventede. Og undrede sig og ventede lidt mere.

Så lød det omsider fra kaptajnen, at forsinkelsen skyldtes en defekt i ventilationssystemet i lastrummet. Dette havde ingen effekt i forhold til den almindelige baggage, men kunne være fatalt for den hund, som skulle med. Nu skulle hundens ejer lige bruge et par minutter på at finde ud af, om hun ville rejse uden hund eller vente på næste fly sammen med hunden. I sidstnævnte tilfælde skulle man lige have pillet damens bagage ud, og det ville der så gå et kvarter med.

Hvad damen har sagt eller gjort vides ikke, men løsningen blev overraskende alternativ, for pludselig kom to store, svedende lufthavns-gutter ind i kabinen, slæbende på hunden i en stor transportkasse. Og mens bageste afdeling af monkey-class forbløffet så til, spændte man transportkassen fast på de bageste sæder i midterrækkerne.

Og så fløj vi. Med en god times forsinkelse. Til hundens ros skal det nævnes, at det ikke var alverden, man hørte til den. Men det virkede alligevel voldsomt at prioritere én hund og dens ejer over godt trehundrede rejsende. Især har de passagerer, der missede deres connecting flights videre ud fra New York, haft god grund til at være utilfredse. Også de to passagerer, som måtte flyttes for hundens skyld, var godt sure. De blev flyttet væk fra deres medrejsende venner, og de følte sig 'overtalt' på en noget upassende måde, hvor man åbenbart havde givet udtryk for, at det var da kun rimeligt, at de flyttede sig. Uden nogen form for kompensation. Vi andre havde mindre at pive over. Selv om jeg synes, at man som minimum burde have sikret sig, at der ikke var passagerer ombord med allergi over for hunde ...

Afsted kom vi. Og vi fløj, og vi landede, og vi kom gennem immigrationen, og efter en kort ventetid kom vi også med vores bestilte shuttle-bus. Og fik den hurtige introduktion til kørestilen i New York. Vores chauffør ville tydeligvis gerne frem. Og det kom han. På sin helt egen måde. Donnaen frygtede for sit liv, mens jeg nøjedes med at konstatere, at kombinationen af helstor frækhed og halvstor minibus var meget effektiv.

Chaufføren var dog både flink og omsorgsfuld over for sine passagerer, og mens han satte rejsende af forskellige steder ned gennem Manhattan, fik vi det første glimt af New York, til vi nåede vores destination i Chinatown. Chaufføren fulgte os venligt over den ret brede gade, mens han slæbte begge vores kufferter.

Og så stod vi der. Da Gemalen og jeg havde booket rejsen over nettet, havde jeg valgt at prioritere beliggenhed over komfort. Og da budgettet ikke var verdens største, vidste jeg også godt, at vi skulle være forberedt på lidt af hvert. Vi havde bestilt værelse med eget badeværelse, men da det ikke fremgik af reservationen, var jeg noget nervøs for, at vi ville ende med badeværelse på gangen.

Det gjorde vi heldigvis ikke. Til gengæld manglede der noget helt andet, som hverken Gemalen eller jeg havde haft fantasi til at forestille os var et issue.

Der var ikke noget vindue!!

Vi skulle bo i et skab. Et skab med eget badeværelse, men stadig et skab. Og det kunne vi bare ikke. Så Fruen måtte parkere sin træthed og mande sig op til at bede om et værelse med vindue. Det var heldigvis ikke noget problem. Vi skulle bare en ekstra etage op.

Op kom kufferterne. Og efter tyve minutters luftetur i nabolaget, for at købe flaskevand og få en lille smule gang i de stive kroppe igen, tørnede vi ind og sov overraskende godt, så vi tidligt næste morgen var helt parate på at indtage storbyen.