Ikke 'bare lige'

Jo, jeg cykler stadig.

Det blev ikke til så meget hen over sommeren, hvor Gemalen ikke kunne sidde på sin cykel, og jeg derfor måtte køre alene.

Alene gjorde det lige lidt sværere at komme afsted. Og da jeg samtidig er en urutineret kylling, skulle jeg ikke nyde noget af at køre rundt på små, snørklede stier langt fra alfarvej, men foretrak de store, brede, hvor jeg regnede med, at jeg ville blive fundet ret hurtigt, hvis jeg pludselig skulle blive uvenner med min ged og lave en næsegrus landing.

Men så kom Gemalen heldigvis på banen igen, og selv om jeg mente, at han skulle tage den lidt med ro, var det ikke ensbetydende med, at vi ikke kunne køre på de mere udfordrende stier.

Og det gjorde vi så.

Hvilket ind i mellem førte til nogle pludselige afsidninger for mit vedkommende. Plus en hel del eder og forbandelser, også fra min side.

- Jamen, du skal bare lige .., er Gemalens standard-kommentar, når han (dog) har sikret sig, at jeg ikke er kommet galt afsted.

Hvorefter min standard-reaktion lige så sikkert har været et arrigt fnysende:

- Det er da for hævled ikke bare lige!

Det er ikke bare lige at køre op over kantsten. Det er ikke bare lige at nå at komme langt nok ned i gear, når Gemalen helt uventet pludselig drejer skarpt til højre og kører stejlt op ad en lille bakke. Det er ikke bare lige at vælge den mest hårde bund helt ovre til venstre i stedet for at køre lige ud i den løse sand midt på stien.

Og det er især ikke bare lige at vælge den rette fart, det rette gear og den rigtige rute ned ad en stejl sti, hvor man undervejs også bare lige skal passere over et lille væltet træ.

Og så videre ...

Gemalen har siddet på en cykel i cirka 100 år, og han kan simpelthen ikke forestille sig, hvor mange kvababbelser jeg kan have ved at køre alle mulige sære steder.

Til gengæld kan han heller ikke forestille sig, at jeg efterhånden i takt med lidt mere rutine rent faktisk slutter fred med nogle af de 'farlige' steder og så småt kan passere dem uden nødvendigvis at få bævre-knæ og en puls på 300, så

- den vej kører vi ikke, for det kan du jo ikke lide!

At det var tilbage i april eller maj med høj vandstand overalt bliver ikke helt taget med i betragtning.

Forrige søndag var Gemalen så afsted til sit første MTB-O løb siden sommerferien, og da det meget praktisk lå i skovene lige øst for byen, cyklede jeg med ud og kiggede. Og snakkede lidt med en af de andre søde koner om det der med, at ens ægtefælle skal prøve at lære en noget, som man slet ikke synes er så 'bare lige', som de synes.

- Nej, den slags skal man lære af andre, slog hun fast.

- Det er meget bedre for begge parter.

Så da jeg et par dage senere havde fri en tirsdag, hvor nogle af de ældre, garvede motionist-mountainbikeryttere altid mødes for at træne, fik jeg lov at komme med.

Og det var virkelig alle tiders.

Men havde Gemalen udsat mig for det samme, havde jeg nok søgt skilsmisse på stedet.

Sådan er der så meget, men det er en helt anden historie.