Gid vi stadig var i Singapore

Flyet hjem fra Singapore afgik først ved 23-tiden, så vi havde hele fredagen til rådighed.

Men ikke hotellet.

Vi skulle checke ud inden middag, hvilket jo var fine betingelser, selv om Donnaen mente, at det var ret usselt, jeg ikke bare havde sørget for at booke en ekstra dag eller i det mindste late check out, så vi havde værelset til rådighed, lige til vi skulle afsted til lufthavnen. Moren forklarede, at der er forskel på need to have og nice to have, og da vi vi ovenikøbet var så heldige, at vi kunne checke vores udcheckede kufferter ind i en aflåst lille gård til senere afhentning, mente jeg ikke, at Donnaen behøvede at tage det så tungt.

Jeg ville gerne tilbage til Little India, og Donnaen indvilgede, hvis bare jeg lovede, at vi ikke skulle besøge et eneste ferskvaremarked.

Det ville jeg gerne love, og så gik vi i stedet ind i Little India Arcade, som er et mindre overdækket marked med en masse boder med indisk tingel tangel. Det var dog den rene turistfælde, så det gad vi ikke bruge krudt på og gik ud igen for at se nærmere på bydelen. Der var et mylder af mennesker, biler og knallerter, og alle zigzaggede ud og ind i mellem hinanden i de små gader. På et tidspunkt dytter en bil lige bag os. Donnaen hopper til siden, mens jeg bare stopper op. Dumt, for jeg ender faktisk med at blive ramt af bilen. Bare lige akkurat, så min læg  bliver sort af snavs, og jeg efterfølgende får et blåt mærke.

Mere sker der ikke, men Donnaen, der får et chok, reagerer ret - ahem - udadfarende, og det krævede sin mor at undgå, at hun røg direkte i flæsket på chaufføren. Projekt Donna-nedkøling lykkedes, men at se nærmere på Little India oven på den oplevelse kunne der overhovedet ikke være tale om. Som i No Way!

I stedet kunne vi snuppe toget til Bayfront og daske lidt rundt i roligere omgivelser langs Marina Bay. Her spiste vi også frokost, men da Donnaens mave var begyndt at drille på den genstridige måde enedes vi, selv om vi havde meget god tid, om at sætte kurs mod vores hotel (og kufferter), men følge promenaden langs vandkanten.

Turen langs Singapore River er ganske hyggelig med dels nogle åbne pladser dels et langt stræk med caféer, barer og restauranter, der først på eftermiddagen kun havde et begrænset besøg. Desværre fik Donnaen det dårligere, og i stedet for at nyde turen langs vandet blev det en lang tur tilbage til hotellet, og da vi endelig nåede frem, var hun ikke mange sure sild værd. I hotellets reception var de meget søde, og selv om vi principielt havde checket ud, måtte vi gerne gå ud i den store gårdhave, hvor vi plejede at spise morgenmad, og finde en sofa i skyggen.

Donnaen fik en hel masse at drikke og lå så et par timer og og hvilede sig.

Det hjalp heldigvis, og morens bekymringer omkring transport til lufthavnen blev gjort til skamme, for Donnaen var igen fit nok til, at vi bare kunne trille vores kufferter til stationen, hoppe på toget og køre til lufthavnen. Her fandt vi et fredeligt hjørne, hvor vi kunne finde lange bukser og trøjer frem, før vi afleverede kufferterne. Det var vi ikke ene om, og på dametoilettet var der virkeligt mange tøj-skiftende damer.

Vi kom til området med toldfrie varer og caféer, og pludselig går det op for os, at vi ikke har været gennem noget security-check. Det syntes vi var ret underligt, men forklaringen var, at checket var flyttet helt ud til gaten, så først idet man skulle boarde, gik man igennem security. Det er nok mere sikkert, fordi man dermed er udelukket fra på en eller anden underlig måde at komme i besiddelse af forbudte genstande mellem security og afgang. Men det gav en betydelig flaskehals, og vi stod og ventede i lang tid, før vi endelig kom igennem.

Turen til Paris var præget af en del turbulens, men gik ellers glat. Vi konstaterede, at man igen havde glemt Donnaens allergeen free meal. Men denne gang gjorde vi ikke noget ved det. Det var også glemt på udturen, men blev fundet frem på vores forespørgsel. Det viste sig dog, at der var puttet netop ananas i, og det vidste vi jo af bitter erfaring, at Donnaen ikke kan tåle, så hun endte med at spise helt almindelig flymad begge veje. Med moren som mundskænk og en vis påpasselighed i forhold til sært udseende madvarer. Så nu gider vi ikke mere ulejlige os med det bøvl, det er at bestille special meals.

Vi landede næsten til tiden, men da vi i forvejen ikke havde alverdens tid at løbe på, før vi skulle boarde næste fly, gjorde vi, hvad vi kunne for at komme frem. Det vil sige, Donnaen syntes ikke ret godt om min langmodighed, og hun var selv gentagne gange parat til at slå folk ned, hvis det ville hjælpe på fremkommeligheden. På et tidspunkt spurgte hun en paskontrollør om vej, og da han svarede til højre, drønede hun selvfølgelig til højre - uden at kigge på skiltene, der tydeligt angav transit til venstre ... Det forsinkede os i nok 30 sekunder, og Donnaen fordoblede nu sine anstrengelser og spurtede afsted, mens jeg kom håbløst bagefter.

Lige pludselig var vi fremme ved gaten, og havde slet ikke været udsat for de samme snegletempo-køer, som vi oplevede, da vi skulle skifte fly i Helsinki i efteråret. Tværtimod havde vi hele ti minutter til overs og kunne både nå på toilettet og at køle lidt ned igen, før vi fløj igen.

I Hamburg havde vi til gengæld god tid, for Gemalen havde ikke rigtigt kunne sparke sig selv ud af sengen, så han manglede stadig de sidste 20 kilometer, da vi ringede til ham, mens vi ventede ved bagagebåndet. Så vi var klar, da han rullede op foran lufthavnen, og vi skyndte os ud og fik vores vinterjakker og -støvler, der havde ligget til os i bilen.

Det har været koldt lige siden, og der er ikke gået en dag, hvor vi ikke har sukket og sagt:

- Gid vi stadig var i Singapore!

Udsigt fra Marina Bay Sands mod Singapore Straits.
I forgrunden ses væksthusene og Super Trees i
Garden by the Bay.