En kejserlig eftermiddag

Det eneste, vi havde booket hjemmefra - ud over fly og hotel forstås - var et besøg hos kejseren.

Eller det var det selvfølgelig ikke. Man kan ikke besøge kejseren, og man kan heller ikke blive lukket ind og se det kejserlige palads. Men man kan allernådigst få lov at se en lille smule af den kejserlige park og i den forbindelse komme tættere på nogle af de mindst private kejserlige bygninger.

Det ville Donnaen gerne, og det var på mirakuløs vis lykkedes mig at booke os adgang tirsdag eftermiddag. Jeg havde ellers haft mit hyr, for jeg havde virkeligt svært ved at forstå, hvad der stod på den kejserlige hjemmeside, selv om den var på engelsk. Men efter flere dages tilløb var der pludselig hul igennem til at reservere - eller rettere: anmode om tilladelse til at deltage - på denne ene dag. Og jeg udfyldte en hel masse om hvem vi var, alder og beskæftigelse og meget mere, og så fik jeg en mail med et link til en bekræftelse, som jeg skyndte mig at printe ud. Og godt for det, for det virkede kun den ene gang, før det på mystisk vis gik i fejl og aldrig siden lod sig åbne.

Vi skulle være på det angivne sted tyve minutter før klokken 13:30, så vi brugte formiddagen på at kigge nærmere på Ginzaen, Tokyos svar på Fifth Avenue eller Champs Élysées. I hvert fald Tokyos dyreste shoppinggade. Her ligger de allerdyreste stormagasiner og ditto mærkevarebutikker. Vi gik lidt frem og tilbage og kiggede på de flotte facader, men fik ret hurtigt nok af de alt for dyre butikker, så da Donnaen og Gemalen var færdige med at savle over en Nissan gaderacer i rød matmetal, som stod udstillet i Nissan Corner, satte vi kurs mod frokost på den Starbucks, som efter Google Maps at dømme skulle ligge mellem Ginzaen og kejserpaladset.

Det gjorde den også, og efter frokost - hvor det endda var klaret op, og solen skinnede - begav vi os over til mødestedet.

Det var ganske let at finde, og vi linede op i en kø og fik vores adgangsbekræftelse inspiceret - og godkendt, og vi fik hver et nummer i en grøn snor til at tage om halsen. Efter lidt ventetid blev vi allesammen ledt ind på området og ind gennem en sluse, hvor vores tasker blev kigget efter i sømmene. Derefter kom vi ind i et stort lokale, hvor vi kunne sidde og vente, mens flere besøgende, flest japanere og færre turister, myldrede ind. Nu var der også nogen med orange snore. Det var dem, der havde taget chancen og håbet, at der var plads til at komme med uden at have booket på forhånd.

En ung, uniformeret mand bød velkommen på først japansk og derefter nogenlunde forståeligt engelsk og forklarede om reglerne for besøget. De gik primært ud på, at man skulle holde sig til flokken og følge de henvisninger, man fik undervejs.

Jeg havde forventet at få udleveret en audioguide, men på netop det punkt var den kejserlige husholdning (hvordan oversætter man ellers Imperial Household?) helt fremme på beatet, og man skulle i stedet downloade en app til sin mobil. Det usmarte ved den løsning var, at vi ikke havde et mobilabonnement, der gav mulighed for at gøre den slags uden at betale det blå ned fra himlen. Så vi måtte klare os uden.

Og det gjorde vi så.

Fulgtes pænt med flokken, gjorde som de mange vagter anviste og lyttede andægtigt til guidens forklaringer. Det sidste gjorde vi selvfølgelig ikke, for vi forstod ikke et kvidder af hans megafon-japansk. Så når der blev gjort holdt, stod vi ofte og kiggede i alle mulige andre retninger end japanerne.

Det kejserlige palads består af en række bygninger, som ligger spredt i en kæmpestor park, som nogle steder minder mere om en skov. I hvert fald er bygningerne med de egentlige kejserlige gemakker effektivt skjult for nysgerrige blikke. I stedet ser man en række administrative eller officielle bygninger. Blandt andet den bygning, hvor kejseren på sin fødselsdag kommer ud på en balkon og sammen med sin familie vinker til folket. Nogle bygninger ser meget gamle ud, men er det ikke, for også det kejserlige palads led stor skade under 2. Verdenskrig, og alt er genopbygget derefter.

Disse gamle, hvide bygninger med mørke tage, de grønne parkområder, de kæmpestore voldanlæg med gamle stenbroer over og ikke mindst en blå, blå himmel gav en masse flotte photo opportunities, og alle knipsede løs i et væk. Allerbedst var det, hvis man drejede sig lidt og fik storbyens skyskrabere med. Disse vilde kontraster fik os gang på gang til at stoppe op og falde i staver.

På et tidspunkt passerede vi en flok, ikke helt unge, japanere i arbejdstøj og handsker. De stod med deres koste og kiggede på os, som vi kiggede på dem. Det var frivillige, der hjalp med at holde de grønne arealer. Hørte Gemalen nogen sige. Om det virkelig skulle være nødvendigt at trække på frivillige, ved jeg ikke, men alt var klippet og trimmet, så ikke et græsstrå sad forkert. Et sted så vi dog et par uartige svampe titte op gennem græsset, men det var nok kun et spørgsmål om kort tid, før de blev fjernet.

Sidst på turen faldt Donnaen i snak med en af de mange vagter, der ledsagede os rundt. En midaldrende herre, der ikke talte særlig godt engelsk, men var meget venlig. De to fik sig en snak om lidt af hvert. Om hvad ved jeg ikke. Bort set fra, at den kejserlige ramen ikke er værd at skrive hjem om:

- Ramen no good, sagde han med en hovedrysten og pegede op på vinduerne til det, der må formodes at være de ansattes kantine.

Til sidst var turen ikke længere, og Donnaen sagde pænt farvel til vagten, der forærede hende et bolche, fint pakket ind i rødt papir, og proklamerede, at Donnaen var

- my girlfriend from now on!

I andre sammenhænge kunne det have lydt lidt klamt, men her virkede det kun som en venlig bemærkning fra en vagt, der gjorde det ekstra sjovt for de få udvalgte, som fik fornøjelsen af at snakke med ham.

Et hjørne af en af paladsets bygninger
med Tokyos højhuse i baggrunden.