Guld på Bornholm

Gemalen og jeg var så heldige at tilbringe storbededagsferien på Bornholm.

På godt hotel, med god mad og fine oplevelser sammen med søde mennesker.

Gode venner havde nemlig inviteret til guldbryllup, og det skulle ikke bare være en hel traditionel fest med 50 mennesker til suppe, steg og is, men derimod et flere dage langt arrangement for en mindre skare. Afholdt på guldbrudeparrets absolutte yndlingsø, Bornholm.

Da Midtjylland ligger upraktisk langt fra Bornholm, tog vi afsted allerede torsdag og havde således den første aften og næste formiddag for os selv. Hotellet lå lige uden for Rønne med den fineste havudsigt, og jeg kunne gå ad stier langs kysten ind til Rønne, mens Gemalen tog ud at cykle.

Et par timer senere indfandt både guldbrudepar og de øvrige gæster sig på hotellet og efter en let frokost blev vi alle hentet og kørt ind til Rønne for at komme på bytur med en lokal guide. Solen skinnede fra en blå, blå himmel, og da jeg om formiddagen havde haft det rigeligt varmt i min vinterjakke, var jeg nu lidt lettere påklædt.

Det var en fejl. Det blæste, det var hundekoldt, og jeg frøs. Og det - undskylder jeg mig med - var nok årsagen til mit begrænsede udbytte af turen. Hver gang vi stoppede, og guiden ville fortælle et eller andet, forsøgte jeg at anbringe mig selv i både sol og læ - og inden for hørevidde. Det lykkedes dog sjældent, og da jeg efterhånden i højere og højere grad prioriterede læ, gik jeg glip af en del guldkorn.

En ting hørte jeg dog, og det var historien om de uhyrligheder, bornholmerne blev udsat for under den russiske besættelse i året efter 2. Verdenskrig. Mens resten af Danmark festede og vendte det blinde øje til, opførte nogle af de russiske besættelsestropper sig alt andet end gentlemans-pænt. De røvede og plyndrede og forgreb sig på øens kvinder og unge piger. Det anede jeg ikke, hvilket åbenbart ikke er så sært, da det simpelthen blev fortiet af skræk for at støde den russiske overmagt.

Det gik jeg så og tyggede lidt på, mens de andre pænt hørt om blandt andet købmandsgårde, slavehandel, morbærtræer, byggestil og ejendomspriser.

Vel hjemme igen var der lige tid til et par timers optøning under dynen inden en hyggelig middag, hvor guldbrudeparret blev distraheret, mens andre konspirerede bag deres rygge. Og så tidligt i seng, for selv om det officielle program bare sagde bustur klokken 10:30, vidste vi jo godt, at nogen skulle meget tidligt op og rumstere med æresport. Vi andre skulle bare være parate til morgensang klokken 08 dut.

Og der stod vi så næste morgen, på græsset uden for morgenmadssalen, hvor først måbende og siden storsmilende og vinkende morgenmadsgæster fulgte vores bestræbelser på at få sunget I Østen stiger Solen op og Det er så yndigt at følges ad så tilpas højt, at guldbrudeparret ville vågne og komme ud på deres hotel-altan.

Det lykkedes. De var selvfølgelig vågne, men hævdede hårdnakket, at de ikke havde hørt æresporten blive sat op. Og det troede vi så på.

Så op til brudevals. Og til champagne på tom mave, hvilket hurtigt kunne mærkes. Derefter morgenbuffet og lige tid til at gå tre gange rundt om sig selv, inden der var busafgang til en tur rundt på det nordlige Bornholm, hvor vi skulle se nogle af guldbrudeparrets yndlingssteder. Vi så både stenbrud, vandfald, Rytterknægten og alt muligt andet, kyndigt guidet af guldgommen, der optrådte, som havde han været turistguide hele sit liv.

Vejret var med os og varmt nok til, at vi kunne spise den medbragte frokost udendørs på en bænk foran Strandslottet i Sandvig. Derefter lagde en vis mathed sig over selskabet, og jeg må med skam erkende, at jeg ikke har et helt klart indtryk af, hvad vi kom forbi, før vi igen var tilbage ved hotellet og kunne nyde en kop kaffe og et par timer på langs inden aftenens middag.

En middag med god mad og god vin. Begge dele i rigelige mængder. Og sange og så mange taler, at mere end en tredjedel af de voksne på et tidspunkt sagde noget. Set i den sammenhæng var det måske meget godt, at selskabet ikke var så stort, ellers havde vi da siddet der endnu.

En hyggepianist klimprede i baggrunden, og det var sikkert meget hyggeligt, men lidt mere end mit trælse øre - der ellers havde opført sig tåleligt - kunne kapere, så efter kaffe og gaveudpakning gav jeg op og forlod det gode selskab, som fortsatte et par timer endnu.

Næste formiddag skulle vi med færgen fra Rønne 10:30, men da det kun tog ganske få minutter at køre ned på havnen, var det til at have med at gøre. Også for Gemalen, der var lidt mere bælgøjet end mig.

De andre skulle først afsted med færge eller fly ved middagstid, men de fleste var dog oppe, så vi kunne sige farvel og takke for nogle meget fine dage i godt selskab.

Room with a view.