Akvarietanker

Lige når jeg vågner, kan jeg godt tro, at alt er, som det skal være.

Det varer, lige til jeg drejer mig, så mit højre øre er ned mod puden, og fuglekvidderet forsvinder.

Nu er der helt stille. Næsten. En svag summen kører konstant.

Jeg rejser mig lidt forsigtigt, for de første dage var balancen påvirket, og jeg blev nemt svimmel. Det er vist heldigvis et overstået kapitel, men ingen grund til at risikere noget, tænker jeg.

Det er mig, der står først op, og der er ikke megen støj den første halve time. Især ikke, hvis jeg kan afholde Kamelen fra at bank-bank-banke sin logrende hale ind i badeværelsesdøren, når vi skal ud efter avisen. Det lykkes sommetider. Så er der kun el-kedlens hvæsen og lidt skramlen, når jeg tager ting ud af køleskabet.

Fornemmelsen af at sidde på bunden af et akvarium opstår kun langsomt. Den forstærkes, når først Donnaen og siden Gemalen står op og begynder at snakke og skramle. Sådan fortsætter det på arbejde, hvor jeg ganske vist sidder, hvor folk passerer forbi, men hvor jeg heldigvis ikke deler kontor med nogen og derfor slipper for de andres diskussioner og telefonsamtaler. Jeg går også glip af hyggesnak og dårlige jokes, men det foretrækker jeg i øjeblikket.

På vejen hjem skal jeg handle, og nu føles det ikke længere som et akvarium, men snarere som det store bassin i Lalandia. Det overvældende mængde lyde, der kommer fra alle retninger i et supermarked, og som jeg i øjeblikket ikke rigtigt kan sortere i, har været ved at tage pippet fra mig, og jeg har tænkt, at det var godt, jeg havde en vogn at holde fast i, når jeg småsvimmel og svedig gik derfra. Nu er jeg blevet lidt bedre til at kapere det, men det er stadig en prøvelse.

Alt i alt temmelig træls, og imens jeg har ondt af mig selv, tænker jeg en del akvarietanker:

- Går det ikke snart over?
- Bliver det i det mindste ikke snart bedre?
- Går det overhovedet over?
- Bliver det aldrig bedre?

Det korte svar er måske.

Der er stadig næsten fjorten dage til næste besøg hos ørelægen, og imens er google min fjende, for - som alle jo ved - skal man ikke google sygdomme og tro, at det gør noget godt for en. Det gør det ikke. Og for mit vedkommende finder jeg blot ud af, at kun halvdelen, sådan lidt plus/minus, af de personer, der rammes af sudden deafness (sådan hedder det altså, også på dansk) får deres hørelse tilbage. Chancen for at få hørelsen tilbage falder med alderen, og jeg er jo i den sammenhæng næsten halvfems.

Suk altså.

Hvordan sammenhængen er mellem chancen for at få hørelsen tilbage og chancen for at slippe af med henholdsvis tinnitus og støj-overfølsomhed, ved jeg ikke.

Og det er måske godt det samme?

I hvert fald vil jeg ikke google mere.

Tror jeg.

Vesterhavskig, der ikke har en dyt med indlægget at gøre.