Moria!

Varme var der nok af i Slovenien, så vi fravalgte en tur til hovedstaden, Ljubljana, og søgte i stedet skyggen i en af de mange underjordiske grotter.

Fruen havde udset sig Skocjan Caves, eller Skocjanske Jame som de hedder på slovensk. De er på UNESCOs liste og selvfølgelig dem, der lå længst væk. Men Slovenien er heldigvis ikke større, end at man sagtens kan nå fra den ene ende af landet til den anden på et par timer. Og vi mente derfor, at vi også kunne nå lidt ekstra og enedes om at køre helt ud til Adriaterhavskysten for at kigge på en af de små kystbyer.

Det blev Koper, og vi susede afsted og kørte ned til lystbådehavnen og fandt os en parkeringsplads. Eller først en og så en anden. For mens Gemalen pænt holdt tilbage for en, der skulle ud, kom en ældre slovener fra den anden side og snuppede pladsen. Det blev Gemalen ret arrig over, så han røg ud af bilen og skældte sloveneren huden fuld. På dansk. Ikke at det hjalp, men Gemalen kom af med sin galde, og så kunne vi traske op i den gamle bydel.

Gaderne var små, snævre og hyggelige og førte op til en lille plads, Titov trg, altså Tito Torv. Desværre er jeg en - ahem - anelse blank, hvad angår jugoslavisk historie, så jeg er ikke helt sikker på, om det er lidt sjovt eller bare helt naturligt, at der stadig findes et torv opkaldt efter det gamle Jugoslaviens absolutte hersker?

Ud til det lille torv står blandt andet en flot bygning og ligner noget fra Venedig, hvilket ikke er så sært, da Koper har været under venetiansk herredømme i cirka et halvt årtusind frem til Napoleons sejr over Venedig sidst i det 18. århundrede. Der var også en kirke og et tårn, som jeg selvfølgelig måtte op i og kigge ud fra.

Fra toppen af tårnet var der en fantastisk udsigt. Over byen, hvor den gamle kerne var klart markeret med røde tegltage, og over havnen, hvor der lå et halvstort krydstogtsskib og gav forklaringen på de mange englændere i byen.

Og så var der Adriaterhavet, der lå og lyste blåt i solen og gav lyst til straks at tage ud at sejle. Men det skulle vi jo ikke, så efter en tur i et storcenter efter noget til frokosten begav vi os ind i landet igen og fandt indgangsområdet til grotterne.

Jeg havde læst mig til, at det ville være en halvkold fornøjelse, så selv om der var over 30 graders varme, iførte vi os lange bukser, trøje og fornuftige sko. Hvilket til gengæld var temmelig varmt, da vi skulle gå cirka en halv kilometer, før vi kom til selve indgangen til grotterne.

Desværre var det strengt forbudt at tage billeder - og sikkert også temmelig umuligt uden særligt udstyr - men det er ikke en overdrivelse, at der var flot. Mega-totalt-fantastisk flot. Alle, der havde set Ringenes Herre, følte sig nok hensat til Moria og ville kun være blevet middelsvært forbløffede, hvis vi havde mødt Frodo eller Gandalf. Eller - uha! - et kompagni orker.

Men det gjorde vi ikke. I stedet blev vi ført til kæmpestore drypstenshuler med stalaktitter og stalagmitter i varierende størrelser, og vi lærte en hel masse om, hvor langsomt sådanne vokser, og hvor gamle de derfor må være, hvis de er flere meter høje. Og vi hørte om, hvor skrøbelige de er. Rør man dem, dør de. Og lys kan de heller ikke rigtigt tåle. Derfor bliver lyset i grotterne og langs stierne først tændt, når der kommer en gruppe på rundvisning. Og slukket igen bagefter. Alene af den grund var det ret vigtigt at holde sig til sin gruppe, så man ikke blev efterladt i mørket ...

Senere var der ingen drypsten, men bare kæmpestore grotter. Med mere end 100 meter fra grottebund til loft. Stien, vi fulgte, var hugget og bygget ind i grottevæggen i varierende højder, og på et tidspunkt gik vi over en smal bro cirka 40 meter over grottebunden. Det var meget spektakulært, og vi var nok nogle stykker, der ikke bare gyste over afstanden ned til floden, der løb i bunden af grotten, men også ved tanken om en eventuel balrog.

Men der var ingen balrog, og der var nok heller ingen Gollum nede ved bredden af floden, selv om man sagtens kunne bilde sig selv ind at kunne se en skygge. Fantasien havde i det hele taget frit spil og gav oplevelsen lidt ekstra kant. Guiden fortalte, at der stort set altid var gæster, der snakkede om Ringenes Herre, men filmene var altså ikke optaget i Skocjanske jame. Om der var den lighed, som alle talte om, kunne hun ikke afgøre, da hun ikke selv havde set hverken Hobitten eller Ringenes Herre. Lidt en fejl ville jeg mene og overvejede et kort øjeblik at sponsere en DVD-boks til hende og de andre guider.

Ind til videre er det blevet ved overvejelserne, men hvem ved?

Turen er slut, og vi er på vej ud i lyset igen.
Se billeder af grotterne her.