Er vi der snart?

Næste dag kørte vi videre.

Ikke fordi vi var færdige med området omkring Bodensøen. Overhovedet ikke. Men Fruen havde sat sig i hovedet, at hun ville til Slovenien, og derfor var der naturligvis booket nogle dages ophold ved Bled, som både er navnet på en lille by og en sø i det nordlige Slovenien.

Google Maps og Ruth var enige om, at vi skulle køre over München og Salzburg, men det syntes Fruen var så kedeligt, at hun foreslog Gemalen at køre gennem Østrig til Innsbruck, dreje til højre ned gennem Brennerpasset og så til venstre gennem de italienske Alper, som måske nok snarere hedder Dolomitterne på det sted.

Gemalen sagde ja, og vi havde en, syntes jeg, virkelig dejlig tur. Gemalen derimod muggede lidt, da det gik op for ham, at han ikke havde tjekket, hvor meget vi skulle køre på landevej. Så mens vi kørte gennem den meget smukke Pustertal, lød det gentagne gange fra Gemalen, 5 år:

- Er vi der snart?

Hvormed Gemalen ikke mente fremme ved Bled, men bare på motorvej igen. I virkeligheden var der ikke så frygtelig langt, og vi lagde os op på motorvejen og kørte til den sidste rasteplads inden Slovenien, hvor vi fik en kop kaffe og den obligatoriske motorvejsvignet til forruden.

Nu var det spændende, om Ruth kunne finde vej det sidste stykke, for vejtavler og -skilte var pludselig noget sværere at dechifrere i farten. Vejene blev mindre og mindre og mere og mere kringlede, og skiltene til Bled viste den anden vej, men netop da vi for alvor begyndte at betvivle Ruths evner, var vi der.

Vores pension lå helt nede ved søbredden i den modsatte ende af søen i forhold til byen Bled, og der var et leben af badende og solbadende mennesker på plænerne ned mod søen og badebroerne, og vi spekulerede på, om vi var gået i en rigtig østeuropæisk turistfælde.

Svaret var både nej og ja. For egentlig var stedet meget fredeligt, selv om der var mange mennesker. Men netop dagen efter vores ankomst var der arrangeret et stort natløb rundt om søen med flere tusind deltagere. Og ikke alene lå hele det organisatoriske center som nabo til vores pension; der var også mål lige neden for vores vinduer. Så der var hektisk aktivitet med opbygning af løbscenter og målområde med mere. Der var start klokken 22, og med en rute på kun 10 km, var det til at se ende på. Tænkte vi. Og glemte, at folk selvfølgelig ikke bare gik hjem i seng efter at være kommet i mål, men både skulle have noget at spise og drikke. Og sidde og hænge ud og høre og danse til et liveband til klokken langt over vores sengetid.

Til sidst stoppede festlighederne dog. Og efter hvad der føltes som bare et øjeblik begyndte så til gengæld en virkelig ihærdig indsats for at bringe området tilbage til dets normale udseende. Allerede midt på formiddagen var man således færdig med at samle skrald, demontere telte og boder og ikke mindst fjerne alle afspærringerne i målomådet. Meget imponerende faktisk. Men også alt andet end lydløst ...

Alt dette vidste vi dog ikke noget om, da vi checkede ind.

Og vi vidste heller ikke ret meget om, hvad vi egentlig kunne forvente af værelset, men Gemalen syntes alligevel, at antallet af defekte tekniske installationer - blandt andet løse kontakter, manglende pærer, lugtende afløb og manglende holder til bruseren - var større end det acceptable, så han klagede sin nød, og så fik vi da et andet værelse, der var lidt større, udstyret med balkon (hvor Gemalens cykel meget passende kunne stå) og var nyrenoveret både vandhaner og kontakter, der faktisk virkede. Bare sådan. Altså, fjernsynet virkede ikke, og wifien duede stort set kun, når man stod på et ben lige ud for den ene seng.

Men begge dele virkede - det meste af tiden - nede i restauranten, og så kunne man jo bare gå derned ...

Det betød blandt andet, at vi så EM-finalen i fodbold i restauranten, mellem gæster, der bestemt ikke alle holdt med samme hold, men som alle havde det hyggeligt. Og det var jo egentlig meget sjovere end at se det for sig selv på værelset.

Udsigt fra balkonen.