tirsdag den 16. august 2016

Bondesmovseri og honningkager


Det var vores sidste aften i Bled, og for at presse citronen overtalte jeg Gemalen til, at vi skulle køre en tur og spise et andet sted. Gemalen var let at overtale, og en af fordelene ved, at han altid tonser rundt på sin cykel, er, at han kommer nogle steder, man måske ikke umiddelbart ville vælge at køre i bil, men som kan være absolut seværdige.

Så Gemalen tog os med ud på landet. Ad små veje, gennem små byer og videre af smalle, kringlede veje op gennem skovstrækninger og endnu længere op, til vi til sidst igen kom til et åbent område med den skønneste udsigt. Bølgende marker, bjerge i baggrunden og en lille kirke yderst på en lille bakketop.

- Der kan vi lige køre over, sagde Gemalen.

Men det kunne vi ikke, for det lykkedes os aldrig at regne ud, hvordan de små krøllede veje hang sammen, og vi måtte bare konstatere, at tæt på i luftlinje ikke nødvendigvis er spor tæt på, hvis man skal følge vejene i et så kuperet landskab.

Da vi havde set os mætte og sukket lidt over den indlysende idyl i den lune, tidlige sommeraften, vendte Gemalen kareten, og vi trillede stort set den samme vej tilbage, men drejede dog af for at køre til Radovljica, som jeg havde udset mig til aftensmadsdestination. Den lille by skulle efter sigende (Lonely Planet) indeholde et par gode restauranter, som jeg mente kunne være et godt alternativ til den lidt ensformige mad, vi havde fået de foregående aftener.

Vi fandt en parkeringsplads og daskede ind ad den lille gade til det, der måtte være bymidten. Her var rigtig hyggeligt, og vi så et par restauranter med udendørs servering, men den lovede udsigt kunne vi ikke se nogen steder.

Pludselig drejede Gemalen af og gik efter lyden af selskabelighed ind gennem en port og kom til en restaurant, der åbnede ud til den anden side med udsigt over både by og bjerge.

Bingo!

Vi fik bord helt henne ved balkonkanten, og så sad vi ellers der og lod os betage. Af udsigten og den hyggelige stemning. Af den venlige betjening og af maden, som var et kapitel for sig. I stedet for at bestille et eller andet fancy lod Gemalen og jeg os friste af noget, der på tysk blev kaldt Bauernschmaus - bondesmovs.

Ind kom et kæmpefad med lidt (ret meget faktisk) af hvert. Der var én slags pølse, en slags kål, noget kartoffelmos-agtigt, en blodpølse, fyldte tomater, en slags paté og en hel masse mere, som jeg har glemt. Næppe den helt store kokkekunst, men anderledes, solidt, velsmagende og rigeligt, og vi var enige om, at det ikke kunne være helt ringe at være slovensk bonde, hvis det var søndagsmenuen, vi lige havde sat til livs.

Da Gemalen skulle køre, havde vi kun drukket vand til maden, men fik hver et glas lokal brændevin til regningen. Gemalen afstod. Jeg fik begge glas. Og blev i endnu bedre humør ...

Og da vi så skulle gå, fortalte tjenerne, at vi, trods det sene tidspunkt, var velkomne til at besøge honningkage-museet i kælderen.

Det viste sig så, at der i kælderen var et honningkagebageri, hvor man bagte og især dekorerede honningkager til den helt store guldmedalje. To unge kvinder sad og var travlt beskæftigede med at pynte små, fine honningkager. Den ene afbrød straks sit arbejde og fortalte os om stedet og kagerne. Det er åbenbart en gammel slovensk tradition at forære fint dekorerede honninghjerter til dem, man holder af. Bageriet var flere hundrede år gammelt, og al honningkage-fremstilling foregik på traditionel vis med gamle redskaber og ovne.

Og selvfølgelig med en hemmelig opskrift, som gik i arv. Opskriften var så hemmelig, at ingen havde hele opskriften, men kun dele af den, og det var således umuligt at bage, hvis ikke alle fire kvinder var til stede.

Måske var jeg en smule under indflydelse af slovensk brændevin og derfor nem at bevæge, men både Donnaen og Gemalen syntes også, at det var både sjovt og spændende at se og høre om bageriet, og vi endte selvfølgelig med at købe et par små pyntehjerter, som jeg tror ender på juletræet.

Vi gik derfra fyldt med mad og gode oplevelser, og jeg meddelte Gemalen, at skal vi til Slovenien igen, er det lige præcis dér, jeg vil bo.


Aften-idyl.

13 kommentarer:

Mette sagde ...

Åh, hvor hyggeligt:) Da vi var i Budapest i juni, fik vi alle (gæsterne) et honninghjerte pakket fint ind i cellofan. Det var pyntet i blå og gule farver og havde dato og brudeparrets navne på. Farverne var Ukraineske da bruden jo var fra Ukraine:)

www.skøreliv.dk sagde ...

Altså! Jeg har sagt det før, men tror du ikke der ku' blive plads til mig i én af de kufferter? Altså selvfølgelig KUN når I tager steder hen, hvor der ikke er drama omkring det der med at nå ting, såsom flyvemaskiner, for eksempel. Men den tur til Slovenien, den lyder da pragtfuld!

Lene sagde ...

Det kan jeg godt forstå. Bondesmovs, bjergudsigt, bageri med hjerter, betagende :-)

Anonym sagde ...

Det lyder som alle tiders skønne aften - og ikke mindst et rigtig dejligt måltid. Jeg sidder og bliver helt lækkersulten efter blodpølse, det har jeg ikke smagt i mange år.

Fruen i Midten sagde ...

Mette: Ej hvor fint :-) Måske er honninghjerter en midteuropæisk tradition?

Monster-mor: Hmm, vi har tit ret godt læs på, selv om vi kun er tre i bilen. Og så kan jeg ikke rigtigt garantere, at vi undgår drama. Men ellers kunne det helt sikkert være smadderhyggeligt :-) Det var en rigtig dejlig tur.

Lene: Ja ikke! Jeg var stort set parat til at flytte :-)

Fruen i Midten sagde ...

Randi: Det var en virkelig dejlig aften. Og rigtig god, lidt anderledes, mad :-) Gemalen kunne godt lide blodpølsen, mens jeg var lidt mere forbeholden.

Stegemuller: Stedet var fint, udsigten var flot, maden var god, og betjeningen var venlig. Det var ret perfekt :-) Honningkagerne kan godt spises, men jeg ved ikke, om der er ret mange, der kan nænne det.

@ sagde ...

*suk* det lyder bare så skønt og afstressende og ferieagtigt.
Men så fandt I aldrig over til den der kirke, eller hvordan?

Fruen i Midten sagde ...

Liv: Det var meget ferieagtigt ;-) Nej, vi fandt aldrig over til kirken. Nu kan jeg finde den på Google Maps, men til gengæld ikke regne ud, hvor vi selv var ...

Birgitte B sagde ...

Det er bare det bedste når man finder de der steder. Dem som total overrasker på den gode måde og som man bare godt gider komme tilbage til igen. Kh. Birgitte

Pia sagde ...

Det er den slags udflugter og idyl vi holder så meget af. I fik da også en ekstra oplevelse med honningkagebageriet. Det bageri ville jeg også gerne have set, selvom honningkager ikke lige er mig, så meget hellere den blodpølse :-) men traditionen med at give honninghjerter til sin udkårne, er også noget de siger i Sønderjylland.

Fruen i Midten sagde ...

Birgitte: Det er det nemlig. De gode overraskelser er bare guld :-)

Pia: Ja, jeg kunne forestille mig, at I ville nyde sådan en trille-tur ud i landskabet. Det var også ret sjovt at se honningkagebageriet, og kagerne var mere til pynt end til at spise. Den søde tradition er måske meget mere udbredt end jeg anede :-)

Ellen sagde ...

Den lille, men fantastiske by fik du godt nok solgt godt! Den vil jeg også se ... og spise i :-)

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: He he - tak. Du må da bare se at komme afsted :-)