Bondesmovseri og honningkager

Det var vores sidste aften i Bled, og for at presse citronen overtalte jeg Gemalen til, at vi skulle køre en tur og spise et andet sted. Gemalen var let at overtale, og en af fordelene ved, at han altid tonser rundt på sin cykel, er, at han kommer nogle steder, man måske ikke umiddelbart ville vælge at køre i bil, men som kan være absolut seværdige.

Så Gemalen tog os med ud på landet. Ad små veje, gennem små byer og videre af smalle, kringlede veje op gennem skovstrækninger og endnu længere op, til vi til sidst igen kom til et åbent område med den skønneste udsigt. Bølgende marker, bjerge i baggrunden og en lille kirke yderst på en lille bakketop.

- Der kan vi lige køre over, sagde Gemalen.

Men det kunne vi ikke, for det lykkedes os aldrig at regne ud, hvordan de små krøllede veje hang sammen, og vi måtte bare konstatere, at tæt på i luftlinje ikke nødvendigvis er spor tæt på, hvis man skal følge vejene i et så kuperet landskab.

Da vi havde set os mætte og sukket lidt over den indlysende idyl i den lune, tidlige sommeraften, vendte Gemalen kareten, og vi trillede stort set den samme vej tilbage, men drejede dog af for at køre til Radovljica, som jeg havde udset mig til aftensmadsdestination. Den lille by skulle efter sigende (Lonely Planet) indeholde et par gode restauranter, som jeg mente kunne være et godt alternativ til den lidt ensformige mad, vi havde fået de foregående aftener.

Vi fandt en parkeringsplads og daskede ind ad den lille gade til det, der måtte være bymidten. Her var rigtig hyggeligt, og vi så et par restauranter med udendørs servering, men den lovede udsigt kunne vi ikke se nogen steder.

Pludselig drejede Gemalen af og gik efter lyden af selskabelighed ind gennem en port og kom til en restaurant, der åbnede ud til den anden side med udsigt over både by og bjerge.

Bingo!

Vi fik bord helt henne ved balkonkanten, og så sad vi ellers der og lod os betage. Af udsigten og den hyggelige stemning. Af den venlige betjening og af maden, som var et kapitel for sig. I stedet for at bestille et eller andet fancy lod Gemalen og jeg os friste af noget, der på tysk blev kaldt Bauernschmaus - bondesmovs.

Ind kom et kæmpefad med lidt (ret meget faktisk) af hvert. Der var én slags pølse, en slags kål, noget kartoffelmos-agtigt, en blodpølse, fyldte tomater, en slags paté og en hel masse mere, som jeg har glemt. Næppe den helt store kokkekunst, men anderledes, solidt, velsmagende og rigeligt, og vi var enige om, at det ikke kunne være helt ringe at være slovensk bonde, hvis det var søndagsmenuen, vi lige havde sat til livs.

Da Gemalen skulle køre, havde vi kun drukket vand til maden, men fik hver et glas lokal brændevin til regningen. Gemalen afstod. Jeg fik begge glas. Og blev i endnu bedre humør ...

Og da vi så skulle gå, fortalte tjenerne, at vi, trods det sene tidspunkt, var velkomne til at besøge honningkage-museet i kælderen.

Det viste sig så, at der i kælderen var et honningkagebageri, hvor man bagte og især dekorerede honningkager til den helt store guldmedalje. To unge kvinder sad og var travlt beskæftigede med at pynte små, fine honningkager. Den ene afbrød straks sit arbejde og fortalte os om stedet og kagerne. Det er åbenbart en gammel slovensk tradition at forære fint dekorerede honninghjerter til dem, man holder af. Bageriet var flere hundrede år gammelt, og al honningkage-fremstilling foregik på traditionel vis med gamle redskaber og ovne.

Og selvfølgelig med en hemmelig opskrift, som gik i arv. Opskriften var så hemmelig, at ingen havde hele opskriften, men kun dele af den, og det var således umuligt at bage, hvis ikke alle fire kvinder var til stede.

Måske var jeg en smule under indflydelse af slovensk brændevin og derfor nem at bevæge, men både Donnaen og Gemalen syntes også, at det var både sjovt og spændende at se og høre om bageriet, og vi endte selvfølgelig med at købe et par små pyntehjerter, som jeg tror ender på juletræet.

Vi gik derfra fyldt med mad og gode oplevelser, og jeg meddelte Gemalen, at skal vi til Slovenien igen, er det lige præcis dér, jeg vil bo.

Aften-idyl.