Glæden forud

- Glæden forud kan ingen tage fra en, siger min far en gang i mellem.

Det har han jo ret i, og jeg er virkelig god til at glæde mig på forhånd.

Faktisk har jeg glædet mig til påskeferien siden en gang i det tidlige efterår, hvor vi blev enige om, at påskeferien skulle bruges på et af Gemalens mange mtb-o-løb, som denne gang er lagt i Tyrkiet.

Og ikke bare i Tyrkiet, men i et af de allermest interessante områder, Kappadokien, hvor tusind års historie og mærkværdig natur går op i en højere enhed. Muligheden for at bo i cave-hotel, for at besøge nogle af de allertidligste kirker og for at komme på ballontur for at se solen stå op over bjergene var mere end rigeligt til at sende mig i selvsving.

Gemalen var let at overtale, han havde jo mountainbike-løb i anderledes omgivelser at glæde sig til, så der blev tjekket flyafgange. Fra Hamburg over Istanbul til Nevsehir. Fra Billund er der også mange afgange til Istanbul, men så skal man overnatte, før man kan komme videre, hvilket vi ikke var interesserede i.

Jo, vi ville sådan set meget gerne se noget af Istanbul, men Gemalen vil ikke bruge hele dage på sightseeing før sine løb, og efter løbene var der ikke tid i forhold til Donnaens skolegang. Hun er nu så gammel, at fravær er fravær, så er det ligegyldigt, om man er forkølet, på ferie med sine forældre eller bare pjækker. Så det duede ikke.

I stedet koncentrerede vi os om at booke hotel, da Fruen ved tanken om det forventede pres på hotellerne i området ikke var til sinds at sidde med hænderne i skødet og vente på, at alle de spændende cave-hotels blev udsolgt.

Derefter var det bare at dykke ned i den indkøbte Lonely Planet Guide.

Og glæde sig.

Godt nok var der to selvmordsbombere, der netop på det tidspunkt tog over 100 mennesker med sig i døden ved at angreb i Ankara. Men - uden at ville forklejne over 100 sagesløse menneskers død - det var jo i Ankara og langt væk og havde ikke noget med os at gøre.

Så vi glædede os.

Siden kom der flere bombe-angreb, og mens Gemalen fik rynker i panden, stak Fruen i begyndelsen bare fingrene i ørerne og nynnede la-la-la-la.

Pludselig blev det vigtigere at tænke på vinterferie, og påskeferie-tankerne blev midlertidigt lagt på hylden.

Donnaen spildte ikke sin tid på nyheder, mens vi var i Barcelona, mens jeg af vanvare bevægede mig forbi et nyhedssite og blev opmærksom på endnu et angreb.

Jeg skyndte mig at lukke siden ned og tænke på noget andet. Og så gik tiden, lige til vi sad i bilen på vej hjem fra lufthavnen i Hamburg, Donnaen var faldet i søvn, og Gemalen meddelte:

- Jeg vil ikke til Tyrkiet i påsken.

Det var ikke fordi jeg ikke havde set den komme, men jeg blev alligevel skuffet og skulle lige prøve alle de 'rigtige' argumenter af.

- Jamen, så vinder terroristerne jo, påpegede jeg.

- Ja, det gør de, medgav Gemalen, og havde jeg ikke haft jer, var jeg nok taget afsted. Men nu har jeg altså jer, og jeg vil hverken have ansvaret for jer dernede eller tage alene afsted og risikere ikke at komme hjem igen.

- Og jeg har meldt fra, tilføjede han og lukkede dermed for yderligere diskussion.

Så vi skal ikke til Tyrkiet i påsken.

Hvilket jeg stadig er noget muggen over.

Men glæden forud havde jeg jo, og afsted på påskeferie kommer vi selvfølgelig alligevel.