Langsomme morgener

Brrrr, altså!

Jeg er bare ikke lavet til vinterkulde. Jeg fryser - og gør det bestemt ikke med anstand ...

Selvfølgelig fryser jeg ikke hele tiden, og måske fryser jeg i virkeligheden mere på forhånd, altså før jeg skal ud i kulden, end mens jeg er ude.

For efterhånden som jeg er blevet ældre, er jeg mere og mere ligeglad med, at jeg ligner en kikset nordpolsekspedition, når jeg skal ud. Bare jeg ikke fryser. Det samme kan man så på ingen måde sige om Donnaen ...

Altså kigger jeg ud af vinduet og tjekker med DMI, gyser og trækker skuldrene helt op om ørerne, hvor de så bliver siddende og giver infiltrationer og hovedpine, til jeg har gået mig til varmen, og så begynder jeg den omstændelige påklædningsseance, hvortil hører både jens lynere og uldne vandresokker, undertrøje, halsedisse og hvad ved jeg.

Det tager en krig.

Og den evigt tissetrængende Kamel er imens ved at gå ud af sit gode skind, fordi jeg er så langsom.

Især om morgenen. Hvor hun er mest trængende, og jeg omvendt er allermindst hurtig.

Til alt held kan jeg trods adskillige minusgrader godt nøjes med gummistøvler for at hente avisen ind på første udtur om morgenen. Hvis jeg skulle bruge yderligere fem minutter på også at snøre støvler, tror jeg virkelig, Kamelen ville være presset.

Det, der så er knapt så smart, er, at så går der jo kun et øjeblik, før vi er inde igen, og jeg må straks afføre mig halvdelen af klunset for ikke at få akut hedeslag.

Så bruger vi cirka en halv time på at spise morgenmad. Forstået sådan, at Kamelen bruger to et halvt minut, og jeg bruger resten.

Hvorefter vi skal ud at gå vore rigtige morgentur, og jeg derfor igen skal iføre mig cirka tusind klædningsstykker - og snørede støvler.

Nej, vi kan ikke gå tur først og spise morgenmad bagefter. Jeg skal være vågen, før jeg kan gå nogen steder, og det er jeg først, efter morgenmaden er indtaget.

Det tager også en krig.

Faktisk burde jeg stå ti minutter tidligere op bare for at kompensere for al den tid, der går med at komme i tøjet. Det har jeg dog ikke rigtigt kunne overbevise mig selv om endnu, når jeg har skullet sætte vækkeuret om aftenen.

Søndag aften og igen her til morgen måtte jeg endda kapitulere og iføre mig min harboørehabit. Det er ikke, fordi det tager længere tid at få den på, men det ville være urigtigt at påstå, at jeg bevæger mig ret hurtigt, når jeg først er kommet ind i den og har fået lynet helt op til næsen. Det foregår nærmest i slowmotion, og jeg ligner en mellemting mellem en blå bamse og overvægtig kommunalarbejder, når jeg bevæger mig gennem landskabet.

Hvilket passer Kamelen, der skal snuse til al den gule sne, helt fint, men passer ret dårligt i forhold til den tid, der er afsat til formålet.

Det bliver jeg bevidst om cirka halvvejs, hvorefter resten af turen foregår i opskruet tempo (alt er relativt), og jeg ender med at kampsvede, inden vi er hjemme igen.

Nøj, hvor jeg glæder mig til sommer med shorts- og sandalvejr.

Hvor det endda er lyst, når man vågner om morgenen.

Det bliver så dejligt.

Søndagsudsigt.