SSHS - eller Fur i en fart

I uge 32 havde vi lejet et sommerhus på Fur.

For rigtigt at slappe af og lave ingenting.

Det var vi ikke voldsomt gode til.

Det var ikke Furs skyld. Heller ikke sommerhusets. Og kun i begrænset omfang vejrets skyld.

Det var allermest min egen ...

Det startede ellers meget godt.

Det vil sige; Donnaen var meget træt af projektet, længe før vi tog afsted. For det betød, at hun skulle være væk i præcis den uge, hvor mange af veninderne var kommet tilbage og havde en uge til tant og fjas, inden mange af dem skulle videre på efterskole eller udveksling.

Men bortset fra det.

Vi kom hjemmefra i god ro og orden, vejret var godt og den lillebitte sejltur en sjov oplevelse. Ruth var i det medgørlige hjørne og fandt uden brok frem til sommerhuset, der til vores almindelige tilfredshed lå yderst med et lille kig ud over strandengene til vandet.

Huset var rigtig fint, med alt hvad vi behøvede - måske pånær opvaskemaskine, hvis jeg skal være krakilsk. Donnaen indtog lynhurtigt overetagen, og så kunne vi andre selv om at indrette os nedenunder.

Da det var gjort, tog Gemalen og Donnaen på indkøb, mens Kamelen og jeg gik en tur.

Ude ved vandet var der ikke en sjæl i sigte, og Kamelen fik lov at løbe uden snor. Men ikke alle sjæle er lige lette at få øje på, så lige pludselig strøg Kamelen af sted ud over de våde strandenge efter noget, som jeg slet ikke nåede at se, hvad var, men som formentlig var et rådyr. Dem var der nemlig mange af, og de gik helt op til huset, fandt vi senere ud af.

Kamelen opgav hurtigt forfølgelsen og kom slukøret og møgbeskidt tilbage, og så var det ellers slut med at gå uden snor. Så kunne hund lære det.

Vi gik videre og kom forbi molerværket. Vi kom fra vandsiden og undgik på den måde behændigt at se alle skiltene med adgang forbudt. Det var lørdag, og værket lå øde hen og stønnede i varmen.

- Mor, en fabrik kan altså ikke stønne! protesterede Donnaen, da jeg senere fortalte om det.

Men lige præcis det gjorde molerværket altså ikke desto mindre, og faktisk var jeg ret glad for at komme forbi i fuldt dagslys, for i tusmørke og måneskin kunne værket være den perfekte kulisse for en gyserfilm.

Næste dag, efter Gemalens formiddagstur på cykel og veloverstået frokost, tog vi ud for at kigge nærmere på øen. Sol og sommervejr, masser af flotte udsigter og masser af flotte klinter med de særprægede lagkagelag, der fortæller om fortidens vulkanudbrud.

Også indenøs, i de mange molerudgravninger, kan man flere steder se jordlagene ligge i ujævne folder op og ned langs skrænterne. På den ene side ret vildt, når man tænker på de mange millioner år, der ligger forud for de lag, man ser i dag. På den anden side totalt upoetisk at vide, at udgravningerne foregår med henblik på produktion af - ta dah - kattegrus!

Aftensmaden blev spist på Fur Mikrobryggeri, hvor man satser på kvalitet frem for kvantitet i en grad, at to retter var lige lidt nok til vores slunkne maver. Selvfølgelig kunne vi bare have bestilt én eller to retter mere, men vi skulle jo også betale ...

Næste dag foregik efter stort set samme princip, omend vi godt kunne nøjes med aftensmad fra egen grill.

Og nu begyndte vi at kede os. Vi havde set nogenlunde det, vi ville. Forstået på den måde, at man sagtens kan bruge en masse tid på små gallerier eller på at lede efter fossiler, men ingen af delene appellerede rigtigt til os.

Så Donnaen begyndte at fløjte for, at vi skulle tage tidligere hjem end torsdag som oprindelig planlagt. Fruen tillod sig at fløjte lidt med. Og så blev Gemalen sur: Nu måtte vi altså tage os sammen og bare slappe af! Lidt en modsatrettet melding kunne man mene, men okay så prøvede vi da på det.

Donnaen surmulede lidt, men kunne faktisk godt finde ud af at sumpe. Blandt andet fordi mobildækningen var bedre end frygtet, og hun således stadig havde en fornemmelse af at være i rimelig kontakt med omverdenen.

Fruen derimod - suk altså!

Selv om jeg havde medbragt et bjerg af bøger, og også artigt læste i dem, gik der sjældent mere en tyve minutter, før jeg kom til at tænke på alt det, jeg kunne have udrettet derhjemme: Vasket tøj, slået græs, malet, strøget, ryddet op og så videre og så videre og så fremdeles. Hvis der er noget, der hedder SSHS - SmåStresset Husmor-Syndrom - så var det nok det, der gjorde sig gældende.

For at adsprede Fruen - og til almindelig underholdning - blev der spillet kongespil. Kamelen havde ganske vist svært ved at se det charmerende i, at vi smed med pinde, som hun ikke skulle hente og fjante rundt med, men ellers gik det meget godt, og jeg kunne måske endda have vundet over Gemalen.

Men så begyndte det at regne ...

Gemalen smed håndklædet i ringen og foreslog, at vi tog hjem dagen efter.

Og det gjorde vi så.

Molerværk i modlys.