fredag den 13. februar 2015

Jydeskepsis og Trevi-senza-fontæne


En absolut ulempe ved at bo i provinsen er den lange afstand til lufthavne med mange billige afgange til alle mulige spændende steder i verden.

Faktisk ville det kun være rimeligt, hvis man som kompensation fik mindst én og gerne flere ekstra feriedage, så man ikke skulle bruge sin dyrbare ferie på bare at nå frem til lufthavnen.

Altså måtte Donnaen og jeg op alt for tidligt for at lade Gemalen transportere os de godt (læs: lidt flere end) 300 km til lufthavnen i Hamburg, så vi ved middagstid kunne flyve med German Wings til Rom.

Selve flyveturen gik planmæssigt, og bagagen kom rullende i løbet af ingen tid. Derefter var det tid at finde toget ind til byen. For Fruen havde læst, at shuttle busser var urimeligt dyre. Skiltningen var i orden, så det tog ikke lang tid, før vi stod foran billetlugen og skulle til at bede om billetter.

Men så skete der det overraskende, at mens billetdamen forholdt sig passiv, blev vi tiltalt af en lille mand, der sad ved siden af damen i billetburet. 

Han tilbød os, at vi kunne blive kørt lige til vores hotel med shuttlebus for 15 euro pr. næse. Det var kun én sølle euro dyrere end toget, og så slap vi for at gå fra stationen.

Det sagde vi ja tak til, og så skulle vi bare vente et øjeblik, før vi blev ført ud bagved til en lille minivan, der havde set bedre dage, og skramlede ind mod, hvad jeg håbede var centrum og vores hotel.

For med almindelig jydeskepsis var jeg lidt usikker på, om et så godt tilbud også var for godt til at være sandt, og vi i stedet ville blive kørt direkte til Napoli eller Palermo og indgå i en eller anden shady mafia-deal ...

Men alt gik godt. Chaufføren kørte endda overraskende pænt. Donnaen huskede stadig sin nærdøds-oplevelse med shuttlebussen i NewYork. Vi blev sat af ved hotellet, fik vores værelse og var hurtigt klar til den første lille tur ud i byen.

Vi boede lige ved Piazza Venezia, og det skulle vise sig endnu mere tæt på det allermeste, end jeg - på trods af adskillige kort-tjek - havde turdet håbe på.

Først ville vi (læs: jeg) gå op ad Corsoen. Men for at gøre det skulle vi over gaden, hvilket ved første øjekast så ud som en selvmorderisk affære med tre baner hæsblæsende trafik i begge retninger. Men så begyndte folk jo alligevel at gå over, og bilisterne stoppede pænt, så snart de første fodgængere bevægede sig ud på kørebanen. Vi skyndte os med og nåede på de få dage at forfine teknikken, så vi næsten altid fulgtes over de store gader med en større eller mindre flok andre mennesker.

Lidt oppe ad Corsoen drejede vi til højre for at finde Trevifontænen, men blev så distraheret af lyden af orkestermusik, og pludselig stod vi i stedet og så på et militær-orkester foran en stor bygning. At det var præsidentpaladset fandt vi først ud af senere, og om koncerten var en tilbagevendende søndagsbegivenhed eller skyldtes noget særligt, aner vi stadig ikke. 

Koncerten sluttede, orkestret marcherede ind gennem en port, og vi skulle prøve at finde ud af, hvor vi var. Det var i første omgang ikke helt nemt, for jeg havde endnu ikke vænnet mig til størrelsesforholdet mellem mit folde-ud-kort fra hotellet og virkeligheden. Det varede iøvrigt flere dage og betød, at vi ofte gik alt for langt. 

Tilbage til Corsoen kom vi dog, og vi fandt også Trevifontænen. 

Eller vi fandt vel nærmest kun Trevi, for fontæne var der ikke noget af.

Det berømte springvand var under renovation, fuldstændig tørlagt og delvist dækket af stilladser. Til gengæld havde man konstrueret en gangbro, så man kunne komme ret tæt på figurerne, mens man bevægede sig frem i gåsegang til en spinkel lyd af kling-klang.

Det sjove var nemlig, at selv om der altså ikke var en dråbe vand, så kastede rigtigt mange turister alligevel den traditionelle mønt i det - tomme - bassin.

Efter dette lidt alternative hak på must see-listen var vi godt og vel gennemkolde og gik hjem på hotellet og kravlede ned under dynerne for at få varmen, inden vi igen gik ud for at få den første og absolut sjoveste restaurantoplevelse. Derom senere.


Trevi-senza-fontæne.

7 kommentarer:

Anonym sagde ...

Vidste godt at det ville være ganske nervepirrende at færdes i Rom i bil.. men som fodgænger havde jeg nok forventet at det var lidt mere.... tilgængeligt ;-)

Godt at vide at I er godt hjemme og har haft en god tur selvom vandet i en vis fontæne ikke lod sig se og var erstattet af håndværkere går jeg ud fra.... mon de samlede mønterne op og fik kaffen to go betalt...

Fruen i Midten sagde ...

Overlever: Det virker voldsomt, men er egentlig ikke så svært at færdes som gående. Man skal bare lige finde ud af hvordan ;-) Og når det er sagt, synes jeg faktisk, at romerske bilister er mere hensynsfulde end danske. Vi snakkede faktisk om, hvorvidt bassinbunden mon blev støvsuget for mønter ind i mellem :-)

Ellen sagde ...

Vi har kørt i bil til Rom - og kørte også i selve byen. Det er nemlig ikke så slemt, som det ser ud til, fordi romerne er meget mere hensynsfulde, end ens fordomme lader en tro ;-)

Fruen i Midten sagde ...

Stegemüller : Ja, som Ellen skriver; er romerne meget mere hensynsfulde bilister, end ens fordomme fortæller en. Men halsbrækkende kan det godt se ud, og når man så tilsætter udrykningshorn hver andet øjeblik, kan det umiddelbart virke overvældende. Ja, en skøn by, især hvis vejret er med en. Det var det, vejret altså, de sidste to dage :-)

Ellen: Har I kørt til Rom?! Respekt! Vi har kun været i Toscana, hvor Gemalen da fik sved på panden, da vi røg ud i Firenzes rush hour. Du har helt ret; man skal lige se forbi sine fordomme ;-)

Ellen sagde ...

Ja, vi har kørt til Rom - først en uge i Toscana, så en uge i Rom i lejet hus i et kvarter, der ville svare til Københavns Gentofte. Fedt! 20 minutter i bus til centrum.
Vejen hjem tog vi i ét stræk, fordi vores bagerste siderude blev smadret i et indbrudsforsøg. Vi kunne derfor ikke låse bilen effektivt af, og vi havde MASSER af ting i den, så det var bare om at klø på mht. hjemturen!

@ sagde ...

Uh det lover allerede til en god opfølger. Glæder mig. Kender godt det dermed at skulle kortets størrelse ift. Real Life. Altid spændende! :)

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Det må da have været en SKØN ferie. Altså lige ind til indbrudsforsøget og den lange tur hjem.

Liv: Tak :-) Jeg plejer ellers ret hurtigt at kunne forholde mig til kort/virkelighed, men her drillede det virkelig.