Jydeskepsis og Trevi-senza-fontæne

En absolut ulempe ved at bo i provinsen er den lange afstand til lufthavne med mange billige afgange til alle mulige spændende steder i verden.

Faktisk ville det kun være rimeligt, hvis man som kompensation fik mindst én og gerne flere ekstra feriedage, så man ikke skulle bruge sin dyrbare ferie på bare at nå frem til lufthavnen.

Altså måtte Donnaen og jeg op alt for tidligt for at lade Gemalen transportere os de godt (læs: lidt flere end) 300 km til lufthavnen i Hamburg, så vi ved middagstid kunne flyve med German Wings til Rom.

Selve flyveturen gik planmæssigt, og bagagen kom rullende i løbet af ingen tid. Derefter var det tid at finde toget ind til byen. For Fruen havde læst, at shuttle busser var urimeligt dyre. Skiltningen var i orden, så det tog ikke lang tid, før vi stod foran billetlugen og skulle til at bede om billetter.

Men så skete der det overraskende, at mens billetdamen forholdt sig passiv, blev vi tiltalt af en lille mand, der sad ved siden af damen i billetburet. 

Han tilbød os, at vi kunne blive kørt lige til vores hotel med shuttlebus for 15 euro pr. næse. Det var kun én sølle euro dyrere end toget, og så slap vi for at gå fra stationen.

Det sagde vi ja tak til, og så skulle vi bare vente et øjeblik, før vi blev ført ud bagved til en lille minivan, der havde set bedre dage, og skramlede ind mod, hvad jeg håbede var centrum og vores hotel.

For med almindelig jydeskepsis var jeg lidt usikker på, om et så godt tilbud også var for godt til at være sandt, og vi i stedet ville blive kørt direkte til Napoli eller Palermo og indgå i en eller anden shady mafia-deal ...

Men alt gik godt. Chaufføren kørte endda overraskende pænt. Donnaen huskede stadig sin nærdøds-oplevelse med shuttlebussen i NewYork. Vi blev sat af ved hotellet, fik vores værelse og var hurtigt klar til den første lille tur ud i byen.

Vi boede lige ved Piazza Venezia, og det skulle vise sig endnu mere tæt på det allermeste, end jeg - på trods af adskillige kort-tjek - havde turdet håbe på.

Først ville vi (læs: jeg) gå op ad Corsoen. Men for at gøre det skulle vi over gaden, hvilket ved første øjekast så ud som en selvmorderisk affære med tre baner hæsblæsende trafik i begge retninger. Men så begyndte folk jo alligevel at gå over, og bilisterne stoppede pænt, så snart de første fodgængere bevægede sig ud på kørebanen. Vi skyndte os med og nåede på de få dage at forfine teknikken, så vi næsten altid fulgtes over de store gader med en større eller mindre flok andre mennesker.

Lidt oppe ad Corsoen drejede vi til højre for at finde Trevifontænen, men blev så distraheret af lyden af orkestermusik, og pludselig stod vi i stedet og så på et militær-orkester foran en stor bygning. At det var præsidentpaladset fandt vi først ud af senere, og om koncerten var en tilbagevendende søndagsbegivenhed eller skyldtes noget særligt, aner vi stadig ikke. 

Koncerten sluttede, orkestret marcherede ind gennem en port, og vi skulle prøve at finde ud af, hvor vi var. Det var i første omgang ikke helt nemt, for jeg havde endnu ikke vænnet mig til størrelsesforholdet mellem mit folde-ud-kort fra hotellet og virkeligheden. Det varede iøvrigt flere dage og betød, at vi ofte gik alt for langt. 

Tilbage til Corsoen kom vi dog, og vi fandt også Trevifontænen. 

Eller vi fandt vel nærmest kun Trevi, for fontæne var der ikke noget af.

Det berømte springvand var under renovation, fuldstændig tørlagt og delvist dækket af stilladser. Til gengæld havde man konstrueret en gangbro, så man kunne komme ret tæt på figurerne, mens man bevægede sig frem i gåsegang til en spinkel lyd af kling-klang.

Det sjove var nemlig, at selv om der altså ikke var en dråbe vand, så kastede rigtigt mange turister alligevel den traditionelle mønt i det - tomme - bassin.

Efter dette lidt alternative hak på must see-listen var vi godt og vel gennemkolde og gik hjem på hotellet og kravlede ned under dynerne for at få varmen, inden vi igen gik ud for at få den første og absolut sjoveste restaurantoplevelse. Derom senere.

Trevi-senza-fontæne.