Lilla - som i syrener

Lilla var den sidste farve i Livs regnbue.

Den var, fordi lilla hørte til i sidste uge, og Liv har været hurtig og allerede takket, lukket og slukket.

Og så sidder man her med et et halvfærdigt indlæg og må lige beslutte, at det nok ikke 'gør noget' at være lidt sent ude. At det der med at være lidt sent ude også er ret betegnende for min evne til at følge med i al almindelighed, er der vel ingen grund til at vade rundt i?

Tilbage til lilla:

Lilla er bare ikke en del af indretningen hjemme hos os. Der er ikke noget lilla. Som i slet ingenting. Ikke som med gult, hvor jeg efterfølgende fandt diverse små gule dryp rundt omkring i hytten, efter at jeg frejdigt havde påstået, at der ingenting var. Der var både gule badeænder, gule krus og et maleri, der faktisk var temmelig gult.

Sådan forholder det sig ikke med lilla. Huset er som støvsuget for lilla. (Gad godt, at det også gjaldt hundehår - gys, hvor den hund dog fælder!)

Lilla finder man kun i min garderobe eller i haven.

Hvis man tager alle nuancerne fra svag lyslilla, over syren og lavendel til pang-lilla og videre til dyb, mørk lilla har jeg faktisk en del tøj i lilla. Senest har jeg anskaffet en meget lilla jakke.

Det ville egentlig ikke være specielt spændende, hvis ikke det var fordi, jeg tilfældigvis netop et eller andet sted har læst, at lilla tidligere blev betragtet som en 'billig' farve, der blev brugt af ludere og letlevende damer. Og dermed er det pludselig gået op for mig, at der nok er en grund til, at farven lilla ikke fandtes i mine bedstemødres garderober og stadig ikke findes i min mors klædeskab ...

Donnaen og Gemalen går ikke i lilla. Jeg ved ikke hvorfor, Donnaen ikke gør, men Gemalen betragter helt sikkert lilla som en tøse-farve. Og hvis man fortæller ham, at vi da en gang havde en lilla bil, vil han i første omgang pure benægte. Og dernæst nok medgive, at den da nok var lidt lilla. Men kun i en vis belysning. Ellers var den blå. Nemlig.

Tilbage er der kun haven. Hvor jeg - ind i mellem - har en del lilla blomster. Både hestemynte, lavendel og nogle andre, som jeg lige nu har glemt, hvad hedder. Jeg har også en enkelt syren. Og egentlig er det både synd og skam, at jeg ikke har en hel masse. Jeg burde have et helt hegn med blomstrende syrener, men det er der ikke rigtigt plads til. Hvilket jo er lidt ærgerligt, når man som jeg har et aldeles pladderromantisk forhold til netop syrener. Noget med at cykle hjem gennem indre København klokken meget sent (eller tidligt) i lyse sommernætter med duften af syrener svævende ud over cykelstierne båret af en lun brise. Ja, jeg har sikkert været forelsket, men netop den detalje kan jeg faktisk ikke huske ...

Åh ja. suk. Det var dengang. Og det er så længe siden, at hvis det ikke var fordi, jeg bliver grebet af den samme, let rørstrømske stemning, hver gang jeg kan dufte syrener, så ville jeg nok tro, det var noget, jeg havde drømt.

I min næste have skal der være plads til syrener. Mange syrener.

Selvfølgelig gider min syren ikke samarbejde.
Den er ikke sprunget ud endnu. Derfor et billede af
en lupin, der vist bliver overvejende lilla ...