I mellemtiden

I hvad der kun kan betegnes som mellemtiden tog vi en tur til hovedstaden.

Gemalen fandt et godt tilbud fra Hotel Frederiksdal, og så var den ged barberet. Et udmærket værelse, omend lidt mørkt på grund af de mange træer. Og næppe et sted, hvor man skal indtage sine syltetøjsmadder eller smarte drinks på terrassen om sommeren, for bistaderne stod ganske tæt på. Men nu var det jo vinter og nul bier og nul lyst til terrasseliv, så vi kunne egentlig være ligeglade. Og det var vi så.

Første aften bød på Wallmans dinnershow i Cirkusbygningen. Noget Gemalen havde prøvet i firma-regi, og som vi andre nu også skulle have fornøjelsen af. Donnaen var på forhånd noget skeptisk, men det gik hurtigt over, og da vi gik derfra havde hun lige så ondt i hænderne af at klappe som os andre.

Gemalen havde ikke røbet på forhånd, at tjenerne også var dem, der optrådte. Så stor var vores overraskelse, da søde svenske Kajsa, ganske kort efter at have serveret vores forret, stod på scenen for første gang. Fornøjelsen blev ikke mindre, da det viste sig, at hun faktisk var en af de tre ledende sangerinder. Og efterhånden som showet skred frem, blev vores benovelse større og større, for ikke alene var showet vældig flot og super professionelt, men det må jo være benhårdt det ene øjeblik at give den fuld gas som danser eller sanger på scenen for så et øjeblik efter at servere en fire retters menu for publikum. Venligt og imødekommende. Hurtigt og effektivt. På én gang.

Næste dag stod på god mad og hygge i det bedste selskab. Først til frokost et sted og siden til middag et andet. Allerførst skulle vi dog lige bruge formiddagen på et eller andet, og mens Gemalen gjorde området omkring Furesøen usikker, drog Donnaen og jeg til outletmesse i Hillerød. Denne gang havde Donnaen dog ret i sin forudsigelse; det var præcis lige så kedeligt, som hun forventede, og vi vendte hurtigt næserne mod Frederiksdal igen.

Her kørte vi ind på parkeringspladsen nøjagtigt samtidig med, at Gemalen ankom på en temmelig møgbeskidt cykel. De rare mennesker på hotellet lånte ham en spuleslange, og så blev den hurtigt pæn igen.

Mandag vågnede vi sent, og klokken var næsten elleve, før Donnaen og jeg lod os fragte til Sorgenfri Station for at drage til byen og shoppe. Udbyttet blev dog ikke helt så stort, som Donnaen havde håbet, for til hendes forbløffelse var der ikke noget, der bare måtte med hjem fra Abercrombie & Fitch. En anden butik lå slet ikke på den på nettet angivne adresse, og bukserne på tilbud i Deres-butikken ville ikke som Donnaen, så dem fik hun heller ikke med hjem.

Lidt fik hun dog købt, og da vi noget senere var både sultne og trætte, fandt vi en lille græsk restaurant i Skindergade med en buffet til næsten ingen penge. Derefter gad vi kun at traske op til Nørreport og ringe efter Gemalens taxaservice, så vi kunne blive afhentet igen på Sorgenfri Station.

Om aftenen skulle vi til 'noget', som vi ikke helt vidste, hvad var, på Det Kongelige Teater. Men først skulle vi jo have noget at spise, så vi drog ud til Christianshavn og spiste på et pizzaria i Dronningensgade, hvor Gemalen flere gange har spist i ensom majestæt i forbindelse med noget kursus pling-plang. Der begik jeg så den fejl at bestille bruschetta, hvilket jeg plejer at forbinde med en overkommelig forret; især hvis man bestiller to portioner til tre personer. Her var det dog nogle meget voldsomme skiver brød med (alt for) meget ost, og selv om vi kun spiste halvdelen, var det lige ved at sabotere det videre indtag. Heldigvis nåede jeg at bestille tomatsuppe frem for pizza, og da den var ualmindelig lækker, gled den alligevel ned.

Og så afsted ind til Det Kongelige Teater. Parkeringspladser er ikke det, der er mest af på og ved Kongens Nytorv, men ud for Charlottenborg var vi heldige, at en familiefar var næsten færdig med at pakke bilen til afgang, netop som vi kom trillende.

Det omtalte 'noget' var en introduktion til balletten Manon. Og at vi ikke var de eneste, der ikke vidste nøjagtigt, hvad det ville sige, var ganske tydeligt. For der var flere familier med relativt små børn, der ret hurtigt opgav og gik igen, da de opdagede, at det var mere snak (på engelsk) end ballet. En stor del af tiden gik nemlig med, at den engelske instruktør fortalte om stykket. Det var faktisk meget interessant, og selv om meget gik specifikt på stykket Manon, var der også mange andre ting, der på den ene eller anden måde gav stof til eftertanke.

Men det mest spændende var selvfølgelig de tre scener fra balletten, som vi fik lov at se i den endnu ikke færdigt pudsede form. Her optrådte danserne i deres almindelige træningstøj og blev rettet på i flere omgange, til en given sekvens sad (næsten lige) i skabet. Det gjaldt både teknik, attitude og selve placeringen på scenen og i forhold til hinanden. Og da der var mange løft og (nærmest) kast, var det tydeligt, at det ikke var lige meget, hvordan danserne stod og bevægede sig i forhold til hinanden.

Donnaen, der selv går til ballet, måbede og fik nok en fornemmelse af, at det er virkelig hårdt arbejde at være balletstjerne. Bare tanken, om at danserne skulle være på gulvet om aftenen for at øve til vores fornøjelse for så at skulle op og øve, øve og øve igen næste morgen, var ganske trættende.

Tirsdag formiddag var vi alle en hurtig tur i Lyngby Storcenter. For at shoppe griseører, tyggeben og andet godt. Og for liiige at 'komme til' at købe at par sko til Donnaen. Og derefter var der en moster, der ikke skulle glemmes, og som vi derfor havde inviteret med ud at spise frokost i Jægerhuset i Holte. Selv på en kedelig råkold og regnvåd februar-tirsdag var der smukt og hyggeligt. På en lun sommerdag må der være aldeles dejligt.

Vi spiste, til vi var næsten revnefærdige og fik så lige proppet en kage til kaffen indenbords også.

Således mætte og fornøjede kunne vi køre min søde moster pænt hjem igen og selv sætte kursen mod vest.