Men vi forstod jo ikke polsk

Vores vært i Nowe Bystre talte engelsk, men det gjorde hans kone og de tjenende ånder ikke. Det gjorde ingenting. Man kan komme langt med smil, velvilje, fingersprog og et forsigtigt ryk i ærmet for at vise, at den kolde mælk til cornflakesene altså står i køleskabet, mens den varme til kaffen står på bordet.

Det samme gjorde sig gældende, når vi færdedes rundt omkring i Zakopane og omegn. I butikkerne var der både selvbetjening og kasseregistre med display, og på den måde klarede vi os egentlig fint langt de fleste steder uden at forstå en bjælde af, hvad ekspedienter og kassedamer sagde. P-vagterne kunne vi godt finde ud af at forklare, hvor længe vi skulle holde.

En enkelt dag ville vi dog ønske, at vi havde taget et intensivt lynkursus i polsk. Det var den dag, hvor Fruen havde fundet ud af, at familien skulle på flodsejlads på en meget smuk del af Dunajec-flodens løb gennem bjergkløfter på grænsen mellem Polen og Slovakiet.

Med møje og besvær havde jeg matchet oplysningerne i min Lonely Planet guide med kortet. Og med Ruth. Sådan nogenlunde altså. For en præcis adresse kunne jeg ikke finde. Men det var jo en ganske lille by, og en rimelig stor attraktion, så en eller anden form for skiltning ville der vel være, mente vi.

Vi fandt byen, og vi fandt floden. Der var bare ikke rigtigt noget, der mindede om flodsejlads. Men netop som vi (læs: Gemalen) begyndte at tvivle på mine oplysninger, kom vi rundt om et hjørne, og her var det så. En stor betalings p-plads med en del biler og (lidt for) mange turistbusser gjorde det klart, at vi var på rette vej. Vi satte bilen og kom rundt om endnu et hjørne. Og konstaterede, at selv på en torsdag var det et særdeles velbesøgt sted. Køen var pænt lang og bugtede sig langs et skyggende hegn af store træer. 

Her stod vi så.

Køen bevægede sig næsten ikke, og Gemalen havde god tid til at tænke.

- Hvordan kommer vi tilbage hertil efter sejladsen? ville han vide.

- Det har jeg ikke rigtigt kunnet læse mig til, men det har de vel styr på, mente jeg. Vi er jo ret mange mennesker, og alle har parkeret her, så ...

- Jamen, fremturede Gemalen.

Og så blev jeg sendt afsted for at finde ud af 'noget'.

Læse mig til noget kunne jeg ikke. Hoppe køen over og spørge ved billetlugen var udelukket. Men heldigvis var der en lille kiosk, hvor der ikke rigtigt var nogen kø, og så kunne jeg jo spørge der. Den stakkels kiosk-mand så helt forskrækket ud over at blive tiltalt på udenlandsk og skyndte sig at tilkalde assistance. Og en ung gut kunne så forklare mig, at vi bare skulle huske at købe billetter også til returbussen, så ville vi blive transporteret tilbage.

Køen havde næsten ikke flyttet sig, men folk så fortrøstningsfulde ud, så nu var det min tur til at stå i kø, mens Gemalen og Donnaen så sig omkring.

Ind i mellem gjaldede information ud fra en højtaler, men da det tilsyneladende ikke betød noget for de øvrige ventende, tænkte jeg, at det gjorde det nok heller ikke for os. På et tidspunkt kom der dog en ekstra lang besked, og den blev mødt med en frustreret klage-mumlen fra køen. Men vi forstod jo ikke polsk, så da der stadig ikke var nogen, som forlod køen, blev jeg også bare stående. 

Efter lang tid kom Gemalen og Donnaen tilbage. Medbringende en burger til mig. Selv havde de spist. Det skulle vise sig at være meget smart, for efter sådan cirka syv kvarter i kø, kom der langt om længe skred i sagerne. Vi fik vores billetter og gik direkte ud til den ventende båd.

Eller pram. Eller - noget andet.

En lille fladbundet sag med tre bænkerækker og plads til tolv passagerer. Og så to pramdragere i folkedragt, en for og en agter. Med stager til at gelejde os afsted. Fremdriften klarede floden selv, og det var alene pramdragernes opgave at styre os uden om sten, klipper og små drilske strømfald.

Den forreste pramdrager var en gemytlig fyr, der snakkede løs. Det var tilsyneladende ret sjovt, det han fortalte, for de øvrige passagerer grinede da fornøjede med jævne mellemrum. Men vi forstod jo ikke polsk.

Den bagerste pramdrager var noget yngre og kunne en lille bitte smule engelsk, så han prøvede ind i mellem at fortælle os lidt. Men det blev ikke til så meget, så der var ikke andet at gøre end at nyde turen. Og det gjorde vi så.

Og det var en meget smuk tur. I starten var der et forholdsvis fladt landskab til siderne, men det snævrede ind og blev en tur mellem stejle bjerge, der nogle steder stod mere eller mindre lodret op fra floden i flere hundrede meters højde. Der var på store dele af strækningen skov til begge sider. Den polske side var nationalpark, og selv om vi ikke så andre vilde dyr end fiskene i floden, så var det ikke svært at forestille sig, at der måtte være et endda meget rigt dyreliv. Eftergoogling viser da også, at området er helt specielt, både hvad angår fauna, flora og geologi. De pågældende, helt lyse bjerge er åbenbart helt anderledes end de nærtliggende, grå nabobjerge omkring Zakopane.

Turen var 18 km lang, og tog cirka to en halv time. Den eneste støj var flodens klukken og lidt snak i båden. Solen bagte i passende grad. Og hvis ikke vi efterhånden var blevet mere og mere opmærksomme på vores noget ubekvemme siddestilling, kunne vi sikkert været døset hen. Meget lave træbænke og yderst begrænsede bevægelsesmuligheder begyndte dog at kunne mærkes i både bagdel og ryg, så selv om turen var en rigtig fin oplevelse, var vi godt tilfredse med at komme op landjorden og strække benene og få gang i blodcirkulationen igen.

Vi fandt busholdepladsen og blev vist hen til den ældste bus med den ældste chauffør. Der var steghedt i bussen, men den blev hurtigt fuld, og det hjalp lidt på temperaturen, da vi begyndte at køre. Og så gik det ellers over stok og sten, ad små og snørklede veje, fyldt med huller og skarpe sving. Vi kørte forholdsvis længe, især i betragtning af, at pramdrageren havde forklaret - tror jeg nok - at vi var sejlet rundt i en stor bue. Men vi endte da tilbage på parkeringspladsen ved udgangspunktet. 

Hvilket jo var heldigt nok, da vi ikke forstod polsk og bare havde vist vores billetter til den første og den bedste chauffør-lignende person, vi havde mødt ...

Fra starten af turen, hvor pramdrageren
stadig havde sin karakteristiske hat på.