Lysegrønt

Donnaen var træt af sit værelse.

Det havde hun været længe.

Og det er hun sådan set stadig, men da huset er som huset er, og der ikke lige står en tilbygning på 20-30 kvadratmeter på programmet, må man jo lade sig nøje. 

I denne omgang blev det til maling af udvalgte vægge. Og nu var det endelig tid. Hele foråret var gået med at have travlt med alt muligt andet, og sommerferien var forsvundet mellem hænderne på os. Men nu kunne det langt om længe lade sig gøre.

Det var således ikke fordi Donnaen ikke havde haft god tid til at tænke over, hvordan hun gerne ville have det. Det var bare ualmindelig svært at forstille sig de gode ideer omsat til praksis. Møgirriterende var det også, at farver på skærmen og farver i virkeligheden kan se meget forskellige ud.

Så hurra for farveprøver. 

Den rosa var alt for - rosa. Og den sart lyserøde alt for babyagtig.

Men lysegrønt viste sig at være sagen.

Vi dækkede pænt af. Det tog en krig og var noget af det mest kedelige, Donnaen længe havde oplevet. Hun så gerne, at der kom lidt mere fart farve over feltet. Det værste var næsten, at der allerførst skulle males en lige, hvid, lodret kant midt på væggen, dér hvor Donnaen ville have sit lysegrønne til at gå til. 

Det havde moderen ikke prøvet før, og hun, altså moderen, var jo ikke den hurtigste i verden. Til at få bøvlet den lange stige ind. Og til - på trods af snedigt lod-system - at sætte malertapen lige på. 

Endelig lykkedes det dog. Og mens moderen malede hvid kant, kunne Donnaen muntre sig med at male lysegrønt. Med rulle. Det var sjovt, for det gik hurtigt. Og hun var god til det, Donnaen. Da vi næste dag inspicerede vores værk, kunne selv moderen se, at hendes egen øverste halvdel af væggene skulle have én gang til. Det skulle Donnaens nederste halvdel ikke.

Moderen undskyldte sig med, at hun havde stået og balanceret på en stige. At sætte malerrullen på en lang stang, kunne der ikke være tale om. For stangen skulle i givet fald være stort set så lang som en stangspringsstang og dermed ret umulig at styre. 

Altså stige. Og balancegang. Og sære arbejdsstillinger. Med tungen lige i munden og sveden piblende. (Det var en af de rigtigt varme weekender). En rutchetur med stigen, på hvad der føltes som flere meter men reelt kun var cirka 10-12 cm, gav også lidt ekstra sved på panden.

Og at det ikke var daglig kost kunne moderen godt mærke efter første dags indsats. Godt øm i skroget af den usædvanlige arbejdsstilling var det derfor ikke lysten, der drev mig op på stigen igen næste dag. Men det var der li'som ikke noget at gøre ved. Males skulle der, og malet blev der.

Vi blev færdige, og det blev flot, syntes vi. Malertapen måtte vi dog lade sidde. Så det helt færdige resultat så vi først dagen efter, da vi forsigtigt, forsigtigt lirkede malertapen af. Projektet var lykkedes,  og Donnaen overmåde tilfreds med både resultat og egen indsats.

Efter endt oprydning var det meningen, at der skulle sættes billeder op igen. Men det gik ikke så godt. Kun to fandt nåde for Donnaens kritiske blik. Resten passede ikke med den nye stil. Af de to billeder kom det ene op, mens Gemalen spillede så meget bold med det andet, at der nu skal nyt glas i. Tæppet røg også ud med henvisning til den nye stil. Og en masse dimserier.

Nu bor Donnaen med noget, der måske kan betegnes som simple scandinavian living, hvis der ellers er noget, der hedder sådan. 

Det er fint, men også lidt kedeligt. Så nu drømmer Donnaen om både nye billeder og nyt tæppe - og glæder sig til sin fødselsdag.