Lidt for meget Sunny Beach - Tjekkisk nedtur II

.. fortsat

Altså skulle vi sove.

Heldigvis vendte værelset mod nord og var ikke varmere, end at vi sagtens kunne falde i søvn.

Og sove.

Lige til ved halv fem tiden, hvor en lille gruppe unge kom hjem til hotellet fra stranden eller et diskotek, eller hvor de nu havde været. De var i højt humør,og de skulle ikke bare hjem og sove. Nix, de skulle i poolen. Hvorfor de først måtte låse sig ind på hotellet og så buldre op på værelserne efter badetøj og håndklæder. Og derefter løbe ned til poolen og pjaske rundt der. Det var i princippet alt sammen ganske fredeligt, for de unge var bare glade og i flok. Og så er det nærmest naturstridigt at være stille.

Problemet var, at vi andre gamle gnavpotter ikke syntes, vi skulle deltage i festlighederne, men hellere ville sove. Og det var altså svært.

Gemalen er ikke sådan indrettet, at han bare lader den slags passere. Så han stod op, svøbte sit korpus i et badehåndklæde (øndigt syn) og gik ud for at skælde ud.

Til Fruens store overraskelse virkede det. 

I cirka 3½ minut.

Der faldt dog ret hurtigt så meget ro over gemytterne, at vi faldt i søvn igen. Men vi - og især Gemalen - var dog ikke helt havørns-friske, da vi stod op og gik ned for at spise morgenmad.

Morgenmadssalen var helt fyldt med gæster, og der var ikke umiddelbart noget ledigt bord til os. Der var heller ikke nogen dybe tallerkener eller kopper eller juice. Og personale var der slet ikke noget af.

Gemalen tog pænt opstilling ved en slags bardisk og ventede, mens Fruen mere hidsigt marcherede ud i køkkenet og videre ud på terrassen bagved. Her sad personalet og røg og drak kaffe og hyggede sig, men vågnede dog op ved synet af sure mig. Kopper med mere blev tilvejebragt, borde ryddet, og vi indtog vores morgenmad, mens vi lagde en slagplan.

Tanken om at køre til Prag var fordampet i varmen og i stedet skulle Gemalen tage ud af cykle, mens Donnaen og jeg fandt det lokale turistkontor og om muligt skaffede os et kort og nogle oplysninger om ting at se i omegnen. Det sidste var især vigtigt, da Lonely Planet ikke havde ofret området omtale og vi iøvrigt stadig ikke havde internet-adgang.

Som sagt så gjort, Donnaen og jeg traskede op til torvet med turistinformationen, og vi købte et kort og fandt en håndfuld foldere på tysk eller engelsk om dit og dat. Derefter købte vi lidt brød og andre ting til frokost i en lille, lettere snusket købmandsbutik, der til min store overraskelse var drevet af vietnamesere.

Jeg har sidenhen læst mig til, at der er så mange vietnamesere i Tjekkiet, at de bliver nævnt som minoritet på samme måde som for eksempel romaer. 

Og så traskede vi hjem igen. Donnaen hoppede i poolen, mens moderen studerede foldere.

Efter en sen frokost var alle parate til en tur i omegnen. Helhedsindtrykket var dårlige veje og triste småbyer. Som i virkeligt triste. Der er enkelte pæne og velholdte bygninger, men langt størstedelen ser ud som om, de er ved at falde fra hinanden. Enten virkeligt ved at falde sammen. Eller også 'bare' med puds, der skaller af i store mængder, mure med revner, og vinduer hvor glasset er erstattet med mursten. Alt i alt altså umådeligt trist og deprimerende, og vi spekulerede på, om det manglende vedligehold skyldtes en fundamental mangel på penge, eller om tjekkerne i disse småbyer bare helt havde mistet evnen til at nyde pænheden?

Vi kom forbi et lille barokslot, som jeg gerne ville se, fordi der i følge beskrivelsen var en flot anlagt have i terrasser. Haven var der, men den havde ikke set en gartner i mange år, så det kunne være det samme. Til gengæld var der en guidet rundvisning, som jeg hoppede med på. Det foregik på tjekkisk, men jeg fik en engelsk tekst stukket i hånden og kunne på den måde følge nogenlunde med. Ind i mellem måtte jeg dog leve med, at guiden fortalte rigtig MEGET, mens min tekst var ganske kort. Og ret grinagtigt var det, at jeg flere gange automatisk kiggede i den retning, som guiden pegede, selv om jeg, med min tekst, var nået til helt andre steder i rummene.

Herefter ville vi se nærmere på Hrad Bezdez, et gotisk først-slot-siden-kloster-nu-mest-ruin beliggende højt oppe på en knold af vulkansk oprindelse. Disse knolde lå der en del af i området, og de så virkeligt sære ud i det ellers så flade landskab. Desværre kom vi kun cirka halvvejs op ad knolden, før vejen stoppede. Resten af turen op skulle foretages til fods. Samtidig var vi for sent på færde, så projektet måtte udskydes til næste dag. Tænkte vi.

Tilbage i Doksy var det ud at finde et sted at spise aftensmad. Vi endte i en gårdhave. Jeg fik en lokal specialitet, som tjeneren faktisk gerne ville vide, hvad hed på engelsk, men ingen havde hidtil kunnet hjælpe. Desværre vidste vi heller ikke, hvad den korrekte, engelske betegnelse for ko-kind (!) ville være ... Men det smagte fint.

Dér sad vi så og hyggede os. Lige til Donnaen fik sin dessert. En isdessert med en masse forskellig frugt. Som Donnaen fornøjet guffede i sig. 

Og fik et allergisk anfald af.

Så var det slut med hyggen. Donnaen fik straks en allergi-pille med antihistaminer og en masse vand, men fik det hurtigt dårligt. Så hun og Gemalen forlod bordet, mens jeg ventede i, hvad der føltes som evigheder på at få lov at betale. Og så var det ellers hjem til hotellet. Epi-pennen havde vi med, og vi var meget i tvivl om, hvorvidt vi skulle bruge den. Donnaen havde det rigtig skidt, men havde dog rigeligt med luft til at græde. Så vi brugte den ikke, og efter et par hårde timer var Donnaen så tilpas igen, at vi alle kunne lægge os til at sove.

Til klokken cirka tre, hvor de unge mennesker gentog successen fra natten før.

Vi nåede dermed en historisk all time low, og næste morgen satte Gemalen sig op i sengen og erklærede:

-Vi flytter!

Typisk trist tjekkisk hus.
Dog med nogle få nye vinduer og et pænt tag.

to be continued ...