Bagte klemmer

Så gik den Pinse, og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvad vi egentlig brugte den til?

Først startede vi meget energisk ud alle tre.

Lørdag skulle Gemalen være starter til det lokale cykelløb. Og Donnaen, der er hans trofaste hjælper, skulle selvfølgelig med. De dampede af allerede klokken halv ni, og Fruen kastede sig straks over alle sine gøremål. Der blev vasket og strøget til den store guldmedalje, og da jeg ikke gad det længere, var det græssets tur.

Det kan godt være, at jeg tager fejl, men jeg synes, at jeg bøvlede meget mere med påskeliljerne sidste år. Nu er de i hvert fald blomstret af, og jeg behøver ikke at bekymre mig om at undgå at strangulere dem med min plæneklipper-ledning. Og mine tulipaner står inde i bedene, så dem skal jeg heller ikke tænke på.

Jo jo, jeg har nemlig TRE tulipaner. Som rådyrene altså har overset. Eller trods alt ikke kunne nænne at snuppe? Jeg hælder mest til det første, for havde der været bare den mindste smule opdragelse i hvidrumperne, ville de vel have efterladt bare en enkelt mere, så jeg havde kunnet se, hvordan de sidst-plantede ser ud. 

Men ellers ser det ud til, at de holder sig væk, bæsterne. Enten fordi hjortetaksolien virker, eller også fordi, det nu vælter frem med alskens lækkerier, så der overhovedet ikke er nogen grund til at rende rundt i folks haver for at blive mæt. Det er ikke rigtigt til at vide, men til næste år vil jeg plante de første hjortetaksolie-stinkende pinde i snedriverne ved siden af mine krokus, og så er jeg spændt på, om det virker det mindste afskrækkende på et vintersultent rådyr.

Gemalen og Donnaen kom hjem, netop som jeg var færdig med at slå græs. Og så var vi egentlig godt brugte alle tre. Sol og varme havde gjort sit. Donnaen var blevet dyppet i solcreme, og Gemalen havde huske sin kasket, så det var kun Fruen, der var blevet rød. Lidt rød skal man da have lov at blive, så man rigtigt kan mærke, at det er blevet sommer. Men det er ikke noget, jeg siger højt, mens Donnaen hører på det.

Derefter var det ret begrænset, hvad vi fik udrettet.

Gemalen og jeg brugte ret meget tid på at lede efter ferie-logi i det sydligste Polen. De næsten ubegrænsede muligheder gjorde det svært at bestemme sig.

Iøvrigt må det frarådes at bage kage, hvis man er optaget af noget spændende på nettet. Eller hvis man bare er en smule distræt. Resultatet blev nu ganske godt, men det var rent held. For jeg havde sat plasticklemmer i kanten af formen for at holde bagepapiret fast, ind til dejen var kommet i. Og så havde jeg sat kagen i ovnen. Med klemmer. Til alt held skulle jeg lige se, hvordan det gik, og jeg nåede at pille klemmerne ud. De så pæne ud, men var temmelig bløde at røre ved ...

Anyways, vi fandt og bestemte os for et sted i bunden af Polen. Ikke i men i nærheden af Zakopane, hvis det siger nogen noget. Med halvpension, hvilket ellers ikke er noget, vi plejer at vælge. Men her er det så billigt, at vi kan tillade os bare at sige, at vi ikke spiser med, hvis det ikke lige passer os. 

Og så kom Donnaen med dagens bemærkning:

- Ej, ikke halvpension. Det gider jeg ikke!!

- ??

- Nej, så skal vi bare lave en hel masse sammen med nogle gamle pensionister, og det vil jeg altså ikke være med til.

Donnaen blev bragt ud af sin vildfarelse, men så ikke meget mere begejstret ud ved tanken om de polske egnsretter med kål og rødbedesuppe, som moderen (uden at kende noget som helst til de faktiske forhold) begyndte at fable om ...

En enkelt lille ussel tulipan ved siden
 af de sørgelige afhapsede rester.