Hjemtur med gråt i gråt og vældig flot

Vi landede under egne dyner lidt i midnat i går aftes.

Efter en lang, men heldigvis fuldstændig gnidningsfri hjemtur fra Bratislava.

Det startede ellers ikke for godt, og Gemalen og jeg nåede vist begge at tænke, at åh nej, bare det nu ikke blev sådan en af de rigtigt trælse trafikdage, hvor det hele går i koks.

Først have vi været så længe om at gå rundt om os selv og få pakket, at klokken havde passeret halv ti, før vi overhovedet sad i bilen.

Dernæst kørte vi kun knap halvanden kilometer, før vi mødte den første kø. Rampen til den - tomme! - motorvej var spærret, og trafikken blev ledt til den næste rampe.

Hvor politiet stod og ventede på os.

- Hvad NU? sagde Gemalen og bad mig grave sit kørekort frem. Så fik vi et slovakisk god morgen (eller hvad det nu var) af betjentene, som derefter spurgte:

- English? - Deutsch?

- Ein Bischen, svarede Gemalen forbeholdent og forberedte sig en længere parlamenteren frem og tilbage.*

- Alkohol-Kontrolle! erklærede betjenten og så spørgende på Gemalen.

- Alkohol-Kontrolle? Nu? gentog Gemalen og så lige så spørgende ud.

- Ja, Alkohol getrunken? spurgte betjenten.

- Nein, svarede Gemalen.

- Okay, gute Fahrt, sagde betjenten og nikkede os videre.

Vel ude på motorvejen spurgte Donnaen undrende:

- Vil det sige, at de har spærret hele motorvejen af for at gennemføre alkohol-kontrol midt på en lørdag formiddag?

Og sådan kunne det jo se ud. Slovakiet har som flere af sine nabolande absolut nul-tolerance, hvad angår promillekørsel, så det er ikke noget, de tager let på. Men der fra og så til en fuldstændigt afspærret motorvej, er der alligevel et stykke vej. Syntes vi. Men måske har slovakisk politi erfaring med, at folk kører rundt med en efterbrænder på? Eller også var de ude i flere andre ærinder, men det eneste, betjenten kunne sige på tysk, var Alkohol-Kontrolle? Det finder vi nok aldrig ud af.

Afsted gik det. Og efter nogle tåge-banker i begyndelsen fik vi rigtig dejligt vejr. Undtagen i Tjekkiet, hvor det på nær nogle få kilometer i hver ende af landet var gråt i gråt. Vi antager, at trafik-guden havde slået sig sammen med vejr-guden om at sende gråvejr til Tjekkiet som straf for dårlige veje.

For det første kunne tjekkerne godt tage sig sammen og se at få gjort motorvejen mellem Prag og Dresden h-e-l-t færdig, så man ikke skal sendes ud på en kringlet stump landevej i et område af landet, der endda kun kan betegnes som meget udkants-agtigt.For det andet ville det være rart at kunne køre i højre vognbane på motorvejene uden risiko for at få raslet et eller andet løst på sig selv eller bilen. Gemalen kørte konsekvent i venstre spor, når han kunne komme til det. Så snart vi røg over i højre spor gik det gokke-di-GUNK gokke-di-GUNK-GUNK-GUNK, så til sidst selv Fruens kinder begyndte at bævre ...

Inde i Tyskland skinnede solen igen, og temperaturen steg til et par og tyve grader. Egentlig burde man have siddet på en café og nydt livet, men sådan er der så meget. I Tyskland var der meget vejarbejde, men så må man jo erkende, at gode veje fordrer en del vedligehold, så det må man altså tage med. Heldigvis var trafikken ikke slem, og vi gled fint afsted.

Efter Berlin blev det aften. Og en hel fortryllende en af slagsen. Skovene stod mørke og dunkle. Himlen var malet i pasteller, med sorte spor af trækkende gæs og traner. Mange steder gik rådyr på markerne. Og mosekonen bryggede på højtryk og sendte fine hvide slør ud over de lavest-liggende områder. Havde vi set troldebørn og elverpiger, var vi ikke blevet spor overraskede.

Ved den gamle inder-tyske grænse var det slut. Og der skete ikke mere på vejen hjem.

Huset stod. Der var postkort fra Norge i postkassen, og dynerne ventede.

Først glemte Fruen at tage billeder,
dernæst var forruden fuld af snask.
Men magisk var det. Altså!

* Vi mødte også det ungarske politi. Mere om det i et senere indlæg.