Gul rute II og mangel på rummelighed

Den lyse morgen startede nok lidt tidligere, end Gemalen havde tænkt sig.

Han havde ellers trukket gardinerne for. Men han havde også lukket vinduet op.

Og lige uden for i slotsøen boede en masse morgenduelige ænder, som velfornøjede hilste hinanden god morgen.

Det lød meget hyggeligt, og jeg kunne sagtens have vendt mig om på den anden side, hvis det ikke var fordi ænderne også vækkede tissetrængende Kamel.

Samtidig vidste jeg jo, at der var temmelig langt til hovedindgangen, så for ikke at udfordre skæbnen (og Kamelens blære) stod jeg op, og klokken 06:26 præcis nåede vi ud i gruset foran slottet og var parate til at gå morgentur.

Vejret var fint, ænderne snadrede, og de mange bøge var ved at springe ud, og når man først er kommet op og ud, er det jo egentlig meget dejligt med en frisk morgentur.

Vi valgte igen gul rute og var ret hurtigt så alene i verden, at Kamelen kunne få lov at gå frit.

Og så gik og gik og gik vi.

Denne gang var der ingen hast. Gemalen snorkboblede, og der var først morgenmad fra klokken otte. Vi mødte en enkelt gående, og en tidlig golfspiller overraskede Kamelen, da han med et syngende 'kling!' slog ud, lige da vi kom forbi et af golfbanens yderste hjørner. Ellers dominerede fuglesangen, som blev ekstra intens, fordi der ellers var helt stille.

Morgenmaden blev indtaget i slottets kælder, og som om aftenen før sad man to og to for enderne af borde, der egentlig var beregnet på ti-tolv mennesker. Det var lidt pudsigt, men fungerede okay.

Hvad der fungerede mindre okay var, at Fruen pludselig blev ramt på sin rummelighed. Eller mangel på samme. Beskæmmende og meget lidt charmerende. For den forkølede dame kunne jo ikke gøre for det. At hun var forkølet altså. Men i stedet for bare at have ondt af hende, blev jeg mere og mere irriteret, når hun nøs i serier, hostede til niveauet lige før vrangen kommer med ud, snottede og harkede og pudsede næse med så meget volumen, at det var en elefant værdigt.

- Hvad er der i vejen? ville Gemalen vide, da jeg blev mere og mere indadvendt.

- Ik' noget, sagde jeg sammenbidt, da jeg godt var klar over, at jeg ikke var særlig sød.

- Passer ikke, konstaterede Gemalen.

- Det er hende damen!

- Jamen, hun kan da ikke gøre for det, sagde Gemalen, som selvfølgelig godt vidste, hvem jeg mente.

- Hun skulle være blevet hjemme i sin seng, hvæsede jeg.

- Måske er hun først blevet så forkølet, efter hun er ankommet, indvendte Gemalen.

- Hun kunne have taget et eller andet, panodiler eller noget, der kunne dæmpe forkølelsen, så hun ikke larmede så meget, hvæsede jeg videre.

- Måske har hun allerede taget noget, pointerede Gemalen.

- Så kunne hun da for pokker have bedt sin mand om at hente morgenmad op til sig på en bakke. Hvor svært kan det være?

- Mmmm, sagde Gemalen.

Hvilket jeg opfattede som mangel på flere modargumenter.

Og selv om jeg altså godt vidste, at jeg burde opføre mig pænt og være en hel del mere rummelig, så vil jeg alligevel have lov at mene, at man også godt som syg kan tage lidt hensyn til sine omgivelser. Iøvrigt ville jeg selv have nægtet at gå ned i restauranten i den tilstand. I stedet havde jeg insisteret på, at Gemalen hentede morgenmad til mig, så jeg kunne spise alene og pleje min ynkelighed i fred for omverdenens uvenlige blikke.

Mens jeg således manglede en del rummelighed mellem ørerne, var kapaciteten væsentligt større, hvad angik min mave, og da der var rigelige mængder af alt, var jeg stopmæt længe efter, at vi havde forladt morgenbordet.

Vi pakkede sammen, og Kamelen, der åbenbart var bange for at blive glemt, styrede målbevidst ind i sin box. Og så sad hun der og ærgrede sig, da den rigtige slotshund et øjeblik efter indfandt sig sammen med sin ejer. Men der hjalp ingen kære mor, og Kamelen måtte kigge længselsfuldt efter den sorte labrador, der tjekkede pladsen foran slottet for nye duftindtryk og derefter med udpræget ejermine forsvandt ind gennem hoveddøren.

Snip snap lang snude.

Læg lige mærke til, hvem der har sneget sig ind på billedet
i nederste højre hjørne. Det havde jeg slet ikke
lagt mærke til i første omgang.

Gul rute

Kamelen var ganske træt i sit hoved og faldt hurtigt omkuld på sin sovepude, da vi kom hjem igår.

For hun havde fået lov at komme med på slots-ophold, og selv om 'slot' nok ikke sagde hende så meget, så var der cirka 100 milliarder andre indtryk, lyde og ikke mindst dufte at forholde sig til.

Og den slag trætter.

Sagen var, at Donnaen var inviteret til konfirmation i det nordsjællandske. Helt derude, hvor S-togene ikke kører, og der er langt til bussen, og hvor det således bliver lidt indviklet at nå frem. Gemalen havde derfor forbarmet sig over sin datter og tilbudt transport. Samtidig foreslog han Fruen, at vi kunne brænde det mini-ophold af, som han havde fået til sin fødselsdag, så vi også kunne få lidt ud af turen.

Som foreslået så gjort.

Vi kørte til Nordsjælland, satte Donnaen af og fortsatte så selv til det midtsjællandske, hvor vi havde fundet et slot (nu omdannet til hotel og konferencecenter), hvor Kamelen var velkommen.

Det med Kamelen var dog ikke blevet noteret, så receptionisten så en anelse desorienteret ud og måtte ringe til sin oldfrue for at høre, om det var i orden at installere os på det reserverede værelse. Det var det, og så slæbte vi pikpak og Kamel tværs gennem slot, op ad trapper og ud i den fjerneste ende af den ene sidefløj.

Så snart vi var indlogerede, skulle vi dog ud igen, for Kamelen havde, gik jeg ud fra, behov for at blive luftet. Da Kamelen er opdraget til ikke at måtte gå på trapper, syntes hun, det var temmelig grænseoverskridende, da hun første gang skulle ned igen. Men ned kom hun, og blev hurtigt så fortrolig med trapperne, at det var temmelig vigtigt at give løs line, hvis man ikke selv var lige så hurtig (og det var man ikke, skulle jeg lige hilse at sige).

Første tur blev dog ganske kort. Jeg havde for lidt tøj på, det regnede, mit fodtøj var også forkert, og så var jeg iøvrigt så kaffetørstig, at vi hurtigt fandt indenfor i varmen igen.

Godt anbragte i pejsestuen fik Gemalen og jeg vores kaffe plus kage og små romkugler, mens Kamelen allernådigst fik lov at flade ud på tæppet. Og med det kaffe- og sukkerboost kunne jeg lige klare at iføre mig dobbelt så meget tøj, de uldne sokker og vandrestøvlerne, og så gik Kamelen og jeg på opdagelse i godsets skov. Vi valgte gul rute. Af den simple grund, at den startede foran slottet.

Og så gik og gik og gik vi. Og blev våde. Og snavsede. Mest Kamelen. Vi gik langt. Og lidt længere endnu. I virkeligheden var turen vist ikke mere end cirka fem kilometer, men med titusind snuseophold undervejs tager det sin tid at gå den distance.

Tidspunktet, hvor vi havde bestilt middagen til, nærmede sig.

Det gjorde slottet derimod overhovedet ikke.

Gemalen sms'ede.

Men sms'er, mig, hund og regnvejr er en rigtig dårlig kombination, så jeg ringede tilbage:

- Hvad vil du?

- Hvor bliver I af? spurgte Gemalen. Klokken er 18:54.

- Vi kommer så hurtigt, vi kan. Den her rute er altså lidt længere, end jeg havde regnet med.

- Hvor er I?

- Det ved jeg ikke, sagde jeg.

- Ved du det ikke?? lød det vantro fra orienteringseksperten, som jeg er gift med.

- Næh. Jo altså, vi er jo på gul rute, så vi er ikke blevet væk, men lige hvor ved jeg da ikke.

- Javel, så tror jeg liiige, jeg går ned og siger, at vi er gerne vil spise lidt senere, sagde Gemalen.

Vel hjemme igen blev Kamelen tørret og fodret af, og så gik vi ned spiste. Og bortset fra at ingen af os brød os om forretten, så var det en ganske udmærket middag.

Kamelen kom på aften-tissetur, og Donnaen, der skulle med sin søster og sine niecer hjem og overnatte, fik en godnat-sms.

Og så gik vi i seng og sov til den lyse morgen.