Toiletterne er Japan er noget for sig.
Og jeg har altid æælsket dem.
Det vil sige; jeg har ikke elsket dem alle sammen. For der findes også squat-udgaven, hvor man 'bare' skal sidde på hug over en rende i gulvet, og det har jeg det virkelig, virkelig stramt med. For det første har jeg slet ikke lårmuskler til den øvelse, og for det andet har jeg altid været uhensigtsmæssigt klædt på. Skibukser med seler er for eksempel et mareridt. Men det med skibukserne ligger 25 år tilbage, og nu er nu, og det er kun meget få steder, man kun møder squat-modellen. De fleste steder er der kun de, for os, almindelige sidde-toiletter. Eller også er der ni almindelige for hvert squat-toilet.
Men de almindelige altså; de er slet ikke så almindelige endda.
For det første er der varme i sædet.
Det er slet ikke dårligt, når man lidt småkold smækker måsen i sædet. Om sommeren kan det selvfølgelig slås fra, og i det hele taget kan temperaturen indstilles i et interval, der går fra næsten iskold til næsten stegt flæsk. Og i sin tid, da jeg lærte at sætte pris på fænomenet, var sædevarmen den eneste varmekilde i vores badeværelse i en ellers spritny lejlighed.
For det andet er der numseskyl. Fordi nogen en gang har fundet på at kombinere wc med bidet. Skide- smart (tø-hø) synes jeg, og jeg kan ikke begribe, at det ikke har vundet indpas i vores del af verden, men kun er noget, man er begyndt at overveje i plejesektoren. Udfordringen ved numseskyllet er, at den lille dingenot, der skyder frem og udløser et fint springvand, kan indstilles på sytten forskellige måder både med hensyn til vinkel og strålestyrke. Der er derfor en potentiel risiko for at blive våd en hel masse forkerte steder, hvis man får trykket forkert på knapperne.
Og knapper er der nok af. Et helt betjeningspanel med sære pictogrammer og uigennemskuelig japansk skrift.
Sådan et betjeningspanel var der til toilettet på hotelværelset, og når jeg alligevel var på vej i bad, kunne jeg godt fornøje mig med at eksperimentere lidt med knapperne. Til gengæld skulle jeg ikke nyde noget, når jeg mødte et tilsvarende panel på et halvoffentligt toilet i for eksempel et stormagasin.
Der var jeg - og også Donnaen - flere gange grundigt udfordret på bare at finde knappen til at skylle ud med. Som en særlig finte var netop den knap sommetider anbragt et helt andet sted i det lille toiletrum. Så efter at have brugt fem minutter på at nidstirre betjeningspanelet i håb om, at skyl ud-knappen måske ville blive selvlysende, viste det sig, at den sad på væggen på modsatte side.
Vi lærte efterhånden at se os for, men nåede inden da et par gange at føle os inderligt dumme og akavede. Således hørte jeg en gang Donnaens frustrerede stemme, henvendt til den næste i køen:
- I don't know how to flush!
Hvorefter hun kvitterede med en masse tak og med klar røst meddelte ud i lokalet, med mig som modtager.
- Mor, den sidder til venstre.
Godt så.
Der er også en knap til lufttørring af bagdelen, men det har jeg aldrig haft tålmodighed til at forske i, da der jo også var ganske almindeligt toiletpapir til rådighed.
Bedst af alt var dog en knap, som jeg ikke har set tidligere og som jeg efter et par dage fik øje på, da jeg var på toilettet i et stormagasin:
Ta dah - musikknappen!
Intet mindre end genialt.
Jeg prøvede knappen flere steder og fik aldrig rigtig musik ud af den, men snarere en vandfaldslyd. Og det var da også helt fint til formålet, som jo tydeligvis er at overdøve de lyde, man selv måtte levere under toiletbesøget. Hvis jeg kunne ønske at få bare én funktion med hjem, skulle det være denne, og så ville jeg starte med at installere den på toiletterne på mit arbejde, hvor væggene er alt for tynde, og man derfor er tvangsindlagt til at følge med til alt for meget. Og dernæst skulle den installeres på Donnaens skole, for både hun og mange andre gør, hvad de kan for at undgå at gå på toilettet i skoletiden, fordi 'man kan høre det hele'.
Første gang, jeg prøvede musikknappen, grinede jeg så meget over hele hovedet, da jeg kom ud, at både Gemalen og Donnaen bad om en forklaring.
Den fik de.
Og i det hele taget er vi enige om, at havde vi 15-20-30 millioner at bruge af, så ville vi starte en import at japanske toiletsæder til det nordiske marked.
5 kommentarer:
Åh altså, det er luksus med de toiletter. Begynd bare at importere. Tror der er et stort marked ;-) kh. Birgitte
Jeg så engang en udsendelse om de japanske toiletter og forstår heller ikke, at der ikke er en eller anden investor, der satser på at blive endnu rigere på at importere dem. Måske er vi bare ikke modne til den slags? Når jeg tænker på, hvordan der kan se ud på de offentlige toiletter ... jeg har lidt svært ved at forstå, hvorfor så mange er sådan nogle store svin. For nu at sige det rent ud.
Det er selvfølgelig noget andet i stormagasiner og deslige, hvor der må formodes at være en del mere kontrol med rengøring og hygiejne.
Og endelig må det da være suverænt at have hjemme i privaten. Tænk engang: Toiletsæde med varme! Skønt på en kold vinternat.
Birgitte: Ja, det er ren luksus. Måske man skulle forsøge sig med noget crowd funding? ;-)
Ellen: Nej, vi er givetvis ikke modne til at have dem på de hel-offentlige toiletter, som jeg helst undgår - yughhh :-( Men man kunne jo starte med salg til hoteller, konferencecentre, virksomheder etc. Plus selvfølgelig til private :-)
Jeg elsker tyske motorvejstoiletter med automatisk skyl og rengøring af sæde bagefter, men tænk at få sædevarme og musik koblet til det :-)
Selvom jeg er opvokset med lokum i gården i mine første leveår, og siden med et ganske almindeligt toilet, så er jeg samtidig fra et hjem med bidet. Eller, ikke helt, for det 'flyttede ind' da jeg flyttede ud. Mor havde altid ønsket sig et. Dog var det langt fra så avanceret, som dem du beretter om. Det kræver vist et mindre kursus at betjene dem.
Jeg gætter så på, at det var ved sådan et toiletbesøg, Donnaen fik sig en overraskelse?
Toiletsæde med varme kan man få herhjemme. Det er faktisk ikke nogen herregård, når man tænker på, hvad et slmindeligt godt toiletbræt koster.
Send en kommentar