Tarme med charme - eller noget om at undres og forundres

Først undrede det mig, at jeg var begyndt at få decideret ondt af at have rigeligt med luft i maven. Jeg var forlængst holdt op med at undre mig over selve fænomenet luft, som desværre på ingen måde var nyt. Men jeg plejede ikke at have ondt, og jeg plejede ikke at føle det som om der boede en skildpadde under mine ribben.

- Det er ikke i orden, fortalte jeg mig selv om bestilte tid hos lægen. Og det var så starten på nogle dage, hvor jeg konstant forundredes og forbløffedes.

Og når jeg nu skriver forundres og forbløffes i hver anden sætning, skyldes det, at Ellen netop har skrevet et indlæg om, hvordan tingene har det med at gentage sig, og der derfor bliver længere mellem snapsene, hvad angår forundring og forbløffelse. Sådan synes jeg ikke, jeg har det. Jeg er nem at forundre og forbløffe. Hele tiden.

Altså gik jeg til lægen og klagede min nød. Og min rare læge beordrede mig op på briksen, hvor han trykkede på og lyttede til min mave.

- Ja, der er godt gang i den, medgav han og lyttede en gang til, før han fortsatte

- Jeg synes, den klinger sært.

Han sagde ikke sært, men noget andet, der kunne tolkes på samme måde. Og han sagde helt sikkert klinger.

Klinger??

Klinger en mave?

Hvordan klinger en mave, der opfører sig pænt, og hvordan klinger den, hvis der er noget i vejen?

Og hvordan lærer man som læge at høre forskel? Bliver de lægestuderende præsenteret for 27 personer, hvoraf de 25 har velfungerende maver, mens de sidste to ikke har, og så skal de lytte sig frem til forskellen. Hvem klinger normalt, og hvem gør ikke??

Særtklingende maver kan man jo ikke have, så lægen henviste til kikkertundersøgelse, og før end jeg fik set mig om, blev jeg ringet op med tilbud om en tid allerede fire dage senere.

- Kan du komme ned allerede i dag eller senest i morgen og hente den medicin, du skal nå at tage inden? spurgte den venlige dame fra sygehuset.

- Øh, medicin?

- Ja, du skal jo igennem en udrensningsproces inden, forklarede venlig dame, og du skal faktisk i gang allerede i morgen.

Så langt var Fruen slet ikke nået i sin tankegang, men kunne selvfølgelig med sin mere rationelle del af hjernen godt forstå, at det nok måtte være hensigtsmæssigt at være nogenlunde tom indeni, hvis lægen skulle kunne se noget i sin kikkert.

Den knapt så rationelle del tænkte bare addwr!

Jeg hentede min medicin og gik dagen efter artigt i gang med et projekt, der meget vel kan kaldes planlagt diarré. Første etape var bare indtagelse af et par piller med et meget sigende navn, som jeg desværre har glemt.

Anden etape ville blive værre, meget værre, kunne jeg læse mig til i den udleverede vejledning, og jeg besluttede, at tage tidligt hjem fra arbejde, indtage medicin og skynde mig at gå tur med Kamelen, inden virkningen efter et par timer skulle vise sig.

Kamelen fik sin tur, og vi kom hjem igen. Og så skete der ikke mere. Ikke en skid, rent ud sagt.

Så jeg afventede. Og drak en masse saftevand og juice. Aftensmad måtte jeg jo ikke få, men to liter væske skulle indtages inden klokken otte, hvor sidste omgang medicin skulle tages.

Klokken otte røg den sidste medicin ned, og jeg besluttede at gå aftentur med Kamelen, selv om det kunne vise sig at være skide-dårlig ide. Turen gik dog fint, og det eneste ekstra-ordinære ved turen var, at jeg kunne høre min mave skvulpe ...

Vel hjemme igen skulle jeg drikke endnu to liter væske, før jeg kunne tillade mig at gå i seng. Altså ialt fire liter væske siden klokken tre om eftermiddagen. Det er ret meget skulle jeg hilse at sige. I begyndelsen tog jeg det pænt. Til sidst gjorde jeg ikke ...

Men ned kom det, og jeg gik i seng. Ved midnatstid var der mildt sagt hul igennem. Gemalen var blevet henvist til gæsteværelset, så jeg kunne have sove- og badeværelse i fred.

Det var heldigvis forbløffende hurtigt overstået, så jeg sov udmærket og var frisk, men en lille smule skeptisk, da jeg ankom til sygehuset næste morgen lidt i otte.

- Godt, du siger det, sagde den modtagende sygeplejerske, da jeg udtalte min bekymring over et lidt uortodokst udrensningsforløb.

- Det tjekker lægen lige, og så venter vi med den beroligende medicin, til vi ved, om vi kan fortsætte.

Og så var det afsted.

Lægen sagde venligt god morgen, og så var det ellers bare med at sætte Fruens blufærdighed på stand by. For mens kikkertundersøgelse måske lyder forholdsvist neutralt, så lyder endoskopi straks værre. ENDoskopi. Det siger det hele, synes jeg. Det gør det så slet ikke, for endoskopi betyder bare at kigge ind, har jeg senere googlet mig til.

En dyb indånding senere var vi i gang, og alt var godt, og jeg kunne blive bedøvet, hvilket var meget rart, for den første passage gjorde ret nas, på den menstruationsagtige måde. Jeg havde fået at vide, at en hånd på maven kunne tage de værste gener, men ondt gjorde det nu alligevel.

Derefter gik det hele glat på alle måder, og sygeplejersken fortalte, at jeg selv kunne følge med på skærmen over mig. Det er derfor, jeg nu ved, at jeg er nydeligt lyserød indeni.

Så var det pludselig overstået. Det var gået relativt hurtigt, fordi der ikke var så meget som en enkelt lille polyp at fjerne undervejs. Det var jeg ellers blevet informeret om på forhånd med stor sandsynlighed ville ske, 'for sådan nogen har de fleste'. Bare ikke mig.

Og andet var der heller ikke at udsætte på mine tarme. Hvilket var noget af en lettelse, for selvfølgelig var jeg gået fra nul alarmklokker til panik på ganske kort tid, da lægen beordrede kikkertundersøgelse, bare for en sikkerheds skyld.

Gemalen hentede mig, da jeg på grund af bedøvelsen ikke måtte køre bil, og så brugte jeg resten af dagen på at slappe af og fundere over, hvilke sære ting, folk beskæftiger sig med.

Tænk at have opfundet kikkertundersøgelser og ditto operationer. Det er da ret genialt, at man kan suse rundt inden i folk uden at skulle skære i dem. Tarmene må endda føles som de rene motorveje i forhold til at skulle bruge de store vener som det for eksempel skete ved nogle af de mindre hjerteoperationer, Gemalen har været igennem. Sådan en opfindelse gad jeg godt kunne imponere en eventuel bordherre med.

Lidt omvendt har jeg det nok med tanken om at skulle forklare nogen mit hverv, hvis jeg brugte mine arbejdstimer på at sidde ved numsen på en lang række mennesker, mens jeg undersøgte dem indeni. Og jeg har helt vildt svært ved at forestille mig, hvordan man som ung læge vælger netop den karriere.

Jeg er ikke specielt imponeret over, at jeg har det sådan, for det er jo intet mindre end fantastisk, at rigtigt mange mennesker hvert år bliver helbredt for cancer, fordi deres sygdom er opdaget i tide ved hjælp af netop en kikkertundersøgelse. Altså burde den slags kikkertoperatører virkelig værdsættes og respekteres.

Jeg har så meget at lære endnu.