Et uskyldigt julemarked

En gang for længe siden, hvor verden var mindre af lave end nu,

og før julemarkederne havde mistet deres uskyld,

var vi til julemarked i Lübeck.

Det var ikke første gang. Og forhåbentlig heller ikke sidste.

Selv om Gemalen og jeg efter terrorangrebet på julemarkedet i Berlin ikke kunne lade være med at efter-spekulere lidt over sikkerheden i Lübeck. Jeg synes, det er umådelig trist, at det skal være sådan, men jeg kan simpelthen ikke lade være.

Men dengang var jo dengang,og vi drog glade afsted uden at skænke terrorister en tanke. Vi var mere interesserede i trafikken. Og i vejret. Førstnævnte artede sig pænt, mens sidstnævnte skiftede fra en lille smule solskin i Danmark til noget, der i upassende grad mindede om rimtåge, da vi nærmede os Lübeck.

Vi kunne ikke finde betaltbart hotel i selve Lübeck, men havde i stedet booket os ind i Timmendorfer Strand, og da vi ikke rigtigt vidste, hvornår vi ville være færdige med julemarkedet, kørte vi først forbi hotellet og smed taskerne ind, før vi kørte videre til selve Lübeck.

På trods af det ret sene tidspunkt på dagen og på trods af den store tilstrømning lykkedes det Gemalen at finde en parkeringsplads tæt på hovedindgangen.

Altså, det hedder jo ikke hovedindgang, når man taler om en fin, gammel by, men der er kun én helt rigtig måde at indtage Lübeck på, og det er forbi den flotte, gamle byport, Holstentor, med de tykke tårne.

Derfra op i byen, hvor der ikke var langt til det første julemarked, hvor vi fandt et godt hjørne at kunne mødes ved og sagde farvel til Donnaen og Ungersvenden, der ikke følte noget synderligt behov for at følges med Gemalen og mig.

Vi havde til gengæld behov for noget varmt lige med det samme, for det var en hel del koldere, end hvad der var sjovt. Så vi gjorde som 90 procent af de andre julemarkedsturister og møvede os ind i en bod, hvor der blev solgt Glühwein.

- Mit Schuss? råbte barmanden hen over kødranden ved disken.

- Jaja, svarede Gemalen uden at ane,hvad han talte om.

Men så fik vi da i hvert fald varmen, og jeg trak afsted med Gemalen, for jeg havde udset mig et særligt kunsthåndværkermarked i det gamle Heiligen Geist Hospital, der selvfølgelig lå i den modsatte ende af den gamle bymidte.

Vi nåede til en anden plads med et andet marked, der var lidt mere tivoli-agtigt. Gemalen fik øje på et toilet, og mens han gik afsides, stod jeg og overvejede, hvor afskyeligt koldt det måtte være at tage en tur i det store pariserhjul. Jeg skulle ikke nyde noget, og det var der tydeligvis heller ikke ret mange andre, der skulle.

Gemalen kom tilbage, og jeg meddelte ham, at nu kunne vi godt vende om, for jeg skulle alligevel ikke på kunsthåndværkermarked. Jeg havde fået øje på køen, der var både meget lang og meget stillestående.

På tilbagevejen var vi inde i en del butikker for at kigge få varmen. Og det var så her, jeg skulle have købt mig et par støvler, hvis jeg havde vidst, at jeg ville slide de gamle op i løbet af den næste måned. Men det blev ved kiggeriet, og da vi var tilbage ved mødestedet, dukkede Donnaen og Ungersvenden hurtigt op, og vi kunne sagtens enes om at køre tilbage til Timmendorfer Strand for at spise aftensmad der.

Næste morgen, efter et solidt morgenmåltid med stort set alt, hvad hjertet kunne begære, var Fruen ikke helt færdig med Lübeck.

- Jeg vil gerne op i et tårn.

- ??

- Ja, op og se ud over byen, insisterede jeg.

Og fik min vilje.

Jeg vidste, at man kunne komme op i tårnet i Petrikirche, som ikke længere benyttes som kirke, men hvad jeg ikke vidste var, at der var kunsthåndværkermarked i kirkerummet. Det kom som en glædelig overraskelse, for så slap de tårnforskrækkede for at stå og fryse, mens de ventede på os andre. Og jeg kunne få lov at gå på marked. Med nul lungebetændelse og kun moderat kedsomhed hos de øvrige til følge.

Ungersvenden og jeg tog turen op i tårnet. Der var elevator, så det var til at holde til. Udsigten var storslået. Hele den gamle bykerne med alle de røde tegltage lå under os. Julemarkederne så bittesmå ud, og sådan en søndag formiddag var der ikke meget liv mellem boderne.

Pivkoldt var der også, hvilket ganske effektivt hindrede os i at falde i staver. I stedet skyndte vi os ned igen og ind i kirken - og varmen.

Der var mange, meget forskellige boder. Med de sødeste, filtede hatte. Med de mærkeligste figurer til haven. Med vildt flotte ting af sten eller metal, som ud over en velspækket tegnebog også krævede nogle passende rammer at anbringe kunstværkerne i. Det blev kun til meget få indkøb. Det bliver først i mit næste liv, at jeg kommer til at gå med søde, filtede hatte. Mærkelige ting til haven behøver vi ikke, og hvis jeg selv skulle være i tvivl, kunne Gemalen lynhurtigt slå fast, at vi hverken har velspækkede tegnebøger eller passende steder at placere dyre kunstværker.

Og så tog vi hjem. Eller egentlig ville vi have besøgt det store outlet-center i Neumünster, men vi havde lige glemt, at den danske lukkelov er en del mere liberal end den tyske, så der var ganske geschlossen sådan en søndag midt på dagen. Øv bøv og lang næse til Donnaen.

I Haderslev skulle Gemalen lige hente en cykel, og da vi nu havde forladt motorvejen, kunne vi da godt køre gennem Christiansfeld for dels at sætte hak ved endnu en UNESCO-seværdighed dels at købe nogle af byens så berømte honningkager. 

Så det gjorde vi. Og dermed er det meste sagt om både Christiansfeld og honningkager. Det er nok helt forkert at bedømme noget som helst sådan en halvkedelig vintersøndag, men lidt diplomatisk vil jeg sige, at wauw-effekten udeblev, og jeg var ret glad for, at det ikke var Christiansfeld, der var målet, da jeg et par måneder tidligere lokkede Gemalen til at køre 200 kilometer ud og 200 kilometer hjem for at se en attraktion ...

Udsigt fra den ene kirke til den anden.