fredag den 22. juli 2016

Udsigt med udskæld


Selv om der var mere, jeg gerne ville se i Schweiz, måtte vi lige have en pause. Og i et turistblad, der lå på vores værelse, fandt jeg noget om et Rolls Royce-museum.

I Østrig. Så denne gang tog vi den anden vej rundt om søen og kørte ad nogle ganske små veje ind mod de østrigske alper, hvor vi fandt museet ret langt fra alfarvej.

Indenfor var der gamle Rolls Roycer i tre etager. Men det var vel også det, der imponerede os mest. Efter sidste års besøg på BMW-fabrikkerne og det tilhørende museum var vi nok en anelse (læs: meget) forvænte og var derfor ikke helt tilfredse med manglende plads til at gå rundt om bilerne og særdeles mangelfuld skiltning. Det kunne have været godt med bare lidt flere informationer om de forskellige biler.

Ikke desto mindre var det ret interessant. Rolls'er var/er jo kæmpestore, og især de allerældste var store som busser. Næsten. Og lavet særdeles solidt. Med synlige nitter og det hele. Et særligt klenodie var en bil, som dronning Elisabeth var blevet fragtet rundt i, den gang hun var cirka en tredjedel så gammel som nu.

Ude bagved var et værksted, hvor man godt måtte kigge ud. Her stod gamle biler på forskellige stadier af istandsættelse. Nogle manglede det allermeste bortset fra motor, hjul og kølerfigur. Kendere ville sikkert kunne se en meget fin gammel Rolls Royce-motor, men i Fruens ukyndige øjne kunne der lige så godt have stået en Massey Ferguson-traktor. Men så var det jo godt, at kølerfiguren sad der ...

Da vi ikke gad se mere, og Gemalen var færdig med at tage billeder, trillede vi ud mod de større veje igen. Og Fruen trak et ekstra es ud af ærmet: Et udsigtspunkt med en vistnok helt formidabel udsigt ud over Bodensøen, Rhindalen og de omkringliggende lande Østrig, Schweiz og Tyskland. En svævebane ville kunne bringe os derop, hvis vi bare kunne finde den.

Det kunne vi godt, selv om vi faktisk var kørt lige forbi uden at se den, da vi kørte mod museet. Og så svævede vi ellers afsted. I lang tid og nogle steder med l-a-n-g-t ned. Allerede her kunne man fornemme, hvad der var i vente, og vi blev heller ikke skuffede, da vi kom op og ud. Foruden café og restaurant var der bygget en udsigtsplatform af glas, hvor man næsten følte, at man svævede. Hvis altså bare man turde gå derud ...

Og den var virkelig formidabel. Udsigten. Det var ikke en helt klar højtryksdag, og vi havde ingen kikkert, men ikke desto mindre var der bare virkelig, virkelig flot. Lige under os lå Østrig, til venstre Schweiz, og på den anden side af Bodensøen kunne vi se Lindau og langt ind i Tyskland. Virkelig et sted med wauw-effekt. Og med kun tilpas mange besøgende til, at alle sagtens kunne være der og stå og glane i lang tid.

Efter et stykke tid måtte vi have en glane-pause med tilhørende kaffe og Apfel-Strudel, så vi satte os og fik rimelig hurtigt vores bestilling effektueret.

Men vi skulle jo også videre, så da vi havde siddet lidt, fik vi tjek på svævebanens tider og besluttede at tage næste afgang ned. Den gik hvert kvarter, og vi kunne således nemt nå at betale og en tur på toilettet.

Troede vi.

For da tiden var gået, havde tjeneren stadig ikke bragt den ønskede regning. Og af en eller anden grund aftalte vi, at Gemalen og Donnaen bare skulle tage svævebanen ned, og så ville jeg komme med den næste.

Det var dumt.

For selv om jeg havde signaleret til tjeneren igen, og hun havde lovet at komme, gjorde hun det ikke. Og så blev jeg utålmodig og rejste mig, da jeg tænkte, at så måtte hun da komme. Hun så, jeg rejste mig, men valgte at modtage nye ordrer i stedet for at afslutte med mig.

Nu må man jo ikke gå fra regningen, men jeg var efterhånden blevet træt af at vente. Så da svævebanen kom op igen, gik jeg.

Og så skete der noget.

En - anden - virkeligt ophidset tjener kom styrtende og råbte og skreg. Ikke noget med stille og roligt at spørge, om jeg måske havde glemt at betale, men derimod total overfusning - på tysk og engelsk - med trussel om både politi og en gigantisk bøde.

Desværre er jeg typen, der lader mig overfuse og først en halv time senere ved, hvad jeg skal sige, og desværre var Gemalen - der har et ganske andet gemyt - langt væk. Så i stedet for at fortælle den ophidsede tjener, hvad jeg mente om ham og hans - nu temmeligt rådne - café og ditto serviceniveau, betalte jeg bare og lod mig temmelig rystet fragte ned igen. Af en heldigvis rar svævebanefører, der åbenbart følte sig så utilpas over det passerede, at han gjorde sit bedste for at berolige og glatte ud.

Og Gemalen, han blev selvfølgelig så gal på mine vegne, at han omgående overvejede at tage svævebanen op igen for at tale et alvorsord med tjeneren. Det fik han dog ikke lov til, og i stedet satte vi straks kurs mod Lindau på den trygge tyske side af grænsen.

Tyskland, det ved vi hvad er!

Et sjældent billede af Gemalen.

18 kommentarer:

Inge sagde ...

Wauuuu for en udsigt.. :-)
GRrrrrrr... jeg sidder og bliver vred på dine vegne, for fa.. hvor er det frækt at overfuse dig på den måde, ØV at du fandt dig i det, de har / havde fortjent at få læst og påskrevet meget meget højt. :-)

Fruen i Midten sagde ...

Inge: Ja, i den grad :-) Og ja, gu havde de så :-( Jeg må se at få groet noget hår på brystet, så det ikke sker en anden gang.

Anonym sagde ...

Du skulle nu ha' ladet Gemalen svæve op igen og give den tjener et ordentligt møgfald, for du havde jo gentagne gange forsøgt at få lov til at betale - så du havde på ingen måde gjort dig fortjent til en så dårlig behandling!

Fruen i Midten sagde ...

Randi: Mjah, men vi gad jo ikke rigtigt skulle vente i op til en time på, at Gemalen kom ned igen. Iøvrigt var det heller ikke ganske gratis at køre med den svævebane. Så det ene med det andet. Men ja, han havde fortjent et møgfald ...

Mette sagde ...

Træls med sådan en afslutning men i det mindste var udsigten god:)

Fruen i Midten sagde ...

Mette: Det var den nemlig. Og den er heldigvis den, man husker, når man lige har fået vejret igen :-)

Fruen i Midten sagde ...

Stegemuller: Joh, det kunne jeg da sagtens. Endda på flere sprog. Hvis altså ikke han først havde overfuset mig totalt. Mht. Bayern - har du set nyheder? :-(

Ellen sagde ...

Den udsigt ville jeg godt have set! Den må næsten have været den overfusning værd. Men også kun næsten. Man ved selvfølgelig først hvordan man reagerer, når man selv står i det, men jeg er i lignende situationer blevet endog særdeles veltalende!
Jeg kunne virkelig have undt den stud at få læst og påskrevet af din mand! Der er nogle typer, der bare benytter sig af, at vi er det svage køn, for jeg er så fordomsfuld at tro, at Gemalen ikke havde fået samme behandling, hvis han havde været der.

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Ja næsten :-) Hvis du først er blevet veltalende (du skriver som om det er tillært?), så skal der sikkert mere end en uforskammet tjener til at vippe dig af pinden. Og kun godt for det, for det er for surt at blive tromlet. Mht. fordomme gik mine tanker mere på, om han ville have trukket race-kortet, hvis jeg havde haft en anden kulør?

Birgitte B sagde ...

Ih jeg hader sådan nogle oplevelser. Og de sidder bare i mig så længe. Øv altså. Nå men håber du fik rystet det af dig hurtigt. Kh Birgitte

Fruen i Midten sagde ...

Birgitte: Jeg kan også godt skulle bruge noget krudt på at overbevise mig selv om, at det altså var modparten og ikke mig, der var en klaphat. Her var sagen dog timelig klar, og jeg var ret hurtig færdig med at tænke mere over det. Mente jeg. Men da jeg skrev dette indlæg kunne jeg alligevel godt mærke, at jeg blev edderharm igen ...

Ellen sagde ...

Det jeg mente var, at jeg også tit først finder det gode svar, når det er alt for sent, og derfor står som ret mundlam, men bliver jeg tilstrækkelig provokeret, bliver jeg altså bare SÅ enormt vred, og så er jeg lige pludselig ikke spor mundlam :-)

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Nåh, så du er lidt som mig. Altså lige indtil du bliver tilpas provokeret til, at det helt går over med det mundlamme. Det er da egentlig ret fint. Gad vide, om det kan læres?

Pia sagde ...

Sådan en klaphat til tjener. Bagefter er man ikke i tvivl om hvad man skulle have fyret af og hvad man måske kunne have gjort anderledes.
Den udsigt lyder også helt fantastisk, og det ser ud som om Gemalen svæver ude i ingenting og er klar til et hovedspring. Den glasplade ser helt anderledes ud end den på Madeira, som vi var ude på.

Fruen i Midten sagde ...

Pia: Næh, sådan er det jo desværre; at man bagefter er både klog og veltalende ;-) Det er en helt fantastisk udsigt :-)

Mia Folkmann sagde ...

Jeg siger som Pia: Sådan en klaphat. Jeg ville sikkert også have mistet tålmodigheden og være gået og sikkert også overfuset tilbage, men jeg er også sådan en arrig person. (Jeg ved det - man bliver mundlam og overrumplet og så får man slet ikke sagt noget som helst). Men godt, at du kom ned på jorden igen - og til Tyskland Og udsigten var jo FLOT! :-)

@ sagde ...

Da mit iltre (Københavnske - bilder jeg mig ind) temperament hurtigt lader sig påvirke af din beskrevne café-episode, vil jeg skynde mig at lade være med at kommentere på det. Punktum.

Hvor lyder det bare som en skøn udflugt. Kan heller ikke se forskel på Rolls' og Ferguson's motorer, men godt nyde synet af en flot bil og ikke mindst det flotte håndværk på de ældre eksemplarer. Fedt udflugtsmål på trods af manglende plads og skiltning.

Og den der svævebane ... (er sikke på at det er den samme) ledte vi efter. Da vi fandt den - oppe ad vejen, kunne vi ikke finde parkering (camperen), og så nåede vi ikke turen inden den lukkede. Men jeg kan godt høre, vi gik glip af noget. Må på listen igen over must-do oplevelser. Gentager gerne: eeeeeeelsker området ved Bodensøen.

Fruen i Midten sagde ...

Mia: Haha, jeg synes, det er helt fint, hvis man kan 'overfuse tilbage' :-) Det har den først overfusende kun rigtigt godt af. Ja, udsigten var virkelig FLOT!

Liv: Ja, pas nu på blodtrykket ;-) Er ikke helt sikker på, at det kan være den samme svævebane, da den først lukker klokken meget sent. Jeps, I gik helt sikkert glip af en fantastisk udsigt, så her er info til must do-listen: http://www.karren.at Og lidt længere oppe ad vejen ligger så Rolls-museet :-)