Slået hjem

Egentlig var vi gået lidt videre.

Vi havde været igennem det kæmpestore Galleria Vittorio Emanuele, Gemalen havde været på vej hjem, og vi andre havde insisteret på at se lidt mere. Donnaen og jeg var derfor gået ind i stormagasinet Rinascente og havde netop aftalt, at dér kunne vi da spise frokost.

Da de ringede fra hundepensionen.

At Kamelen havde det fint. Undtagen om natten, hvor hun stod og gøede.

Så kunne vi få nogen til at komme og hente hende? For det var synd for hende - og forstyrrede resten af pensionen.

Da jeg lige var kommet mig over lettelsen over, at hun ikke var blevet kørt ned af en løbsk damptromle, havde fået en nødlandet måneraket i hovedet eller på anden måde var kommet af dage, måtte jeg konstatere, at jeg syntes, det var underligt, hvis de i hundepensionen troede, at vi havde andre til at passe Kamelen og afleverede hende i pension for sjov.

Altså nej, vi havde ikke lige nogen, der kunne hente Kamelen.

Og nej, vi kunne ikke selv lige komme og hente hende. Vi stod i et stormagasin. I Milano. Cirka 1400 kilometer væk.

Det kunne hundepensionsdamen sådan set godt forstå, men det var altså ikke så godt med den Kamel, så hun ville sætte stor pris på, hvis vi kunne finde ud af noget.

Jeg lovede, at vi ville tænke os om og melde tilbage. Men faktisk stod min hjerne nok i stedet helt stille. I hvert fald inde i midten, mens titusind små ubrugelige tanker fløj forvirrede rundt i resten af min i forvejen influenzaramte knold og i dén grad forhindrede en hver form for fokus.

Sådan fandt Gemalen os, og da jeg først var ved at gå i spåner over at skulle vælge min frokost og derefter gik kold i den halvvejs, afgjorde han sagen:

- Vi tager hjem.

Og det gjorde vi så.

Først til hotellet, hvor Donnaen og jeg fik fornøjelsen af at pakke sammen, mens Gemalen tog ud for at cykle, så han dog fik tre ture ud af det ialt.

Og næste dag hjem til det midtjyske.

Gemalen havde afregnet med den flinke og (økonomisk moderat) forstående vært aftenen før, så det var bare at pakke bilen og komme mod nord.

Efter at have studeret kortet var Gemalen blevet enig med sig selv om, at han, i stedet for at køre mod syd langs Comosøen og lægge sig op på motorvejen, ville køre mod nord langs søen og tage de mindre veje ind i Schweiz, smutte over et pas og så - ta dah - i løbet af ingen tid nå den samme motorvej et pænt stykke længere mod nord.

Fruen er ikke særlig glad for bjergkørsel, så hvordan Gemalen havde fået den ide, vides ikke, og han havde da også klogeligt nok undladt at fortælle om den. Han kørte bare. Og måtte så konstatere, at det stadig var så meget vinter i Schweiz, at ikke alle pas var - ja netop - passable. Det gjaldt blandt andet 'hans' pas, og i stedet kom vi ud på en længere tur, næsten op til St. Moritz og så ind over bjergene, til vi omsider nåede ud på den anden side og kunne spise frokost i det helt samme Heidiland-motorvejscafeteria som på udturen.

Herefter gik alt fuldstændig uproblematisk. Det småregnede, og det var selvfølgelig ikke særlig sjovt for chaufføren, men Gemalen klarede det uden at blive alt for træt, og da vi lidt over klokken ti om aftenen passerede Hamburg, sms'ede jeg til hundepensionen, at vi kunne være hjemme ved et-tiden, og at jeg kunne hente Kamelen tyve minutter senere.

Det svarede hundepensionsdamen først slet ikke på, men ved midnatstid - hvor vi iøvrigt var næsten hjemme - indløb der pludselig en sms, at det blev for sent, og nu gik de i seng.

Værre stod det altså ikke til med Kamelens nattegøen ...

Næste formiddag hentede jeg en meget glad Kamel.

Hundepensionsdamen fik sin penge og kvitterede med at slette mine fremtidige reservationer. Både den til Store Bededag og den for sommerferien, som jeg bookede tilbage i september.

Hurra!

Således glad og fornøjet - eller noget - gik jeg hjem i seng og overgav mig til influenzaen.

Fruens hjerne efter samtale med hundepension?
Eller glaskuppel i Galleria Vittorio Emanuele?