Den Sidste Nadver i sidste sekund

Næste morgen skulle vi tidligt op.

For Fruen havde booket billetter til at se Leonardo da Vincis Den Sidste Nadver.

Og det var ikke noget, man bare sådan lige gjorde. Faktisk havde der kun været en eneste ledig tid i løbet af den periode, vi skulle være ved Comosøen. Og det var klokken 09:30 Skærtorsdag formiddag med sidste mødetid tyve minutter før.

Heldigvis kunne vi få morgenmad allerede klokken syv, og hvis vi så bare kunne komme afsted halv otte eller senest kvart i otte, burde vi sagtens kunne nå det.

Vi kunne bare ikke få snøvlet os sammen til at komme ud af døren, så da vi endelig sad i bilen, sagde Ruth, at vi først ville være fremme 09:15. Og det var jo ikke fremme ved billetlugen, men kun ved det parkeringshus tæt ved, som jeg havde fundet.

Ind langs Comosøen var der næsten ingen trafik, og vi halede hurtigt tabt tid ind.

- Jeg tænkte nok, at der ikke ville være ret meget trafik på en helligdag, sagde Gemalen.

- Jamen, det er ikke helligdag, svarede Fruen.

- Der er da ingen trafik, sagde Gemalen tilfreds.

Og det var der heller ikke. Ikke før, vi kom op på motorvejen og med et kun så røde stoplygter. Gemalen tog en rask beslutning, og så befandt vi os pludselig i en eller anden forstad til Milano uden nogen fornemmelse af, i hvilken retning centrum lå.

Gemalen prøvede ihærdigt at få Ruth til at vise en rute uden motorvej, men mens han trykkede på alverdens knapper, gik minutterne, og al den tid, vi før havde hentet, var hurtigt spildt igen. Og lidt til.

Endelig lykkedes det at Ruth til at virke, og så drønede vi afsted. Klokken havde dog forlængst passeret både 9:00 og 9.10, og jeg sagde lidt ærgerligt, at nu kunne vi vist godt skyde en hvid pil efter det billede.

- Lad os nu se, sagde Gemalen og trådte lidt ekstra på gassen.

Klokken 09:27 holdt vi uden for kirken Santa Maria delle Grazie, som er en del af det kompleks, hvor billedet er.

- Parkeringshuset er lidt længere fremme på venstre hånd, sagde jeg og sprang ud af bilen med forhåndsbookningerne i hånden og spænede tværs over den lille plads og ind til billetsalget.

Her herskede italienske tilstande.

Af de tre personer bag skranken var der kun en enkelt, der rent faktisk ekspederede de besøgende. Det lykkedes mig at få kontakt med en af de andre, men han så bare mit udprint og viftede mig hen i køen bag de andre.

Omsider blev det min tur, men da Donnaen på grund af sin unge alder skulle gratis ind, ville skrankedamen godt lige se, at hun rent faktisk var et barn. Men hun var jo ikke dukket op endnu, da hun var kørt med sin far i parkeringshus.

- Men jeg har hendes pas, skyndte jeg mig at sige og halede det frem. Det var nok til at gøre damen tilfreds, og jeg fik mine billetter.

Som en yngre mand straks var parat til at rykke over, så vi kunne komme ind. Nogenlunde samtidig med de andre besøgende. Men Donnaen og Gemalen var stadig ikke dukket op. Troede jeg. For netop da stod Donnaen ved siden af mig, og Gemalen kom samtidig ind gennem dørene.

- I er gået glip af de første to minutter, sagde den unge mand, og så gelejdede han os til den første af flere automatiske dørsluser, som førte ind til maleriet.

Dér var det så - Den Sidste Nadver - på endevæggen i en større sal med dæmpet belysning.

Og så gik der selvfølgelig lidt Den lille Havfrue eller Mona Lisa i det. For var det virkelig ikke andet, ikke mere, ikke større?

Og nej, det er det ikke. Det er nu ret stort, fylder trods alt en ret stor væg. Men det er altså ikke andet end et stort maleri direkte på en væg. Et maleri, som man har set gengivet så uendeligt mange gange, at man synes, man kender det i forvejen.

Alligevel synes jeg godt, man kunne fornemme historiens vingesus ned langs rygraden, når man stod der og hørte en entusiastisk guide fortælle om da Vincis ganske epokegørende kompositoriske teknik. Og selv om maleriet er restaureret så mange gange, at der ikke er mange gram af den originale maling tilbage, så er det altså alligevel lidt gåsehudsfrembringende at tænke på, at da Vinci himself har stået der og svinget med penslerne for femhundrede år siden, mens han har overvejet, hvordan han skulle få mest mulig symbolik med i billedet.

Tolv minutter senere var det hele overstået, og vi kom ud i solen igen.

Nu havde vi god tid, og mens Gemalen prøvede at få kortet i min guide til at vende rigtigt, så vi kunne finde videre ind til centrum, benyttede jeg lejligheden til lige at kigge inden for i kirken.