fredag den 1. april 2016

Den Sidste Nadver i sidste sekund


Næste morgen skulle vi tidligt op.

For Fruen havde booket billetter til at se Leonardo da Vincis Den Sidste Nadver.

Og det var ikke noget, man bare sådan lige gjorde. Faktisk havde der kun været en eneste ledig tid i løbet af den periode, vi skulle være ved Comosøen. Og det var klokken 09:30 Skærtorsdag formiddag med sidste mødetid tyve minutter før.

Heldigvis kunne vi få morgenmad allerede klokken syv, og hvis vi så bare kunne komme afsted halv otte eller senest kvart i otte, burde vi sagtens kunne nå det.

Vi kunne bare ikke få snøvlet os sammen til at komme ud af døren, så da vi endelig sad i bilen, sagde Ruth, at vi først ville være fremme 09:15. Og det var jo ikke fremme ved billetlugen, men kun ved det parkeringshus tæt ved, som jeg havde fundet.

Ind langs Comosøen var der næsten ingen trafik, og vi halede hurtigt tabt tid ind.

- Jeg tænkte nok, at der ikke ville være ret meget trafik på en helligdag, sagde Gemalen.

- Jamen, det er ikke helligdag, svarede Fruen.

- Der er da ingen trafik, sagde Gemalen tilfreds.

Og det var der heller ikke. Ikke før, vi kom op på motorvejen og med et kun så røde stoplygter. Gemalen tog en rask beslutning, og så befandt vi os pludselig i en eller anden forstad til Milano uden nogen fornemmelse af, i hvilken retning centrum lå.

Gemalen prøvede ihærdigt at få Ruth til at vise en rute uden motorvej, men mens han trykkede på alverdens knapper, gik minutterne, og al den tid, vi før havde hentet, var hurtigt spildt igen. Og lidt til.

Endelig lykkedes det at Ruth til at virke, og så drønede vi afsted. Klokken havde dog forlængst passeret både 9:00 og 9.10, og jeg sagde lidt ærgerligt, at nu kunne vi vist godt skyde en hvid pil efter det billede.

- Lad os nu se, sagde Gemalen og trådte lidt ekstra på gassen.

Klokken 09:27 holdt vi uden for kirken Santa Maria delle Grazie, som er en del af det kompleks, hvor billedet er.

- Parkeringshuset er lidt længere fremme på venstre hånd, sagde jeg og sprang ud af bilen med forhåndsbookningerne i hånden og spænede tværs over den lille plads og ind til billetsalget.

Her herskede italienske tilstande.

Af de tre personer bag skranken var der kun en enkelt, der rent faktisk ekspederede de besøgende. Det lykkedes mig at få kontakt med en af de andre, men han så bare mit udprint og viftede mig hen i køen bag de andre.

Omsider blev det min tur, men da Donnaen på grund af sin unge alder skulle gratis ind, ville skrankedamen godt lige se, at hun rent faktisk var et barn. Men hun var jo ikke dukket op endnu, da hun var kørt med sin far i parkeringshus.

- Men jeg har hendes pas, skyndte jeg mig at sige og halede det frem. Det var nok til at gøre damen tilfreds, og jeg fik mine billetter.

Som en yngre mand straks var parat til at rykke over, så vi kunne komme ind. Nogenlunde samtidig med de andre besøgende. Men Donnaen og Gemalen var stadig ikke dukket op. Troede jeg. For netop da stod Donnaen ved siden af mig, og Gemalen kom samtidig ind gennem dørene.

- I er gået glip af de første to minutter, sagde den unge mand, og så gelejdede han os til den første af flere automatiske dørsluser, som førte ind til maleriet.

Dér var det så - Den Sidste Nadver - på endevæggen i en større sal med dæmpet belysning.

Og så gik der selvfølgelig lidt Den lille Havfrue eller Mona Lisa i det. For var det virkelig ikke andet, ikke mere, ikke større?

Og nej, det er det ikke. Det er nu ret stort, fylder trods alt en ret stor væg. Men det er altså ikke andet end et stort maleri direkte på en væg. Et maleri, som man har set gengivet så uendeligt mange gange, at man synes, man kender det i forvejen.

Alligevel synes jeg godt, man kunne fornemme historiens vingesus ned langs rygraden, når man stod der og hørte en entusiastisk guide fortælle om da Vincis ganske epokegørende kompositoriske teknik. Og selv om maleriet er restaureret så mange gange, at der ikke er mange gram af den originale maling tilbage, så er det altså alligevel lidt gåsehudsfrembringende at tænke på, at da Vinci himself har stået der og svinget med penslerne for femhundrede år siden, mens han har overvejet, hvordan han skulle få mest mulig symbolik med i billedet.

Tolv minutter senere var det hele overstået, og vi kom ud i solen igen.

Nu havde vi god tid, og mens Gemalen prøvede at få kortet i min guide til at vende rigtigt, så vi kunne finde videre ind til centrum, benyttede jeg lejligheden til lige at kigge inden for i kirken.


15 kommentarer:

A + K = ♥ sagde ...

12 minutter - det er sgu hvad man må kalde en lynfrokost :D

- A

Fruen i Midten sagde ...

Anne: Vi var jo ikke ligefrem inviteret med ;-)

www.skøreliv.dk sagde ...

Uf, jeg elsker de oplevelser der giver gåsehud, og hvor man erkender, at man selv bare er en mikroskopisk lille puslespilsbrik i den store sammenhæng, og at vores minutter er så korte. Apropos minutter og gåsehud, så giver du mig altså til stadighed febrilsk hjertebanken ved de hårrejsende beretninger om ting, som I lige med nød og næppe når! Jeg er ikke stensikker på, at du og jeg ville være et godt makkerpar på tur!... ;-)

Fruen i Midten sagde ...

Stegemuller: Jeg havde opgivet det, så jeg var faktisk holdt op med at stresse (ret meget). Det var godt, og det er altså også lidt spændende at se :-)

Monster-mor: Gåsehuds-oplevelser er et hit :-) Her endte jeg med slet ikke at tro, at vi nåede det. Og en eller anden dag må det jo også gå galt - og så bliver jeg mega-sur! En mellemting mellem alt for meget og alt for lidt tid kunne jo være meget godt. Hvis vi kompromissede kunne vi sikkert blive et godt par ;-)

Ellen sagde ...

Haha, jeg har næsten heller ikke nerver til at læse om alle jeres hæsblæsende bestræbelser for at nå, hvad I skal nå :-D - jeg kunne slet ikke have det sådan uden at dø af stress mindst otte gange undervejs; jeg står hellere en time før op - og det var ikke nogen hindring, dengang vi havde en teenager - hun blev bare brutalt trukket ud af sengen ;-)
... men du må være født under en heldig stjerne ...

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Jeg kan godt se, at der efterhånden danner sig et vist mønster ;-) En ting er at få teenageren ud af sengen, noget ganske andet er at få hende ud af badeværelset! Der var så også andre stjerner i spil end blot den heldige på den tur. Derom senere.

Mette sagde ...

Ih, altså jeg bliver lidt stresset af dine beretninger. Heldigvis når I det altid - det hjælper lidt:o) Da vi så flygtningelejren i Calais var det en gåsehudsoplevelse og Begge gange jeg har set Løvernes Konge, musicalen i London, har det også været gåsehud. Også da mindstemanden skulle lave gymnastikopvisning inden vi tog til England rejste de små hår sig. Han skulle lave en baglæns salto på gulvet alene efter alle de andre var løbet ud. Han klarede det fint og så fik moren gåsehud, da publikum stod op og klappede.

Fruen i Midten sagde ...

Mette: En dag kommer vi jo nok for sent til et eller andet vildt vigtigt. Jeg kan sagtens forstå, st flygtningelejren gav gåsehud. Dog nok ikke på den fedeste måde. Mindstemandens baglæns salto har til gengæld været den vildeste og fedeste gåsehudsoplevelse. Uhuhu, kunne du lade være med at tude lidt?

Lene sagde ...

I er godt nok en køn familie, jeg gad godt være en flue i bilen :-)

Inge sagde ...

Tak for endnu en hæsblæsende tur.. :-)

Fruen i Midten sagde ...

Lene: Haha. Nå, så det ville du. Faktisk var netop den tur ret afdæmpet. Og efterhånden er jeg ved at lære (ved at lære, blev der sagt), at jeg ikke kommer ret langt med at blive hysterisk ;-)

Inge: Selv tak - altid til tjeneste, åbenbart ;-)

@ sagde ...

Wow, at boltre sig igennem italiensk trafik på den måde er ret imponerende. Skulderklap til gemalen (lidt skal han jo ha). Er spændt på at høre om, hvad byen ellers bød på ;-)

Mette sagde ...

Nej, jeg tudede lidt i det skulte og i går, da han skulle igen i den rigtig store hal til DGI's opvisning - og folk hujede - der var der også gåsehud og tårer:o)

Birgitte B sagde ...

Det er alligevel noget, man bare SKAL se, når man er på de kanter, ik?!! Ligesom Mona Lisa i Paris. Jeg vil ikke sige, jeg var skuffet, men det var hurtigt overstået ;-) og ligeoverfor hende (altså man står med ryggen til, når man ser på hende) er det mest fantastiske billede af Brylluppet i Kana, kæmpestort og så detaljeret. Meget smukt. Kh. Birgitte

Fruen i Midten sagde ...

Liv: Gemalen er fuldstændig frygtløs, når det gælder storbytrafik. Jeg har kun oplevet ham svedt én gang, for cirka 20 år siden i myldretidstrafikken i Firenze. Der var scootere OVERALT. Ja, vent du bare. Tingene gik ikke helt efter planen :-)

Mette: Uh, det er simpelthen så fint. Jeg er stor tilhænger af gåsehud og tendens til tårer, når afkommet optræder :-)

Birgitte: Ja, det er der bare :-) Hun er ikke så stor, hende Mona Lisa, vel? Jeg har set hende to gange, men kan dog overhovedet ikke huske, hvad der var på den modsatte væg. (Vil dog til enhver tid hævde, at opsætningen var forskellig de to gange, så der har næppe været det samme på den modsatte væg).