I koma ved Como

Nej, vi gik ikke i koma. Men.

Fra Rothenburg gik det hurtigt mod syd.

Vi nåede hurtigt grænsen og holdt ind for at købe de motorvejsvignetter til både Østrig og Schweiz, som Gemalen ikke havde fået købt hjemmefra.

Fruen blev sendt afsted og fik hurtigt en 10-dages vignet til Østrig, men tabte så kæben, da vignetten til Schweiz viste sig at være en årsvignet! Den havde vi ikke lige set komme. Vi vidste da godt, at vi skulle betale for at køre igennem Schweiz, men havde ikke haft fantasi til at forestille os andet end en afgift på linie med den i Østrig, Tjekkiet og alle de andre lande med vignet-system.

Nu var der ikke andet at gøre end at hoste op med pengene. Kontant. For betale med kort kunne man ikke. Og så kunne jeg iøvrigt prøve at trøste mig med, at Schweiz faktisk indgår i sommerferieplanerne, så vignetten vil da i det mindste blive brugt igen og ikke kun til nogle få timers passage til og fra Italien.

Videre gik det. Vi spiste frokost på en motorvejsrestaurant i et område, der - til vores store fornøjelse (ja, vi er lette at fornøje) - hed Heidiland. Og så ned gennem et snedækket landskab med hårnålsving og virkeligt flotte udsigter. Som man kunne nyde, hvis man ikke havde travlt med at holde fast i sædet ...

På det tidspunkt begyndte jeg at få ondt i nakken og hen over skuldrene, men tænkte i starten, at nu måtte jeg altså slappe lidt af. I stedet spredte det sig, så jeg i løbet af de næste timer fik ondt stort set over det hele, og jeg begyndte at spekulere på, hvad jeg havde gang i.

Vel fremme ringede vi efter hotelværten, som kom og lukkede os ind og forklarede os, hvordan vi kom ind og ud af bagindgangen på hotellet, som nemlig var lukket på tirsdage. Da vi havde slæbt al vores pik-pak ind og op, ville Gemalen gerne ud at cykle, mens jeg bare ville i seng.

Aftensmaden blev indtaget i naborestauranten, da 'vores egen' jo var lukket. Og så var det bare på hovedet i seng. Igen. Næste morgen var jeg ikke længere i tvivl om, at jeg var influenza-ramt. Det krævede stor koncentration overhovedet at komme i bad og ned til morgenmad. Men derefter gik det lidt bedre, og det blev 'bare' et spørgsmål om at holde den kørende på en kombination af smertestillende piller og stædighed.

Vi ville gerne ud at sejle på søen, og Gemalen mente til sidst, at han havde gennemskuet, hvordan og hvorledes afgangene hang sammen, og jeg blev instrueret i, hvor vi skulle hen, så jeg kunne købe billetter.

- Get off in Bellaggio? spurgte billetmanden.

- Øhh.

- Turistico, konkluderede billetmanden.

Og så fik vi tre billetter, der kostede det blå, hvilket i første omgang irriterede Gemalen voldsomt, men som viste sig at være dagsbilletter til hele søen, og faktisk et udmærket valg.

Vejret var dejligt, så vi kunne sidde ude og nyde solen i ansigterne, mens den lille færge sejlede afsted på sin zigzag-rute fra den ene lille by til den anden, frem og tilbage over søen.

Selv om foråret endnu ikke var slået rigtigt igennem, og træerne stadig stod uden løv, var der meget smukt. Flere steder dannede sneklædte bjerge den perfekte baggrund, Og det var ikke kun os, der havde travlt med at tage billeder.

Det begyndte dog at blæse op, så vi søgte indendørs og senere også på land for at spise frokost.

Bagefter ville vi godt hjem.

Men det var straks mere indviklet.

Der var - så vidt vi kunne læse os til - lang tid til den næste færge, så vi gik en lille tur. Men så kunne vi pludselig se en færge nærme sig, så vi skyndte os tilbage. Det var en bilfærge, og den sejlede til Bellaggio. Den tog vi. I Bellaggio fandt vi ud af, at den sejlede videre i vores retning, så vi hoppede på igen.

Og sejlede tilbage til der, hvor vi lige kom fra!

Hvorfra den så igen ville sejle tværs over søen, men nu var der i mellemtiden kommet en flyvebåd, som vi hellere ville med.

Den var dog dyrere at sejle med.

- You pay, sagde billetkontrolløren og pegede hen på billetlugen, og så kunne vi få lov at betale et tillæg for at sejle med flyvebåd.

Det gjorde vi dog gerne, og så snart vi var landet i sæderne, faldt Donnaen i søvn, mens jeg holdt den gående, lige til vi nåede i land. Så føltes det til gengæld som om, batterierne ikke blot var flade, men helt taget ud og smidt væk.

Så mens Gemalen tog ud at cykle, ville jeg bare sove.