Have eller ikke have

Det plejede at være have.

Så kom Kamelen ind i billedet, og så var det pludselig ikke have. I hvert fald kun meget lidt have og ret meget noget, der lignede en crossbane lige dér, hvor mit staudebed burde være.

I år er Kamelen blevet så stor, at hun godt kan passe sig selv mere end fem minutter af gangen, og hun er ikke længere bare nuttet, når hun tonser gennem staudebedet, så jord og plantedele står ud til alle sider.

Derfor har jeg sat mig for at opdrage lidt på Kamelen. Og iøvrigt generobre mit staudebed.

Ingen af delene er særlig nemt.

Kamelen ser fortørnet på mig, når jeg skælder hende ud, hvis hun går ind i bedet, men hun er trods alt ved at fatte, at hun helst skal blive ude på græsplænen. Det er tydeligvis ikke særlig sjovt, men omvendt lader Kamelen sig gerne bestikke til at være artig - i hvert fald så længe det varer at ondulere et griseøre ...

Den del af projektet vil således nok kunne lade sig gennemføre til noget, der - en gang i løbet af sommeren - ligner 90 procents succes. Helt undgå kamelfjolleraids kan jeg nok ikke.

Anden del af projektet er en del sværere og sætter både min stædighed og min ryg på prøve. For det er da bare helt utroligt, hvor hurtigt et - ellers relativt velholdt - staudebed kan omdanne sig til rent morads. Man vender bare ryggen til et år, og så vips! er det hele groet til i tidsler, senegræs og små træer. Plus lupiner og lampepudsere, der breder sig næsten lige så vildt som ukrudtet.

Fruen klør sig i nakken og begynder en lille smule uentusiastisk at luge først i ét hjørne og siden i et andet. Det pynter lidt, men er også de hjørner, der er mindst ukrudtsbefængte. I mellemtiden gror ukrudtet lystigt videre i resten af bedet.

Men så tilbød Gemalen, at der kunne indkøbes nye planter for en pæn sjat penge. Det skulle bare ske nu.

Den slags hjælper selvfølgelig, og jeg rammes af akut virketrang og går mere målbevidst til værks. Endda bevæbnet med spade. Alligevel går det ikke særlig stærkt. Nogle steder ligger senegræsrødderne i bundter og ligner enhver fejlsøgende elektrikers værste mareridt (og her tænker Fruen så, at hun da vist er blevet alvorligt miljøskadet af gennem mange år at høre om overfyldte kabelbakker på diverse byggeprojekter).

Da planterne ankommer torsdag før pinse, er der derfor stadigvæk langt fra luget og ryddet plads til at plante i bedet. Men det var jo pinse, og jeg skulle være alene hjemme og kunne bare luge nonstop som det passede mig.

Eller det kunne jeg så ikke helt. For Fruen er bare et sølle skrog, der ikke kan holde til sin egen dagsorden. Så sidst på lørdagen var jeg så grundigt brugt, at jeg var nødt til at holde pause og love mig selv at sætte kadencen ned.

På det tidspunkt var der også både luget og plantet en hel del. Ikke desto mindre stod to trediedele af planterne stadig i deres potter.

Altså blev der også luget og plantet søndag. Vejret var dejligt, og både Kamelen og jeg nød at være i haven. Mandag var vejret ikke særlig godt, men faktisk perfekt plantevejr, da det småregnede. Så mens Kamelen fladede ud indendøre med den hjemvendte familie. kunne man se Fruen - med dryppende næse og en fin lille glorie - plante bellis på en ukrudtsfri plet.

Siden er ukrudtet groet videre i den stadig befængte del af bedet, men ellers er der ikke sket noget. Det er hverdag, og det regner. Det sidste er for så vidt godt, for så lider de sidste planter ikke tørkedøden, mens de står og venter på udplantning.

Men lige om lidt er det weekend igen og så!