onsdag den 29. april 2015

Gul rute II og mangel på rummelighed


Den lyse morgen startede nok lidt tidligere, end Gemalen havde tænkt sig.

Han havde ellers trukket gardinerne for. Men han havde også lukket vinduet op.

Og lige uden for i slotsøen boede en masse morgenduelige ænder, som velfornøjede hilste hinanden god morgen.

Det lød meget hyggeligt, og jeg kunne sagtens have vendt mig om på den anden side, hvis det ikke var fordi ænderne også vækkede tissetrængende Kamel.

Samtidig vidste jeg jo, at der var temmelig langt til hovedindgangen, så for ikke at udfordre skæbnen (og Kamelens blære) stod jeg op, og klokken 06:26 præcis nåede vi ud i gruset foran slottet og var parate til at gå morgentur.

Vejret var fint, ænderne snadrede, og de mange bøge var ved at springe ud, og når man først er kommet op og ud, er det jo egentlig meget dejligt med en frisk morgentur.

Vi valgte igen gul rute og var ret hurtigt så alene i verden, at Kamelen kunne få lov at gå frit.

Og så gik og gik og gik vi.

Denne gang var der ingen hast. Gemalen snorkboblede, og der var først morgenmad fra klokken otte. Vi mødte en enkelt gående, og en tidlig golfspiller overraskede Kamelen, da han med et syngende 'kling!' slog ud, lige da vi kom forbi et af golfbanens yderste hjørner. Ellers dominerede fuglesangen, som blev ekstra intens, fordi der ellers var helt stille.

Morgenmaden blev indtaget i slottets kælder, og som om aftenen før sad man to og to for enderne af borde, der egentlig var beregnet på ti-tolv mennesker. Det var lidt pudsigt, men fungerede okay.

Hvad der fungerede mindre okay var, at Fruen pludselig blev ramt på sin rummelighed. Eller mangel på samme. Beskæmmende og meget lidt charmerende. For den forkølede dame kunne jo ikke gøre for det. At hun var forkølet altså. Men i stedet for bare at have ondt af hende, blev jeg mere og mere irriteret, når hun nøs i serier, hostede til niveauet lige før vrangen kommer med ud, snottede og harkede og pudsede næse med så meget volumen, at det var en elefant værdigt.

- Hvad er der i vejen? ville Gemalen vide, da jeg blev mere og mere indadvendt.

- Ik' noget, sagde jeg sammenbidt, da jeg godt var klar over, at jeg ikke var særlig sød.

- Passer ikke, konstaterede Gemalen.

- Det er hende damen!

- Jamen, hun kan da ikke gøre for det, sagde Gemalen, som selvfølgelig godt vidste, hvem jeg mente.

- Hun skulle være blevet hjemme i sin seng, hvæsede jeg.

- Måske er hun først blevet så forkølet, efter hun er ankommet, indvendte Gemalen.

- Hun kunne have taget et eller andet, panodiler eller noget, der kunne dæmpe forkølelsen, så hun ikke larmede så meget, hvæsede jeg videre.

- Måske har hun allerede taget noget, pointerede Gemalen.

- Så kunne hun da for pokker have bedt sin mand om at hente morgenmad op til sig på en bakke. Hvor svært kan det være?

- Mmmm, sagde Gemalen.

Hvilket jeg opfattede som mangel på flere modargumenter.

Og selv om jeg altså godt vidste, at jeg burde opføre mig pænt og være en hel del mere rummelig, så vil jeg alligevel have lov at mene, at man også godt som syg kan tage lidt hensyn til sine omgivelser. Iøvrigt ville jeg selv have nægtet at gå ned i restauranten i den tilstand. I stedet havde jeg insisteret på, at Gemalen hentede morgenmad til mig, så jeg kunne spise alene og pleje min ynkelighed i fred for omverdenens uvenlige blikke.

Mens jeg således manglede en del rummelighed mellem ørerne, var kapaciteten væsentligt større, hvad angik min mave, og da der var rigelige mængder af alt, var jeg stopmæt længe efter, at vi havde forladt morgenbordet.

Vi pakkede sammen, og Kamelen, der åbenbart var bange for at blive glemt, styrede målbevidst ind i sin box. Og så sad hun der og ærgrede sig, da den rigtige slotshund et øjeblik efter indfandt sig sammen med sin ejer. Men der hjalp ingen kære mor, og Kamelen måtte kigge længselsfuldt efter den sorte labrador, der tjekkede pladsen foran slottet for nye duftindtryk og derefter med udpræget ejermine forsvandt ind gennem hoveddøren.

Snip snap lang snude.

Læg lige mærke til, hvem der har sneget sig ind på billedet
i nederste højre hjørne. Det havde jeg slet ikke
lagt mærke til i første omgang.

13 kommentarer:

Mette sagde ...

Jamen jeg ville også blive irriteret, hvis jeg skulle sidde og høre på hoste og nysen mens jeg spiser. Og nogle mennesker er jo mere højlydte end andre ik'! Så helt på din side:)

@ sagde ...

Hvor er du streng med din u-rummelighed. Så nederen af dig at opføre dig præcist som jeg ville ha gjort. Måske endda lidt pænere end jeg ville ha gjort. Men nu er jeg også meget lidt rummelig ift. andres hosten og harken og pudsen næse. Selv min chef bliver rettet på, hvis han nyser i hænderne og ikke i albuen, som man bør. Hmmm ... måske skal jeg have et lille kursus af gemalen?!

Laika sagde ...

Ja forkølelse og snot i offentlighed kan vi heller ikke lide. Vi er nemlig altid bange for at blive smittet, men så er det jo godt at der findes "spritservietter" så baktusserne kan komme væk igen.

Fruen i Midten sagde ...

Mette: Dejligt med lidt (a-)moralsk støtte :-)

Liv: Totalt nederen! Åh ja, dem der hoster eller nyser i hænderne, hvorefter de rører ved alle de håndtag m.m., som jeg også skal røre ved - uff! Jeg vil foreslå Gemalen en lille nebengesjæft som kursusholder :-)

Laika: Jeg kan også blive ret hys, når snot og influenza hærger, men det var faktisk ikke baktusse-risikoen, der gjorde mig mest olm ...

monica sagde ...

uf - også på et slot ! men hvis man nu forestillede sig at damen havde booket slotsopholdet laaang tid i forvejen ( som mig) og havde glææææædet sig ( som mig) og datoen ikke kunne ændres, så kan man jo godt forstå hun sagde til sig selv " bare ærgerligt!" og trodsede sygdom og elendighed... at det så går ud over en masse andre, er jo ikke iorden.. som i slet ikke iorden. Men det er lidt svært... Hilsen hende som heldigvis sjælden er syg med snot ( bank i bordet) men når det rammer hende har meget svært ved at melde sig syg og blive væk fra arbejdet... selv om man burde... suk...

Fruen i Midten sagde ...

Monica: Det kan jeg sagtens forestille mig. Meeen, jeg synes alligevel, at SÅ syg som hun var, skulle hun have sendt sin husbond afsted efter morgenmad og selv være blevet under dynen. Jeg er sikker på, at slottets tjenende ånder ville have gjort, hvad de kunne for at hjælpe. Det kender jeg godt, men heldigvis sidder jeg ret isoleret, så jeg sidder ikke og sprutter på andre ;-)

Inge sagde ...

Uha.. hvor træls at blive ramt på sin rummelighed.. :-) Jeg forstår dig nu godt.

Fruen i Midten sagde ...

Inge: Det er nemlig ikke spor rart. Men det hjælper lidt, at der er forståelse for det ;-)

Ellen sagde ...

Jeg forstår dig søreme også godt.
Kan sagtens se det, som monica siger, men alligevel ... det der ville også have overskredet mine grænser en hel del.

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Tak, det er lidt rart ikke at være helt alene med sin urummelighed :-)

Annemor sagde ...

Man kan bli irritert på host og nys i fellesskapets saler.

Jeg synes jeg så et akterspeil dernede i bildet.
Klem
Mormr

Pia sagde ...

Uha, det med rummelighed kan være frygtelig svært. Her irriterer de syngende fugle mig hver eneste morgen, alt, alt for tidligt, resten af døgnet er de højt elsket.
Jeg vil mægtig gerne vide hvilket slot opholdt I jer på?

Fruen i Midten sagde ...

Mormor: Det kan man ja. Der er nemlig et agterspejl af vældig tilfreds Kamel nede i hjørnet :-) Klem tilbage.

Pia: Også i den grad! Jeg kan heldigvis sagtens sove fra morgenpipperi i al almindelighed. Randi havde ret, da hun i sin kommentar til mit forrige indlæg gættede på Skjoldenæsholm :-)