Rom på to hjul

.. hvor kom jeg fra?

For at den noget kulturforskrækkede Donna ikke skulle gå til af kedsomhed, måtte turen til Rom nødvendigvis også indeholde andet end kirker og museer.

At en klogere mor end jeg så nok havde valgt at bytte om på program- rækkefølgen er så en anden sag.

En klogere mor ville endda have haft vejrguderne på sin side. Men lad nu det være.

Så første programpunkt var en blanding af pligt og fornøjelse:

Det antikke Rom på segway!

Og hold da nu helt op, hvor var det sjovt!!

Det var også hamrende koldt. Men det var først og fremmest sjovt.

Vi havde booket hjemmefra, og selv om vi aldrig havde prøvet at køre på segway, mente vi nok, at når alle andre kunne, så kunne vi bestemt også.

Så vi stod op og iførte os mest muligt tøj, for temperaturen var kun lige over nul, og så gik vi de få hundrede meter ned ad gaden til segwaybutikken. Her blev vi mødt af vores guide og fik udleveret cykelhjelm og radiodims med ørebøffer, så hun kunne snakke til os, mens vi kørte.

Vi var fire - et engelsk kærestepar og så os, der skulle følges med vores guide, og vi fik nu allernådigst lov til at trække hver vores segway hen til en lille plads, ved Trajan-søjlen, hvor vi skulle lære at køre på den underlige dims.

Guiden drønede afsted på sin, og det så jo legende let ud, men var det nu også det?

Vi fik vores instruktioner og blev så sat i gang en efter en.

I starten gik det m-e-g-et langsomt, men ret hurtigt mente guiden, at vi var sikre nok, og så trillede vi afsted.

Som en flok ællinger efter vores andemor.

Hvad vi så allerførst, kan jeg faktisk ikke huske. Hvilket nok fortæller et og andet om, hvor travlt jeg havde med at holde styr på mit køretøj og øje med alle de mange, mange forhindringer, der nærmest voksede op foran mig: Ujævnheder, skraldespande, gående, skilte, fortovskanter, lavthængende grene, biler, de andre segway-kørere og alt muligt andet.

Og så kom vi til Colosseum, hvor vi parkerede vores segways og kunne gå lidt rundt (uden for vel at mærke) og kigge, mens vi fik en forhånds-indtalt introduktion i ørebøfferne.

Det var også her, vi for alvor stiftede bekendtskab med selfie-stang-sælgerne, som sammen med gladiator-udklædte mandspersoner myldrede rundt overalt. Til deres ros skal siges, at de aldrig var særligt pågående, men altid tog et nej for et nej. Langt værre var det med brugerne, der både den og de følgende dage havde det med at stikke deres stænger frem lige foran næsen på en, så snart der var bare den mindste photo opportunity.

Videre gik det. Forbi Palatinerhøjen, og nu var vi blevet så skrappe, at vi kunne få lov at krydse vejen og køre videre til Cirkus Maximus, hvor vi prøvede at forestille os flere end 200.000 romere til hestevæddeløb tilbage i antikkens tid. Blæsten dog bed så meget i næse og kinder, at vi ikke blev længe, men kørte videre op på Aventinerhøjen. Her var vi heldige, at der var nogle trafikløse strækninger, hvor vi kunne lade vores barnlige fartglæde tage over og suse afsted.

På toppen af Aventinerhøjen var der sol og læ, og her har Malteserridderne et palæ, der nyder en form for ambassade-status. Ind kunne man selvfølgelig ikke komme, men man kunne få lov at se gennem et nøglehul, hvor man så tværs gennem en have, hen over Tibern og helt over til Peterskirken. På den måde så man, som guiden pointerede, på tre stater på én gang. (Og nej, jeg vidste heller ikke, at malteserordenen har sådan en særstatus, men det har den åbenbart).

Dernæst nød vi den smukke udsigt over Tibern mod Trastevere, og så trillede vi ned igen. Donnaen mistede et øjeblik koncentrationen og slog pludselig et sving til venstre ind over en fortovskant. Heldigvis var hun på det tidspunkt dreven nok til at slippe over kanten uden andet end et lille forskrækket hvin. Og da vi andre også igen fik vejret, kunne vi alle grine sammen med hende.

Herfra til et sted lige bag Piazza Campidoglio, hvor man finder byens nok bedste udsigt over Forum Romanum. Her stod vi så og prøvede at forestille os, hvordan kejsere, senatorer og vestalinder i tidernes morgen - eller i hvert fald for omkring 2000 år siden - færdedes i og mellem de templer og andre bygninger, man nu kun kan se resterne af.

Et forestillingsprojekt, der var en lille smule besværliggjort af kulden. For i mit hoved var det altid godt vejr i antikken, og alle - ikke mindst damerne - gik rundt i lette gevandter. Og nu stod vi og småhoppede for at få kontakt til vores stivfrosne tæer ...

Men alligevel; man kan altså ikke lade være med at føle historiens vingesus omkring nakkehårene sådan et sted. Et sted hvor borgerne i en højtudviklet civilisation levede, mens vi herhjemme skubbede rundt med noget jernalder.

På tilbageturen mod vores udgangspunkt kom vi blandt andet forbi Teatro Marcello, der ligner en halv kopi af Colosseum. Med den forskel, at Teatro Marcello stadig er i brug. Guiden fortalte, at bygningen bebos af en gammel italiensk familie. Eftergoogling fortæller, at der om sommeren afholdes koncerter. Begge dele er muligvis rigtige.

Tilbage ved Trajansøjlen var der lidt tid til overs. Den kunne vi bruge til at undre os over, hvordan romerne for knap 2000 år siden har kunnet konstruere sådan en sejrssøjle på højde med Rundetårn (rundt regnet) og så endda gøre den hul og udstyret med en vindeltrappe. Vi kunne også bare vælge at fornøje os med at suse lige en lille ekstra tur rundt på pladsen, inden vi, ærgerligt nok, pænt måtte aflevere vores segways igen.

Især Donnaen lignede en, der meget hellere ville bortføre sin segway. Men også moren, der ellers af en ubarmhjertig Donna fik at vide, at 'du var altså den ringeste af os', syntes, det var så sjovt, at de første googlinger på mulige segwayture i sommerferien allerede er foretaget ...