Baskervilles hunde

Gemalen skulle til mtb-O-løb i Tyskland. Åh jo, det skulle han. Nogen havde i deres visdom henlagt et par etaper i en dansk cup til Tyskland. Og når man frygtelig gerne vil vinde den cup, er man jo nødt til at deltage.

Så der blev booket overnatning et eller andet sted i nærheden af Güstrow (øst for Schwerin, syd for Rostock).

Et par dage før afrejse tjekkede Donnaen sin fars reservation.

- Der er altså kun ét værelse, udbrød hun forundret. Hvor skal vi andre være?

- Lad mig lige se, svarede Gemalen. Du trykker vist et forkert sted.

Men Donnaen havde ret. Der var kun et værelse. Og nu kunne Gemalen godt huske, at han havde bestilt et familieværelse.

- Skal vi så være der alle fire? udbrød Donnaen vantro. (Den fjerde var Kamelen, som også skulle med, da hun ikke var kennelhoste-vaccineret, som hundepensionen forlangte. (Det er hun så nu)).

- Ja, sagde Gemalen glad. Bliver det ikke hyggeligt?

- NEJ! hvæsede Donnaen og Fruen i kor. Kamelen sagde ingenting.

For når Gemalen skal køre løb, skal han helst ikke have sin skønhedssøvn spoleret af, at vi andre skubber eller sparker til ham, fordi han snorker. Og hvis vi ikke må det, får vi jo ikke sovet ...

Derfor valgte Gemalen af afbestille, og så gik der et par dage, hvor vi ikke rigtigt vidste, om vi skulle afsted allesammen eller kun Gemalen. Men så lykkedes det at finde et sted i fornuftig afstand (alt er relativt) af Güstrow. I udkanten af Sternberg. Et sted, der var særlig hundevenligt. Hvor vi kunne få to værelser.

Baskerville Hotel.

Sådan hed det. Hedder nok stadig.

Hvorfor ved jeg ikke. For jeg turde ikke spørge. Om ejeren virkelig syntes, det var det mest geniale at kalde et hundevenligt hotel? Eller pension nok snarere. Hotel var lidt en overdrivelse. For selv om jeg ikke helt kan huske historien om Baskervilles hund, var det så ikke noget med en meget uhyggelig spøgelseshund? Så hvorfor opkalde sit hundevenlige sted efter en spøgelseshund? Virkelig sært.

Anyway. Det var et udmærket sted. Hvis man kunne se stort på den manglende luksus og i stedet glæde sig over, at det ikke gjorde så meget, at ens vovse gik ind med våde og snavsede poter. Sjaskede vand ud på gulvet og lagde løse hundehår over det hele.

Der var en håndfuld andre hunde, men vi lærte hurtigt at navigere i mellem dem, og så var det egentlig overraskende problem- og støjfrit med så mange, fremmede hunde under samme tag. Kamelen var dog nødt til et par gange at markere, at hun altså også boede der, hvis nogen tillod sig at passere på gangen efter hendes sengetid. Kun et enkelt VOV!, men rigeligt til at vække både Donnaen og mig, som jo sov mindre end to meter væk.

Når man skulle ud, skulle man lige åbne og lukke en havelåge. Især det sidste kunne være afsindigt svært, når man fulgtes med tissetrængende hund. Det lykkedes dog mirakuløst nok hver eneste gang, og derefter var der kun 50 meter til skov og mark. En skov, der var ny og spændende og, skulle man tro den konstant vibrerende kamel-snude, tilsyneladende duftede af alle mulige fantastiske ting. Og en mark, hvor Kamelen kunne ræse rundt i fri dressur uden at genere nogen. Ikke andre end mig i hvert fald. Jeg var meget tæt på at få fejet benene væk under mig, da glad Kamel kom galoperende ned ad bakke og gled i det våde græs, lige før hun nåede mig ...

Men jeg slap med skrækken, og vi kunne alle tage ind på den lokale pizzarestaurant, og mens vi andre spiste vores aftensmad, kunne nu temmelig træt Kamel flade ud bag bordet. Jo, vi måtte gerne tage Kamelen med. Nu var det ikke just nogen gourmetrestaurant, vi besøgte. Men alligevel. Jeg bliver stadig overrasket, når det faktisk kan lade sig gøre. Nogle steder. Vi har endnu ikke prøvet i Danmark, og jeg forestiller mig, at det bliver svært.

***

Gemalen fik kørt sine løb. Med det ønskede resultat. Og vi andre fik også oplevet lidt af det, vi (læs: Fruen) gerne ville. Derom senere.

En af de - ahem - særprægede hundefigurer, som var placeret
forskellige steder foran Baskerville Hotel.
Skoven begynder ved det store træ, og marken i lysningen.