Find Finn

Næste dag (altså efter vores besøg hos Ellen) mente vi, at damerne - dvs. Donna, Kamel og Frue - godt kunne slå tiden ihjel ved at kigge på Åhus, mens Gemalen kørte den korte sprintdistance lidt syd for byen.

Vi havde været der for et par år eller fire tilbage, og der var da meget hyggeligt, mente vi at kunne erindre.

Det er der faktisk også.

Men dengang var vi der uden hund og uden noget, der lignede hedebølge.

Og vi fandt nu ret hurtigt ud af, at det begrænsede mulighederne en hel del.

Det var simpelthen for varmt at gå og kigge både nede ved havnen. Det var træls at skulle slæbe på vand og vandskål til Kamelen. (Ingen havde tænkt på at medbringe en rygsæk til Sverige). Og så er mindst 90 procent af alle offentlige bænke i hele Skandinavien vist anbragt, så man kan nyde solen. Således også i Åhus, hvor vi måtte lede længe efter et skyggefuldt sted at sidde.

Efter lidt dasken rundt - vi kunne jo ikke andet i den varme - fandt vi ud af, at det absolut bedste sted at sidde var foran - tadah! - Absolut. Absolut Vodka, you know. En vodka-ignorant som jeg troede jo, at vodka var noget, man fremstillede i Rusland,og så var det det. Men Absolut fremstilles altså i Sverige, nærmere betegnet Åhus, og foran hovedindgangen var der både bænke og skygge. Så her slog vi os ned med hund og vand og den salat, som Donnaen havde været inde at købe i en Coop-butik på vejen.

Og her blev vi siddende, til Gemalen ringede, at han var på vej tilbage efter veludført løb.

For at tilbageturens kaffepause ikke skulle blive dagens højdepunkt, besluttede vi at tage til Lund sidst på dagen.

Jeg vil ikke ligefrem påstå, at jeg havde fået læst på lektien, men vi kunne da altid se domkirken. Og det gjorde vi så.

På vejen passerede vi noget, der kunne ligne en gigantisk tærteform. Det kunne jo også ligne en atom-accelerator, blev vi enige om. Men kunne det være rigtigt? Lidt efter-googling viste, at det kunne det faktisk godt. Og så syntes vi selvfølgelig, at vi var majet kloge ...

Inde i Lund parkerede vi ved siden af domkirken, og mens Gemal og Kamel tog sig af udenomsarealerne, gik Donnaen og jeg indenfor.

Den er stor. Og den er imponerende.

Men, altså.. øh.. den er lidt kedelig.

I hvert fald for barnlige sjæle som Donnaen og mig.

Vi er nok mest til kirker med lidt mere pynt. Ikke nødvendigvis så fyldt med prægtigheder, at man totalt mister overblikket som tilfældet var med slotskirken i Krakow sidste sommer. Men lidt tingeltangel må der altså godt være.

Selvfølgelig så vi det astronomiske ur, og selvfølgelig var vi kommet på det helt forkerte tidspunkt for at opleve klokkespillet. Det var lidt surt, for det skulle vist være en sjov oplevelse.

En tur i krypten var vi også. Uden at opleve det helt store. Men så tog jeg mig sammen og genlæste de få linier kirken havde fået i min Lonely Planet. Og der stod så, at vi burde have set kæmpen Finn, men intet om hvorfor eller hvordan han så ud. Så vi måtte ned igen og se os lidt bedre om og finde Finn. Donnaen fandt ham og spurgte skeptisk, om den underlige figur, der stod og omfavnede en pille, virkelig skulle forestille Finn? Det måtte det jo være, blev vi enige om, men kunne ikke rigtigt regne ud, hvad han stod der for, så igen måtte eftergoogle for at finde legenden om jætten Finn, der havde hjulpet med at bygge kirken, men blev så sur over at have tabt et væddemål med præsten, at han, altså Finn, prøvede at vælte kirken, men i stedet blev forvandlet til sten, da solens stråler ramte ham.

Vel ude i solen igen var vi blevet så sultne, at det kun blev til en kort dasketur forbi universitets gamle hovedbygning, før vi satte kurs mod Mårtenstorget og aftensmad i parasollernes skygge.

Sure Finn.