På besøg i den svenske idyl

..fortsat

Nu var det bare om at komme afsted.

Det der med hurtig afgang hører imidlertid ikke Midterfamiliens spidskompetence.

Først skal såvel to- som firbenede tisse af, så skal forruden pudses, og cykel plus værktøjkasse og andet grej skal læsses. Til sidst skal Kamelen ombord, men så er der lige en tobenet, der skal tisse en ekstra gang, og så er det jo synd at lade Kamelen sidde i sit bur. På den måde går der let noget en del tid, før vi endelig er rullende.

Ellen havde sendt en udførlig rutebeskrivelse med koordinater og det hele. De blev tastet ind i GPSen, og da vi kiggede på kortet, så det meget fornuftigt ud.

Gemalen blev dog lidt tænksom.

- Er der ikke noget længere, end du sagde igår? spurgte han.

- Det var jo afstanden fra Hässleholm, svarede Fruen. Og trak vejret temmelig dybt, da det dermed dæmrede, at det havde Gemalen ikke lige haft med i sine beregninger.

- Så har vi faktisk ret travlt, lød det en anelse indædt fra Gemalen.

Og så jokkede han ellers sømmet i bund.

Heldigvis er svenskerne jo så flinke, at de sætter skilte op før deres stærekasser, og vi mener, at vi undgik dyre fotografier (hvor længe er den slags iøvrigt om at dukke op med posten?).

Ifølge Ellens vejledning nærmede vi os hastigt målet, men formåede så alligevel at suse forbi. Ellens blogbilleder af den svenske idyl gjorde dog, at jeg kunne genkende stedet, og vi fik vendt kuglelynet, inden vi nåede Dalarne ...

Donnaen, Kamelen og Fruen blev smidt af i en vældig fart. Gemalen sagde pænt goddag og farvel, og væk var han.

Og godt for det. Faktisk.

Gemalen havde været lettere pirrelig, småstresset og uden for mental rækkevidde. Nu kunne han koncentrere sig om sit cykelløb, og vi andre kunne sænke skuldrene.

Hvilket ikke er svært i Ellen og Johns selskab.

De får lynhurtigt en til at føle sig meget velkommen, og selv Donnaen, der på forhånd havde været temmelig skeptisk (- Mor, vi kender dem jo SLET ikke!), overgav sig totalt og pludrede løs om dit og dat.

Kamelen debuterede som lænkehund, og det gik faktisk også ret godt. Hun var i første omgang lænket til en stolpe under verandaen, men blev, efter at være taget på fersk gerning i undergravende virksomhed, flyttet til et birketræ, hvor hun ikke kunne gøre nævneværdig skade. Og der faldt hun ret hurtigt til ro og affandt sig med sin nye situation.

Og vi andre?

Vi fik en hurtig rundvisning i herlighederne (og der er virkelig herligt). Og snakkede. Og spiste frokost på verandaen. Og snakkede. Og drak kaffe. Og snakkede. Og så billeder af den stråtækte. Og snakkede.

På et tidspunkt blev det dog for varmt at blive siddende på verandaen, og så gik vi ned til åen.

Som simpelthen er det mest postkort-idylliske sted, man overhovedet kan tænke sig.

Med en bade-/bådebro. Og en bænk længst ude. Hvor man kan sidde og flyde hen. Og falde i staver. Eller snakke ...

Inden havde Ellen dog sørget for en trane. Som først stod og siden fløj. Vi havde, oppe fra huset, hørt dens særprægede trompeteren et par gange, og dér var den så. Og det kan godt være, at enlig trane ikke gør nogen svensk sommer, men Fruen, som aldrig tidligere havde set traner som andet en silhuetter højt på himlen, var betaget.

Kamelen havde fået lov til at komme med ned til åen, hvor hun brillerede med et forsøg på at gå på vandet. Hvilket ikke lykkedes særlig godt ...

Egentlig er hun slet ikke nogen vandhund, og jeg regnede ikke med, at der var nogen særlig risiko for at hun ville hoppe ud fra broen. Og jeg er faktisk overbevist om, at når hun gjorde det alligevel, så var det fordi hun betragtede de tætte siv som en pæn græsplæne og nok blev temmelig overrasket, da hun røg igennem og lige ned i vandet.

Heldigvis var der ikke særlig dybt, og Kamelen fik sig hurtigt plasket tilbage op på broen, hvor hun noget slukøret måtte lide den tort at blive grinet temmelig meget af.

Der sad vi så. Og snakkede. Og kiggede. Og snakkede.

Indtil der også dér blev så smeltehedt, at vi var nødt til at gå tilbage til huset og helt ind i skyggen.

Hvor vi drak dejlig koldt vand. Og snakkede.

Og hvis Gemalen ikke var kommet efter rimelig veludført cykelløb og havde afhentet hele sin familie, havde vi måske siddet der endnu.

Og snakket ...

Lænkehunden.
Uden lænke og ikke hjemme hos Ellen,
men dog på spændende svensk græs.