Kill Bill-e?

Måske troede fragtmanden, at han kunne forskrække mig, da han for nylig  spurgte:

- Er det en, jeg skal tage med, eller er det en I vil beholde?

- Den skal vi beholde, svarede Fruen halvvejs med ryggen til. I den tro, at fragtmanden snakkede om en stor kasse, der stod pænt skubbet til side lige inden for porten på Verdensfirmaets lager.

- Det var nu ikke kassen, jeg mente, men den dér, sagde fragtmanden med et smørret grin og pegede på et velvoksent insekt, der sad på gulvet mellem to udgående kasser og vippede med sine helt enormt lange følehorn.

- Øh, den fætter tror jeg, vi beholder, afgjorde jeg.

Lukkede porten og overlod straks aben - altså insektet - og dets videre skæbne til en kollega. For godt nok har jeg kun insekto-fobi i ganske mild grad, men der er jo ingen grund til at gå til yderligheder og selv røre ved mere kravl end højst nødvendigt ...

Mænd er jo heldigvis altid parate til at udføre heroiske handlinger, så billen blev behørigt beundret og lempet udenfor. Og vi var enige om, at nu havde vi (læs: kollegaen) gjort en god gerning og sikkert reddet en eller anden truet dyreart fra snarlig udryddelse.

- Eller også er det en eller anden invasiv satan, funderede kollegaen.

- ??

- Ja, har du måske nogensinde set en magen til? fremturede han.

Næh, det havde jeg jo ikke.

Men kunne jeg lade det blive ved det? Nej, det kunne jeg ikke. Nu var kimen lagt. Jeg var simpelthen nødt til at finde ud af, hvad det var for et krapyl, vi havde haft besøg af.

Eller prøve.

For det var langt sværere, end jeg havde regnet med.

Faktisk bliver jeg jævnligt overrasket over, at det ikke er alt, som lader sig google. Bare sådan.

'Krapyl med lange antenner' gav mærkværdigvis ikke brugbare hits, så jeg var nødt til at finde på noget mere konstruktivt. Nu kan jeg ikke længere huske, hvad jeg søgte på, men på et tidspunkt faldt jeg over en gammel artikel om en enkelt asiatisk citrustræbuk, som havde skabt vældig stort postyr og efterladt en haveejer et træ fattigere, efter at Plantedirektoratet simpelthen havde fjernet det træ, som omtalte buk havde befundet sig på. Fordi det var en væmmelig invasiv karl, der i løbet af nul komma niks ville kunne udrette anseelig skade.

Og den lignede jo. Eller gjorde den? Det var ikke sådan helt ligetil at afgøre. Slægtskabet var dog tydeligt. De lange følehorn var ikke til at tage fejl af. Men dækskjoldet (dæk-vingerne - hvad ved jeg - oversiden af kræet, ikk?) var måske kun næsten magen til.

Så nu havde vi måske eller måske alligevel ikke at gøre med et rigtig ledt krapyl. Eller rettere; vi havde det jo ikke, for vi havde sat det udenfor, og det var måske helt utilgiveligt. Tænk, hvis nu alle de midtjyske skove blev ædt af grimme biller, og det alene var vores skyld?

Og hvad gør man så?

At ringe 112 eller 114 virkede en anelse drastisk, men jeg kunne virkelig godt tænke mig at ringe til en ven. Problemet var bare, at jeg ikke rigtigt kunne komme i tanke om en eneste person med bare den ringeste forstand på biller og andet kravl. Intet lys på den indre lystavle, ingen små klokker, der bimlede.

Et eller andet sted burde der dog nok sidde nogen, der kunne fortælle mig what to do. Eller som selv kunne have en interesse i sagen, altså billen. Mente jeg.

Så jeg googlede og googlede. Og blev ikke klogere. Imens nærmede klokken sig 16.00, og det er ret tit deadline i mange sammenhænge. Således også her. Fruen tog en rask beslutning. Gik ud og fandt krapylet, som mærkværdigt nok stadig sad og overvejede situationen lige uden for porten.

Og så døde det!

En pludselig død under Fruens sandalsål. Ja, der var altså køkkenrulle i mellem, for Fruen er ikke meget for krapyl-snask under sålerne, hvis det kan undgås.

Better safe than sorry.

Eller noget?

Jeg vidste jo stadig ikke, hvad det var for et krapyl. Hvilket virkelig irriterede mig. Både det og så det, at jeg ikke - bare sådan lige - kunne finde ud af, hvordan jeg skulle forholde mig til et muligt invasivt utyske.

Den slags kan godt gøre mig en lille smule stædig.

Derfor brugte jeg de næste par dage en anseelig bunke arbejdstid (shhh - sig det ikke til nogen!) på at google videre rundt. Jeg var forbi rigtigt mange sider og endte i rigtigt mange blindgyder. Fordi der blev henvist til sider, der ikke længere eksisterede. Ligesom Plantedirektoratet ikke længere hedder sådan, men i stedet NaturErhvervstyrelsen, hvorfor alle gamle sider åbenbart er skrottet. Grrrr!

Men det skulle jo ikke stoppe stædig Frue. Så da jeg flere gange havde været forbi Haveselskabets hjemmeside, besluttede jeg, at det måtte være dem, det skulle 'gå ud over'. Altså ringede jeg, forelagde mit ærinde og blev stillet igennem til venlig dame, der til min forbløffelse punkt et; ikke grinede, punkt to; faktisk havde et bud på, hvordan jeg skulle komme videre. Da det jo, trods alt, ikke var noget, de selv tog sig af.

Hvorfor jeg ringede til meget venlig herre på et institut under Københavns Universitet. Som straks viste behørig interesse for min bille. Han var dog lidt skuffet over, at jeg havde ombragt bæstet, men hvis jeg havde et billede, ville han da gerne have det tilsendt og give mig et svar.

For en gangs skyld havde jeg været så kvik, at jeg havde taget et billede, så det mailede jeg flux.

Og så begyndte der endelig at ske noget.

Venlig herre meddelte mig hurtigt, at vi ikke havde haft besøg af en asiatisk citrustræbuk. Heldigvis. For så slap vi for folk i rumdragter, der ville forsøge at splitte vores lager ad for at finde ud af, hvor den kom fra, og om den havde familien med. I stedet mente venlig herre fra KU, at det nok var en anden træbuk. En Monochamus – M. galloprovincialis, som - har jeg sidenhen googlet mig til, for det kunne jeg nemlig godt - kun æder dødt eller døende træ.

Der stod også noget mere, men det gad jeg ikke rigtigt prøve at forstå. Pointen var dog klar: Billen kunne hermed nedklassificeres fra ekstremt led invasiv satan til bare at indgå i kategorien led invasiv satan. Og da jeg ikke er savværksejer, kunne jeg nu igen sove roligt om natten.

Samme venlige herre fra KU skrev også, at han havde sendt billedet videre til en billekurator på Statens Naturhistoriske Museum, som på sin side havde videresendt til ferierende inspektør under Direktoratet for FødevareErhverv, og at jeg muligvis ville høre fra sidstnævnte, når han kom tilbage fra ferie.

Det har jeg ikke gjort endnu, men sommerferien er jo også kun lige startet, så i mellemtiden nøjes jeg med at fundere over, at man kan være noget så eksotisk som billekurator!

Jeg aner ikke, hvad sådan en laver - ud over at beskæftige sig med biller altså. Og jeg er ret sikker på, at der ikke er gået en billekurator tabt i mig. Ligesom jeg er overbevist om, at det næppe heller er den vej Donnaen vil gå, når hun skal vælge erhverv og karriere. Men omvendt kan jeg godt - nu hvor Donnaen snart skal i erhvervspraktik og videre igennem skolesystemet - sukke lidt over, hvor mange spændende, sære, anderledes og ualmindelige ting, hun aldrig kommer til at vælge. Alene på grund af manglende viden. Hendes, vores og diverse praktik- og uddannelsesvejlederes. Det er egentlig lidt skræmmende.

Nå, men derom in another afsnit. Måske. Det her var bare en bille-historie. Her opereres nemlig ikke med agurketid, men med billetid ...