Nye gummistøvler til Fruen med teleskop-armene

Jeg har fået nye gummistøvler.

Ikke fået, men købt selvfølgelig.

De er ret fine, når jeg selv skal sige det.

Faktisk så fine, at jeg ikke rigtigt kan nænne at tage dem på. Hvilket selvfølgelig er ret dumt, for det var jo netop grunden til, at jeg købte dem. At jeg skulle bruge dem, fordi der var hul i de gamle. Fordi jordbesidderstøvlerne simpelthen er så tunge, at det undrer mig, at jeg nogensinde har kunnet gå i dem. Men de var nok også mest indkøbt til 'hvis' og stod bare hjemme på den fædrene farm i sin tid.

Og så fordi, det bliver mere og mere nødvendigt med gummistøvler, når Maddie og jeg er ude at gå tur.

I starten var hun jo kun en lille hvalp, for hvem bare det at gå tur var en udfordring. Nu er hun dobbelt så stor og i høj grad den, der udfordrer mig.

Blandt andet fordi hendes interesse for vand for alvor er ved at blive vakt.

I starten gik hun uden om vandpytterne.

Det gør hun stadig.

Men det levende, rislende vand i bække og grøfter er en helt anden sag. Det er spændende og må udforskes. Hvis ellers man kan komme til det. Og det kan man sommetider, hvis man går tur med mig.

Ind til videre er Maddies tilgang til det våde element præget af en vis forsigtighed, Og de første gange stod hun bare og kiggede på bækken, før hun forsigtigt satte en pote ud i vandet (rettelse: hun gled faktisk) og skyndsomt trak den til sig igen. Men vovsen blev modigere og modigere, og en lille, rislende lavvandet bæk var ikke til at stå for, så Maddie endte med at stå helt ude i bækken, mens Fruen, i den anden ende af den ikke særligt lange hundesnor, fik meget lange arme, idet hun balancerede på bredden i sine, ganske vist ret terrængående, men bestemt ikke vandtætte læderstøvler.

Altså en lidt risikabel affære, som meget nemt kunne være endt med våde tæer. Kunne selv Fruen se.

Men det skulle blive værre endnu.

Ved en anden, noget dybere grøft var Maddie godt klar over, at den skulle hun ikke ned i.

Nix, hun skulle over på den anden side ...

Så dér sprang hun da lige over.

Med den ikke særligt lange hundesnor burde det ikke kunne lade sig gøre, uden at mindst én af os røg i grøften. Slippe snoren kunne der ikke blive tale om. Men på en eller anden magisk måde var jeg pludselig udstyret med mindst tre meter lange arme. Og så stod vi på hver sin side af grøften. Med en temmelig stram hundesnor i mellem os.

Og mens Fruen allerede var begyndt at tænke på, hvor surt det ville være at skulle sjoske de 600-800 meter hjem i pladdervåd tilstand, lykkedes det faktisk hvalpen at springe tilbage uden hverken at rykke mig i eller selv skvatte i vandet.

Hvordan det gik til, er mig stadig en gåde. For grøften er for bred, og snoren er for kort. Det kan ikke lade sig gøre.

Medmindre man har teleskop-arme.

Hvilket man nok ikke kan forvente at have mere end en enkelt gang hver måned.

Hvorfor der fluks er indkøbt nye gummistøvler.