Den forsvandt hurtigere, end den kom.
Fem fridage, der på forhånd så forjættende ud, for forbi uden at efterlade mange aftryk.
Der skulle bare slappes af. Og det blev der. Virkelig. Sofaen var sjældent tom. Især lå Gemalen der. Med en underlig influenza-træt følelse i hele skroget. Men han havde ikke influenza. Og jeg tror egentlig, at det bare var kroppen, der reagerede på de foregående måneders alt for høje tempo.
Men der også var ting, der trods alt skulle klares.
Der var blandt andet en hundehvalp, som skulle luftes. Og da Donnaen var væk et par dage, stod jeg (også) for luftningen. Også Langfredag, hvor det sjask-regnede, og man var tilbøjelig til at ignorere det faktum, at man var hundeejer. Sådan var der vist rigtigt mange, havde det. I hvert fald mødte vi ikke en eneste hund(e-ejer) på vores luftetur.
Til gengæld var der andre ude. I bil. Blandt andet de klaphatte, der skulle hjem efter et besøg lidt henne på vejen. De kørte højt dyttende først den ene vej, for så at vende og køre den anden vej og i høj fart ræse lige gennem nogle temmeligt dybe vandpytter (vi siger tak til kommunens folk, der ikke magter at reparere utætte kloakker, så de holder og ikke bare fortsætter med at æde det omkringliggende sand, hvorved hele vejen fortsat synker), så jeg lige pludselig stod med en meget våd og meget forskrækket hund.
Desværre for mig og heldigt for bilisten og hans passagerer var jeg ikke bevæbnet med andet end en rulle pølleposer og en lommefuld godbidder, så jeg kunne ikke hævne mig, men bare de meget lidt pæne tanker, jeg tænkte om dem, burde have været nok til at svitse deres nakkehår.
Allerede godt våde kunne vi jo lige så godt se nærmere på grøften. Som ikke blev mindre interessant, da Fruen tankeløst smed en funden mejsekugle ned i den. Heldigvis opgav Maddie tanken om at springe i efter den, og vi kom hjem uden at blive ret meget mere våde.
En af de mere tørre eftermiddage gik med at lære Kamelen et nyt og meget nyttigt trick. Selv om hun stadig bare er en hvalp, er hun allerede nu så tung, at min ryg er begyndt at jamre, når hun skal løftes ud og ind af bilen. Så efter at have gennemtrawlet nettet fandt jeg en rampe, der var til at betale, og som jeg fluks bestilte. At det så blev ret dyrt alligevel, da jeg liige kom til at købe et par ting mere, behøver ingen jo at få at vide.
Rampe med mere ankom med fragtmand Skærtorsdag. Var det nu ikke overraskende - på den gode måde? Og så var det bare med at gå i gang med at øve.
Maddie kiggede mistroisk på mig, strakte sig, hvad hun kunne for at nå en højt på rampen placeret godbid. Og blev på jorden. Jeg tænkte så, at det nok ville gå nemmere med at få hende til at gå ned. Så jeg løftede hende - av! - op i bilen. Og kunne uden det store besvær lokke hende ned igen. Op gad hun ikke at gå.
Historien gentog sig et par gange, og så løb jeg tør for godbidder. Og jeg måtte gå ind efter flere.
Da jeg kom ud igen, sad Kamelen oppe i bagagerummet og så yderst veltilfreds ud. Havde hun kunnet grine, havde hun gjort det. Er jeg sikker på.
Og mere skete der faktisk ikke i den påske.
Nogen har en lidt aparte måde at sove på ... |
14 kommentarer:
Hahahaha ... var hun mon sprunget op i bilen eller havde hun benyttet rampen? Hun er da bare genert og vil ikke have at du kigger, når hun gør sit første forsøg ;o)
Kommunen. Don't get me started. Den ende jeg bor i, har i efteråret fået helt ny asfalt - hele vejen! Fint tænkte jeg, så er vi endelig ude over de kæmpe 'lommer' ved kantstenen, som hver regnvejrsdag ender i kaskader over børnene på vej til skole. Men nej. Ny asfalt betyder ikke at 'lommerne' bliver rettet op. Hvem kan vi klage til?! (altså ud over her i Blogville?).
Liv: Hun var luntet op ad rampen. Ingen tvivl om det. Springe op, må hun ikke. Og hun kan heller ikke. Er jeg ret sikker på. Nej nej, jeg holder helt mund mht kommunen ;-)
Hahaha - ren komik og lige til skjult kamera. Jeg er også sikker på, at kræet ville have grinet hjt og larmende, hvis det havde kunnet lade sig gøre :-D
Og ja: påsken går meget hurtigere, end den kommer. Faktisk er den et års tid om at komme ... + ÷ selvfølgelig - dens ankomst svinger jo en smule ;-)
Det er skønt med dine hvalpe-historier, fortsæt endelig med dem. Jeg ville altså gerne have set dit ansigtsudtryk, da du kom ud igen, og konstaterede at hun sad oppe i bagagerummet. Hun har sikkert benyttet rampen, men det skulle du jo ikke lige se i første omgang. dejlig hund!
Ellen: Det var helt sikkert blevet et hit på youtube, hvis altså der havde været en video at lægge ud ;-) Jajaja, men du ved jo godt, hvad jeg mener; jeg havde virkelig set frem til påskeferien fra cirka en dag efter vinterferien, og vips - så var den ovre.
Stegemüller: Tak! Ja, jeg har helt sikkert set ret forbløffet ud (mildt sagt). Hun er skam dejlig - også selv om hun ind i mellem er en drillehund :-)
TAkk for et herlig tankebilde. Jeg nøs og lo og nøs og lo.
Klem til den dyktige Kamel som visst kunne og til deg :)
Jeg griner højt sammen med den lille kamel.. :-)
Mormor: Selv tak. Godt, du kunne le mellem alle nysene. Klem tilbage :-)
Inge: Du skal være velkommen :-)
Jeg kan se Maddie tænke: Ha, nu kom jeg op, så må du selv finde ud af hvordan du gør :-) Jeg selv var nok kravlet ind i bilen og havde lokket Kamelen med en godbid på den måde.
Jeg var slet ikke klar over, at der var den slags udfordringer ved store hunde. Men I klarer den vidst ret godt sammen, dig og Maddie. Også selv om hun ind imellem giver anledning til de gode grin :-)
Pia: Haha, hun har uden tvivl tænkt noget i den retning :-) Jeg overvejede at kravle ind i bilen, men Kamelen blev ved med at stille sig ved siden af rampen, så jeg var bange for, at hun så ville prøve at springe.
Susanne: Jo, de store hvalpe er egentlig nogle værre skravl, som hverken kan tåle dit eller dat ;-) Vi klarer den ja. Og jeg får mig nogle gode grin.
Forresten, seje gummistøvler, synd at grisse dem til i grøften, synes jeg ;-)
Den der påske, den måtte godt lige komme igen, bare lige en svip-tur forbi - det kunne være så dejligt. Så kunne det nemlig være, at vi kunne tage den i et tempo uden at føle sig halvsløje og næsten influenza-ramte uden at være det - jeg genkender fint din mands påske-tilstand.
Lækker lille hundebasse, og jeg tror da helt bestemt hun sover helt fantastisk som hun ligger - hun er jo blevet helt træt efter at have holdt øje med, hvornår du kom ud med flere godbidder - og samtidig skulle liste uset ind i bilen ;-)
Hvorfor må den ikke hoppe op i bilen? det er det vores hunde har lært, og det klarer de i fin stil :-)
Ketty: Tak, jeg kan jo bare prøve at huske at tørre dem af, når jeg kommer hjem igen. Jeg en ekstra påskeferie ville helst sikkert og blive hilst velkommen her. Det kunne være noget så dejligt. Haha - ja, der er meget at holde øje med som hundehvalp, og man kan blive ganske træt :-)
Lene: Hvalpe af storracede hunde har sarte knogler, fordi de vokser så hurtigt. Derfor må de ikke gå på trapper, springe ind i og især ud af biler, gå for lange ture osv osv. Det er lidt bøvlet, men det må man jo tage med :-)
Send en kommentar