Klaphatte og en grinende hund

Årets påske er nu allerede datid.

Den forsvandt hurtigere, end den kom.

Fem fridage, der på forhånd så forjættende ud, for forbi uden at efterlade mange aftryk.

Der skulle bare slappes af. Og det blev der. Virkelig. Sofaen var sjældent tom. Især lå Gemalen der. Med en underlig influenza-træt følelse i hele skroget. Men han havde ikke influenza. Og jeg tror egentlig, at det bare var kroppen, der reagerede på de foregående måneders alt for høje tempo.

Men der også var ting, der trods alt skulle klares.

Der var blandt andet en hundehvalp, som skulle luftes. Og da Donnaen var væk et par dage, stod jeg (også) for luftningen. Også Langfredag, hvor det sjask-regnede, og man var tilbøjelig til at ignorere det faktum, at man var hundeejer. Sådan var der vist rigtigt mange, havde det. I hvert fald mødte vi ikke en eneste hund(e-ejer) på vores luftetur.

Til gengæld var der andre ude. I bil. Blandt andet de klaphatte, der skulle hjem efter et besøg lidt henne på vejen. De kørte højt dyttende først den ene vej, for så at vende og køre den anden vej og i høj fart ræse lige gennem nogle temmeligt dybe vandpytter (vi siger tak til kommunens folk, der ikke magter at reparere utætte kloakker, så de holder og ikke bare fortsætter med at æde det omkringliggende sand, hvorved hele vejen fortsat synker), så jeg lige pludselig stod med en meget våd og meget forskrækket hund.

Desværre for mig og heldigt for bilisten og hans passagerer var jeg ikke bevæbnet med andet end en rulle pølleposer og en lommefuld godbidder, så jeg kunne ikke hævne mig, men bare de meget lidt pæne tanker, jeg tænkte om dem, burde have været nok til at svitse deres nakkehår.

Allerede godt våde kunne vi jo lige så godt se nærmere på grøften. Som ikke blev mindre interessant, da Fruen tankeløst smed en funden mejsekugle ned i den. Heldigvis opgav Maddie tanken om at springe i efter den, og vi kom hjem uden at blive ret meget mere våde.

En af de mere tørre eftermiddage gik med at lære Kamelen et nyt og meget nyttigt trick. Selv om hun stadig bare er en hvalp, er hun allerede nu så tung, at min ryg er begyndt at jamre, når hun skal løftes ud og ind af bilen. Så efter at have gennemtrawlet nettet fandt jeg en rampe, der var til at betale, og som jeg fluks bestilte. At det så blev ret dyrt alligevel, da jeg liige kom til at købe et par ting mere, behøver ingen jo at få at vide.

Rampe med mere ankom med fragtmand Skærtorsdag. Var det nu ikke overraskende - på den gode måde? Og så var det bare med at gå i gang med at øve.

Maddie kiggede mistroisk på mig, strakte sig, hvad hun kunne for at nå en højt på rampen placeret godbid. Og blev på jorden. Jeg tænkte så, at det nok ville gå nemmere med at få hende til at gå ned. Så jeg løftede hende - av! - op i bilen. Og kunne uden det store besvær lokke hende ned igen. Op gad hun ikke at gå.

Historien gentog sig et par gange, og så løb jeg tør for godbidder. Og jeg måtte gå ind efter flere.

Da jeg kom ud igen, sad Kamelen oppe i bagagerummet og så yderst veltilfreds ud. Havde hun kunnet grine, havde hun gjort det. Er jeg sikker på.

Og mere skete der faktisk ikke i den påske.

Nogen har en lidt aparte måde at sove på ...