onsdag den 5. februar 2014

Vokaler


Hvor meget kan man nå at gå i selvsving på 3 dage?

Ganske meget!

Donnaen tænker hundehvalp, fra det sekund hun vågner, til et splitsekund før hun falder om igen om aftenen.

Fruen er ovenikøbet allerede begyndt at drømme om Bette Bøvs! Meget mystisk drøm om løs hundehvalp og manglende hundesele og Londons undergrund og fint hotel og åbne døre og andre løse hunde på selvsamme fine hotel. Virkelig meget, meget mystisk.

Gemalen prøver at dæmpe gemytterne, men taler for døve øren.

Først skulle vi have fundet på et nyt navn.

Og det hastede.

For Gemalen, der ellers godt kan lide kælenavne, var svært utilfreds på det lille kræs vegne og ville under ingen omstændigheder risikere, at navnet Bette Bøvs bed sig fast.

Det viste sig at være virkelig svært. Donnaen ville gerne have et flot navn, og det måtte ikke bare være et helt almindeligt pigenavn. 

Fruen ville gerne have et navn, der afspejlede den store hund; altså et navn med en vis rummelighed. Og det skulle vise sig, at der i Fruens hoved er nogle helt klare regler for brugen af vokaler i den sammenhæng. Noget som hverken Gemalen eller Donnaen forstod et suk af, selv om jeg syntes, det var ganske indlysende, at navne med O er rummelige (der er jo også O i stor, ikk'?), mens navne med Y (med undtagelse af Thyra) er alt for spinkle til en stor hund.

Gemalen var mindre kræsen og forslog alverdens navne, men fik de fleste skudt ned, fordi de enten var til hanhunde. Ja, Obama og Mandela slutter på A, men de signalerer ikke ligefrem dame, vel? Eller dårlige kalde-navne. Man kan jo ikke stå og råbe for eksempel Kraka uden at få ondt i halsen.

Mange navne var bare for lange. Det røg blandt andet Katinka på. Og Tinka alene faldt ikke i Donnaens smag.

Sindene blev flere gange bragt temmelig meget i kog, og vi var gennem flere lister og afstemningsrunder, før vi alle var så møre, at vi ikke gad skændes mere.

Og så blev det Maddie.

Fordi det var det bedste af Donnaens ganske mange forslag.

Fordi Fruen tænkte, at det var okay at opkalde hvalpen efter Madeleine Albright, der ganske vist ikke er stor udenpå, men så meget desto større indeni.

Og fordi Gemalen ville have fred ...




24 kommentarer:

Lene sagde ...

Velkommen til Maddie, jeg er sikker på at med al den energi, der er lagt i hendes navn, så vil hun føle sig velkommen fra dag 1 :-)

Fruen i Midten sagde ...

Lene: Hihi, ja det bør hun virkelig :-)

randiglensbo.dk sagde ...

Maddie er et godt navn - meget bedre end Bette Bøvs :-)

Fruen i Midten sagde ...

Randi: Tak. Ja, vel er det da så :-)

NonnasBlog sagde ...

Nååååeh, Maddie! Sikke et fint navn :-)! Det er nemlig ganske svært at finde et navn, som passer på både en stor og en lille hund! God onsdag!

Stegemüller sagde ...

Jeg er enig i at Maddie er et godt navn. Det bliver så spændende med det 'lille' nye familiemedlem; jeg håber du vil lægge rigtig mange billeder her på bloggen.

Et par af mine venner går også og venter på en lille ny hund i familien. Det er en brun labradortæve. Der er billeder af den på opdrætterens hjemmeside, og jeg følger spændt med. De har allerede en 8 år gammel labrador, og det er meget spændende, hvordan hun vil tage imod den nye hund.

Fruen i Midten sagde ...

Nonna: Tak :-) Ja, meget sværere end jeg havde regnet med! Og god onsdag til dig også.

Stegemüller: Tak til dig også :-) Der skal nok komme mange billeder. Men jeg er ved at løbe tør for gode billeder,s å vi skal lige have hende hjem først. Mon ikke sådan en gammel hund lige forklarer hvalpen, hvem der bestemmer på den matrikel, og så går det bare fint derfra? ;-)

Kisser sagde ...

Et godt navn :-)
Det har en lys endelse og kan nemt signalere glæde, når stemmen kalder. Maddiiiiieee :-)

Fruen i Midten sagde ...

Kisser: Tak. Og dér er du nemlig inde på noget vigtigt; Maddiiieee er nemt at kalde med en god klang :-)

Inge sagde ...

Hov jeg nåede ikke at få mit navn med i puljen.. :-) maddie er et godt navn, det er også svenskernes kælenavn til deres prinsesse..
Og mit bud ville ha været Soffi.. Det hed den skønne broholmer blanding en gammel veninde havde years ago.. :-)

Ellen sagde ...

Lyder som et udmærket kompromis.
Jeg har engang hørt, men ved ikke, om det er rigtigt, at hunde kun opfatter vokaler, således at den ikke vil kunne høre forskel på fx Maddie og Caddie. Ved nærmere eftertanke tror jeg vist ikke rigtigt på den historie ... to af min søsters tre hunde hedder Bina og Liva, og de er ikke i tvivl om, hvem af dem der bliver kaldt på.

Mette sagde ...

Ah, elsker navnet Maddie. Vores datter skulle ha' heddet Maddie:)

Anonym sagde ...

Godt navn til en hund, der bliver rigeligt stor :-) Der er så mange sære ideer om hundenavne og faktisk betyder det ikke så meget udover at det er meget nemmere at kalde på et to-stavelses navn end på et en-stavelses ditto.

Kan se det er her man bør komme med sin egen hunde-navne historie. Vi vidste hvad vores første hund skulle hedde - flere år før vi fik den. Navnet kom frem ved en tilfældighed og jeg erklærede at det ville være et glimrende hundenavn hvis vi en dag skulle have en.
Der var derfor ingen tvivl da vi stod med hvalpen i hænderne.

Men kender altså mange der beslutter sig for noget og så ændrer det når hunden er hentet.

Rejen sagde ...

Det er da et rigtigt fint navn, så må I se om hun vil lystre det. ;-D

Fruen i Midten sagde ...

Inge: Ja, så lidt prinsesse-agtigt er det da :-) Soffi er ellers også godt, men det nægter jeg at sige højt - nu.

Ellen: Aner ikke, om det er rigtigt, at hunde kun kan høre vokaler. Historien om din søsters hunde modsiger det jo, men måske er der nuancer i din søsters kropssprog, der gør hundene i stand til at skelne?

Mette: Ja, det er da rigtig fint :-) Men din datter kom altså alligevel til at hedde noget andet?

Fruen i Midten sagde ...

Overlever: Vi var nemlig igang med kalde-øvelsen, og det gav nej til blandt andet Gro (Donnaen syntes så heller ikke, at det var godt, når nu hende den stride søster i Arvingerne hedder netop det). Men hvad nu hvis jeres hund slet ikke havde lignet en, der skulle hedde sådan? ;-)

Rejen: Haha, ja det må vi ;-D

Pia sagde ...

Det er lige så svært at finde det rigtige navn til en hund som det er til et barn, siger en mor til 2 menneskebørn. 'mormor' til 3 hunde.
Maddie er godt til både kærlig kalden og det modsatte ;-)

Anonym sagde ...

Øh tør jeg sige, at Madeleine Allbright er flygtning 😜
God fornøjelse med hunden.
Mvh. Kristine

Anonym sagde ...

wow .... super tillykke med Maddie ,et godt navn, det er et godt kalde navn , og hvorfor så det? .....
jo det slutter nemlig med IE , det er en god ørelyd for hunden ,
dejlig hund , med ikke nem at dele hovedpude med :-)

Annette sagde ...

Hjertelig tillykke med det nye familiemedlem. Du godeste, hvor er den bare vidunderlig sådan helt ned i poterne og den udstråler jo Maddie over det hele. Bette bøvs var nu også ok, men måske ikke helt så smart, når Maddie når voksenalder og størrelsen ☺.

Jeg skreg af grin (og det er ikke engang løgn), da jeg læste sms konversationen. Og tænkte, at lignende garanteret ville have kunnet finde sted, hvis ikke min datter var teenager før den hele store udbredelse af mobiltelefonen. Godt, at alt gik godt.

Fruen i Midten sagde ...

Pia: Man skulle jo tro, at det var nemmere, når det 'bare' er en hund, men næh nej, det er det bestemt ikke!

Kristine: Velkommen forbi bloggen :-) Vi regner ikke med, at Maddie behøver at flygte fra nogen eller noget, så det gør da vist ikke noget. Og tak :-)

Fruen i Midten sagde ...

Jonna: Tak :-) Ja ikke - det burde være et godt kaldenavn. Næh, vi kommer nok ikke til at dele hverken hovedpude, lænestol eller sofa med hende ;-) Hun må blive på gulvet.

Annette: Tak! He he, jeg er altid glad for at kunne levere et godt grin ;-D

Mette sagde ...

Ja, hun kom til at hedde Grace Lily - lignede ikke en Maddie da hun kom ud:)

Fruen i Midten sagde ...

Mette: Det er altså også virkelig et smukt navn! Jeg har tit undret mig over, hvordan kommende forældre kunne vide navnet på deres baby på forhånd, for tænk hvis babyen slet ikke lignede fx en Felix, men meget mere en Emil ;-)